Espresso på tur

19. Rejsebrev ,St Barth, St. Martin til De Dansk Vestindiske Øer

2009-05-01T12:12:00.000-07:00

St. Barth, St. Martin til St Croix - April 2009

Vi klarede fint passagen til St.Barth og kom ind på en ankerbugt med rigtig mange både, ja det var første gang vi mødte så mange, en blanding af mega yachter, færger, motorbåde og speedbåde. Vi nærmer os de mere turistede charter destinationer. Fik kastet ankeret mellem de andre, hvor vi kunne se mange var ”langtidsliggere”, spændte tog vi dinkyen for at kigge på byen Gustavia (efter kong Gustav) som er hovedstaden på den tidligere
svenske kolloni. Gaderne havde gamle svenske navne, som dog var blevet ”franskiseret”.

Og her fik vi et kulturchok: mange og kun hvide jetset unge, der futtede afsted i golfbiler, beach- buggies eller sportsvogne. Vi troede, vi var kommet ud af kurs og endt på den franske Riviera. Cucci og Dior butikker domminerede, gad vide om vi kunne føle os tilpas her? Fik en øl og kaffe, og troede vi havde købt cafeen. Indklarerede og lå en nat på den urolige men smukke ankerplads, som var omgivet af små klippeøer, helt forskellig fra de andre enkeltliggende øer hidtil. Efter denne nat fandt vi en bugt, ”lige rundt om hjørnet”..... hvor der var fred og 12 ankerbøje, hvor vi fik den ene. Det havde været godt, hvis det ikke blev så skidt !!

Her begynder en rigtig træls dag. Vi vågner om morgenen efter en MEGET urolig nat, nordlig swell, og opdager at gummibåden m. motor har slidt sig løs og er forsvundet i nattens løb. Det er bare det, der ikke må ske. Hansen reagerede impulsivt (hvad der ellers ikke ligner ham !) ”vi må sejle ud og finde den ”. Op med ankeret og de næste 2 timer sejlede vi med vinden, troede vi så den, men det var en grå hval. Hummøret kørte op og ned og nu de trælse timer tilbage for motor og mod-vind/sø. Ind til Gustavia, hvor det imellemtiden var blevet forbudt at gå til kaj pga swell, men ind skulle vi og afsted for at se om vi kunne købe ny dinky. Efter rigtig dårlig erfaring fra Trinidad med det umulige i at få fat i en ny, var det med bange anelser vi fandt et udstyrsforretning. Vi ventede gæster om en uge på St. Martin, så det var ret alvorligt., da man ikke kan sejle her uden en dinky.

Vi mødte et par unge franskmænd, som var sikre på, de havde set den forankret til den bøje, vi havde ligget ved – og – ud igen de 2 mil- og opdager, at det bare er en, der har reserveret den bøje vi lå ved – surt- surt- surt. Det var lørdag og alt var lukket, så nu besluttede vi at sejle til St.Martin i en fart, hvor vi vidste der var en lille marina Lonvilliers – i bugten Ance Marcel, hvor vi kunne lægge til.
20 mil senere fandt vi den, og glade var vi for endelig at ligge roligt, så skippers kone kunne få sovet lidt. Sød marinamand, som kendte en der solgte brugt dinky, men den var med hård bund, og vi skulle nu ha en, der kunne foldes sammen til atlant-passagen.

De næste dage blev brugt til at køre med taxa til hovedstaden, Marigo by.
.Heldigvis kunne vi straks købe en ny hos Budget Marine og fik en 6 hk motor for ialt 12.000 kr. den blev leveret i marinaen, inden vi kom tilbage med taxa.

Nu klar til at angribe St. Martin, som er delt i en fransk og en hollands del -vi sejlede ind i Marigot lagune, som er en stor indsø, hvor grænsen mellem den franske og den hollandske del markeres med enkelte pæle i vandet. Vi fandt aldrig rigtig ud af, hvilken del vi lå i.

Og så kom Sønderborgfolket, vi hentede i lufthavnen, flyene landede lige ned over hovederne på os, men først en rimelig lang dinkytur. Hyggeligt at se nordland-klædte-folk, som dog hurtigt blev klædt af. Vi måtte dele dinky turen i 2 dele, da denne dinky er lidt mindre, og tar en del søer, da den ligger lidt lavt med sin gummibund.

Tue, Ruth og bror Svend var kommet ombord, og vi planlagde at se St.Martin i lejet bil, og da det var gjort, sejlede vi til en dejlig ankerbugt- Grand Anse Bay-.udenfor lagunen, igen havbad, havskilpadder og stribede fisk ! Herfra skal sejlturen til St.Croix begynde, og vi skal starte ved 18-tiden for at komme ind i dagslys gennem koralrevet på st. C., som er den sydligste af de gamle Dansk Vestindiske øer. 90 mil - en pragtfuld natsejlads i medvind og stjernerne og lidt måne lyste havet op. Skiftedes til at ligge på kistebænken og kigge op, når man var på vagt, dvs Tue var nu altid på vagt, for han havde besluttet sig for, at hans faste køje var styrbord kistebænk i cockpittet (også i regn og blæst – sej fyr!).

Næste afsnit fra de gamle øer !
Ohøj fra skipper Torben og Anne Mette

18. rejsebrev fra Antiqua til St.Kitts og Statia, marts 2009

2009-04-05T06:30:00.000-07:00

Antiqua til St.Barth

Nu var det tid til at komme videre fra Antiqua – og nu var det nye øer, som skulle besøges. De kommer nok til at savne Torben i English Harbor, hvor han var fuldt beskæftiget et par dage med en motor på et dansk skiv og en lille fransk Maxi !

Planen var at sejle til Montserrat , som ligger ca. 26 mil mod vest (medvind – yes !). Øen er den eneste med en aktiv vulkan i Caribien, man kan se røgsøjlen på lang afstand, og så sent som 2004 var der udbrud. Hovedstaden blev i 1999 fulstændig ødelagt af aske, en katastrofe for et lille land/ø på 10.000 indbyggere. Nu er der kun 2500 tilbage, da alt gik istå i 99, og den eneste havn som lå i hovedbyen blev fyldt med lava en mil ud i havet. Faktisk får du aske på båden, når du sejler på læsiden. Man forsøger at udgrave byen og genoprette hoteller og villaer, som tidligere skulle ha været smuk og driftig.
Kl. 6 om morgenen startede vi mod Montsserat, og da vi kom til øen ved 13- tiden var det umuligt at ligge i ankerbugten pga swell. Nu var gode dyr rådne – kunne vi nå en anden ø inden det blev mørkt – op med alle sejl og fuld motor. Vi håbede at kunne nå Nevis, og mente også at kunne finde bugten i mørke, da det så rimelig nemt ud på havnelodsen. Heldigvis havde Torben sat en time forkert af på navigatoren, og det blæste op, så kl. 17.45 (et kvarter før solnedgang) fandt vi en bøje på den eneste anker-red på Nevis. Godt vi kom i dagslys, da havnelodsen ikke passede, og der var fyldt med net og bøjer og lokale fiskerbåde og et enkelt vrag, der hvor vi havde tænkt os at ”parkere”.
Næste morgen, efter en urolig nat for bøje, sejlede vi 10 mil for motor til naboøen St Kitts, og fandt en lille marina, herligt at ligge stille. Var lidt spændte på om der var moscitos da bugterne omkring hed ”Rodden Bay” og ”Bog Bay” og ”Moscito Bay”, men byen var fuld af meget venlige mennesker, nem indklarering, service og ren by, Basseterre.
Lejede taxa for en dag – 80 US dollas, og fik en fantastisk rundvisning af en sød chauffør. Der var en flot ruinborg (museum), botaniske haver og lokal batic-fabrik, det er længe siden vi har set en så driftig Caribisk ø. Ruiner af sukkermøller, som på alle øerne, står som et minde om slavetiden.
Efter et par dage her skulle vi videre mod nord, næste ø i rækken var Statia (St.Eustatius), spændende hvad valuta de bruger her – euro - gylden– dollas ? Øen er Hollands, og i flaget er der 5 stjerner, een for hver af de Hollandske Atiller, Saba-Statia-Bonair-Curasao-Aruba, men der er kun Statia tilbage , de andre har meldt sig ud af fællesskabet. Øen er vældig stejl med høje skrænter ned mod havet – og en under-og overby , ligesom på Helgoland – dog ligger underbyen under vand ! Der bliver talt hollandsk på øen, og gadenavnene er på hollandsk. Nu er vi kommet til ”bøje-land”, her skal man købe ankerbøje i bugten, der er også for dybt til at ankre. Og bugt er måske så meget at kalde det, øerne i denne række af ”småøer” har ikke bugter, men du ligger på vest- læ-siden, og der er vældig uroligt. Vi var faktisk eneste skiv i lang tid, og man må også sige, at udsigten var begrænset smuk. Der lå det ene tankskiv efter det andet på ”reden”, i den tid vi har sejlet her, har vi intet set til erhvervs trafik, før nu. Det var et omladningssted for olie, ikke olie øen skulle bruge, men afgifterne for omladningen.
Mens vi ventede på bedre vejr, gik vi tur til et vulkankrater, hvor vi på vejen så slanger og meget pudsigt , eremitkrebs på bjergsiderne. Gad hvide hvordan de er kommet derop ?
De kom rullende ned om benene på os, når de trak kloen ind i sneglehuset, jeg ved ikke, hvem der blev mest forskrækket ? Desværre så vi ingen liguaner, som også skulle bo her.
Nu lovede de blæsevejr – og så er det jo bare om at komme på havet – igen ! Efter 4 dage på Statia sejlede vi de 28 mil til St. Barth, hvor vi på vejen så en sejlfinnefisk, fik dog ikke taget billede af den, så den må I selv slå op i en fiskebog.

Nu slut med dette brev – næste gang får I - lidt for spændende nyt -fra de franske øer !

Vuggende – blæsende - men også palmesus-solhilsen fra
Torben og Anne Mette

Billeder til 18. rejsebrev fra St.Kitts og Statia

2009-03-29T06:20:00.000-07:00

Vindsiden af St.Kitts set mod syd

Slange i skoven på vej til vulkanen på Statia

Udsigt fra borgen på St.Kitts, Nevis i baggrunden

Ibis´er på rede (dem fra krydsorderne)

2009-03-29T06:16:00.000-07:00

"Fiskemarked" på St.Kitts

Engelsk kirke ruin

Batic fabrik på St Kitts

Hus på St Kitts

Også hus på St.Kitts

2009-03-27T06:12:00.000-07:00

Eremitkrebs i skoven

Eremitkrebs i luften

Vild flora

Over- og underby på Statia

2009-03-27T06:04:00.000-07:00

På vej ned til "underbyen" på Statia

Kirkegård på Statia

Admiral Roneys bolig, nu museum

Bugten med tankskibe

Ankerbugten på Statia set mod nordmed Saba i baggrunden

2009-03-26T06:00:00.000-07:00

Solnedgang over English Harbor

Pelikaner efter landing

Pelikan under indflyvning

Skipper monterer ny klampe

Prof. arbejde !

Situationsbilleder uden brev marts 2009

2009-03-25T05:53:00.000-07:00

Ubåd med glasbund

Mega sejlskiv v. Antiqua

Ide til nyt design!

Ged ved English Harbor, Antiqua. "Espresso" bagerst.

Dansk kanon på Antiqua

17. rejsebrev fra Bequia til Antiqua

2009-03-24T15:02:00.000-07:00

Espresso på tur 2009
17. Rejsebrev - jan og feb. 2009

Fra Bequa til Antiqua

Hej alle - endelig nyt.
Vores ophold i Bequia , hvor sidste brev sluttede- blev betydelig længere end ventet. Vejret viste sig virkelig fra sin dårlige side, dvs regn og blæst. Til sidst tog vi afsted i 17 sek.m. og regn, efter et par timer faldt vinden heldigvis, og 70 mil senere anduvede vi Rodney Harbor på St. Lucia. Det betyder – bad – strøm og vand , vild luxus.
Havnen her er under udbygning og meget velorganiseret, vistnok opkøbt af et amerikansk konsortium , som bygger den om til kajplads for Mega-yachter, nå, dem hører vi vel også til !!!
Nu var vores plan, at vi skulle være på Antiqua om 4 dage for at få Rute og Rasmus fra Potugal ombord. Ruteplanen var lagt, og vi skulle overnatte i 3 ankerbugter på vejen, da vi ville sejle forbi de franske øer. På Martinique og Guadelupe var der general-strejke, og det havde der faktisk været i et halvt år. Forretninger og biler blev brændt af ,og da der ikke blev tømt skrald, løb rotterne rundt i gaderne. Der blev strejket for at hæve mindstelønnen som var på 200 Eu – men der er også en frihedsbevægelse igang, og hvide er ikke så velsete.
Her i Caribien, er der om vinteren (som det jo er trods de 28 grader !) et fænomen, der hedder nordlig swell. Det er nogle store bølger, der kommer løbende ned over Caribien, når der har været storm ved Florida, og det skulle lige ramme her de 3 dage, så det ikke var muligt at ankre- heller.
Nu tog den stovte viking Hansen en beslutning og sejlede igennem fra St.Lucia til Antiqua på 1½ døgn, og jeg krøb op i en flyver. Dagen inden Rute og Rasmus landede blev Hansen og jeg forenet i English Harbor, en ankerbugt på Antiqua. Og alt endte lykkeligt.

Det var bare så hyggeligt, at ha de 2 ”potugisere” ombord, og man må sige de klarede det fantastisk – både bølger og vind – og alle de lyde, der er i en båd, når den ligger for anker.
Og så havde de 2 pakker rugbrødsmel med fra Ikea i Lissabon – sådan bliver man populær.
Vejret var ikke rigtig til at sejle i de næste par dage, så vi lejede en taxa den ene dag, og fik set Antiqua – en dejlig ø med 365 badestrande – een til hver dag ..
Da vejret artede sig, tog vi til øen Barbuda, som er samme ”land” som Antiqua, og her ventede bounty-strandene. Der er ikke mange der sejler dertil, så vi havde det hele for os selv. Se billederne. Her gav Hansen fødselsdags middag (har den 04.04. !) på den eneste restaurant på strandsiden. Øen består ligesom af et flads areal med en meget stor indsø i midten, hvor fregatfuglene, ligger på rede. Det var fantastisk at se hvordan hannerne puster sig op og får en rød ballon på halsen, for at gøre indtryk på hunnen, ja han bygger sågar også reden til hende !
Efter eventyret der og et par stop undervejs, var vi igen tilbage i English Harbor, hvor Nelsen gemte den engelske flåde i i årene omkring 1784.
Dockyarden lå derefter hen i ruiner, da en engelsk søofficer kom hertil og begyndte at renovere hele området i 1949. Det er vældig flot, og det trækker mange turister og arbejde til stedet.
Nu var det tid at sige farvel til Rute og Rasmus, det er altid lidt sørgelligt at tiden går så hurtigt, men vi husker alle oplevelserne og glæder os over billederne.

Nu må I glæde jer over forårets komme derhjemme – vi tænker på jer og sender nyt, når vi er på net igen
Kærlig hilsen Torben og Anne Mette

Billeder til 17. Rejsebrev

2009-03-22T15:15:00.000-07:00

Paparazzien Rute klar i Deep Bay på Antiqua
Det er ikke de rige der bor på Barbuda, som hører til Antiqua

Skipper Rasmus og Rute checker kursen !!

Bounty på Barbuda

Deep Bay - det er bare Carib !!

2009-03-20T15:20:00.000-07:00

Nelsons Dockyard i English Harbor på Antiqua,

flotte restaurerede bygninger.

Sådan een kan man også ro over Atlanten - hvis man har lyst !

Fru Nelson på museet i English Harbor

Kirkegården i hovedstaden St. John på Antiqua

Første tur i dinkyen !

2009-03-18T15:32:00.000-07:00

Vi skal på tur på Barbuda, vores søde chauffør henter os i båd.

Og så får I dem .... Bounty !

Hovedstaden (og den eneste by) på Barbuda som har 250 indbyggere .

Hansen alene i verden - ja farven er rigtig ( på havet altså ).

Vores dinky og i baggrunden kan Espresso skimtes.

2009-03-06T07:16:00.000-08:00

Espresso på tur
16. Rejsebrev - feb. 2009

Fra Grenada til Bequia

Kære alle derhjemme
Længe siden – vi her meget lidt netforbindelse, men her lidt fra Caribien 28 grader - vandet 26 !!!
Jeg har besluttet at skrive mindre og vise flere billeder denne gang – take it or leave it .
I den forløbne periode har vi haft fint besøg i 14 dage fra DK. Tobias på 12 og far Henrik på ??? måske bedre kendt , som ”dem fra Silden ” ? Det var mægtig hyggeligt og dejligt med sådan nogle kokke ombord, faktisk blev de hurtigt kaldt Konrad og Axel, da de lavede fremragende mad ud af de virkelig få resurcer, der er her ombord (og mulighed for at købe), også deres store viden om dyrelivet, fik vi rigtig glæde af. Ved du f.eks. hvad en Banana – kit er ? Nej ikke dessert, det er en lille gul fugl , og også masser af kolibriere blev puttet i Henriks camera.
De var med på den flotte tur blandt øerne i Grenadinerne, som vi også besøgte sidste år. (gider du, kan du læse om historien der.) Vi var rigtig heldige med vejret på Tobago Cays, som jo er en dykkerperle, det var rimeligt stille, og vi fik snorklet på rev og med skildpadder. På den lille øde ø på T.C. så vi til vores overraskelse landskildpadder med unger, det havde vi ikke set før. Måske en art, der er blevet træt af det våde element ?
Vi besøgte også igen den lille ø Mayrau, men denne gang i Salina bay. Øen har 250 indbyggere, men hvad den ikke har af ”hoveder” - har den i udsigt – Tobago Cays oppe fra - vildt flot. (se billeder)
Henrik og Tobias overlod denne gang gryderne til de lokale, og gav en middag ”lopster take away”, en sød gut kom ud med færdig hummerret, og han kom igen næste dag efter gryderne!
PÅ øen er der en bar som er kendt som Bob Marley bar, jeg tror ejeren var en af resterne fra den tid, lidt vel talende (nej ikke........) og ren nostalgi. Nu var det tid for Beguia, dejlig ø – og en del af Grenadinerne, hvor hovedøen er St.Vincent, men denne virker lidt mere velorganiseret. Forresten fangede Torben en catamaran på turen hertil, og en stor fisk vi så springe afsted med krogen ! – surt.
Her blev vi rum tid , da Tobias og Henrik skulle med fly fra St. Vincent tilbage til Grenada. Vi havde lidt blandet vejr med meget blæst og og regn, men det forhindrede ikke de 3 drenge i at bestige en vulkan på St. Vincent. Jeg selv blev og holdt ”ankervagt”!
Sjovt også på disse øer – hanen begynder at gale kl 5 nat i mørket, måske er det noget med UTC tid ! og så starter de vilde hunde med at gø – så er det morgen !!

Mange hilsener fra varmen
Torben og Anne Mette

PS. Marcus er blevet ½ år – og har fået een tand .

2009-03-04T07:18:00.000-08:00

Udsigt indefra Rogers strandbar på Hog Island , Grenada
Og sådan ser den ud fra vandsiden !

Der samles vand i spandevis - Prikly Bay på Grenada

Det regner - Prikly Bay

2009-03-02T08:43:00.000-08:00

R.I.P.

Hyggestund med Lisbeth og Christian fra "Pura Vida" på Grenada

Udsigt mod havnen i hovedstaden St.Johns på Grenada

Axel og Konrad i kabyssen - de får 5 ankre !

Lige ankommet til Grenada fra minus 9 i London

2009-02-28T14:50:00.000-08:00

Bob Marley bar på Mayrou i Grenadinerne

EEn af de glade lobster-givere .

Lobster "take away"

Klar til hummer

2009-02-28T09:31:00.000-08:00

Udsigt fra Union Island mod Tobago Cays - jeg tror vi venter en dag med at ta derud !

På vej til Union Island - Palm Island og Union i baggrunden

Der puttes fugle i kassen ! På Union I.

Der er også tørt!

En lille grøn-sag.

2009-02-26T09:48:00.000-08:00

Havnepromenade i Bequia v. St Vincent

Her fik vi drinks - lidt milionæragtigt !

Udsigt fra Mayraou mod Tobago Cays

Monday mornig !

Den røde pirat - eller er det Jonny D..... ?

15. Rejsebrev fra København til Trinidad - 2009

2009-01-29T08:21:00.000-08:00

S/Y Espresso på tur - 2009

Fra København til Grenada, jan. 2009

Kære familie og venner

Så kommer de første livstegn fra os her på Grenada.

Det er nu små 3 uger siden, vi tog hjemmefra, og det er jo som at være i en anden verden. Først får I lidt om turen hertil:
Vi fløj med BA til London, betalte overvægt i Kastrup, da vores tidligere billetter ligesom var forsvundet ind på Sterlings konto, havde vi købt nye, men med mindre vægt åbenbart!
Vi havde selv booket et hotel i Gatwick – Hotel Europa, et dejligt sted, hvis det ikke havde været minus 11. Den englske gaspejs brændte lystigt i hallen med åbne døre til det fri, og til sidst fortrak vi til vores værelse, dog ikke uden at have smagt på ”a pint of lager” !

Næste dag tidligt op og med scuttle bus til lufthavnen, som kun ligger 20 min. herfra, check –in uden vanskeligheder, man kan jo selv vælge sit sæde og booke i automater. Her må man gerne medbringe 2 x 23 kg., og det havde vi også !! Derhjemme var kufferterne og Hansen flere gange på vægten, og vi endte med 22,9 og 22,7 kg. Måtte lige vente en time i flyet, da motoren ikke kunne starte !! Nå, ny motor på og så afsted og stod ud kl. ca. 17.30 i Trinidad i 28 graders varme. Herligt at være her igen, og genkende cikaderne, palmerne, blomsterne og duftene.
Vi kom også snilt gennem customer og imigration med papirer fra Power Boats, som er det værft, hvor vores skiv ligger på land. Mødte her en nordmand i køen, som også skulle til P.B., og vi delte taxaen dertil, ca. ½ times kørsel.

Vi havde lejet en lejlighed på selve havnen i 7 nætter, og nu blev bagagen slæbt derop, og vi kunne ikke vente med at gå ned til vores lille skiv, selv om det var mørkt, og the musqitoes fik deres aftensmad! Fin lejlighed og de penge viste sig at være givet rigtig godt ud, det kostede ca. 250 kr. pr. dag. Næste morgen så vi Espresso i dagslys, og der var noget der skulle gøres. Der var en del mug og fugt og alt tøjet skulle vaskes, ca. 5 maskiner. På havnen er der et lille vaskerri, hvor søde lokale damer hjælper dig tilrette. Det koster 10 kr. pr. maskine. I det hele taget viste det sig at og /især Trinidad døjer meget under finanskrisen. Alle priser er steget 50%, hvilket vi fik af vide af Hannah, FTLF´s kontaktperson her på Trinidad, og kriminaliteten er stigende (hvis den altså kan blive højere). 2008 var det blodigste år i deres historie med 568 dræbte på et år. Desværre gør regeringen ikke ret meget ved det, og selv taxa chaufførene var urolige ved at køre om natten. Vi kunne læse i aviserne, at man heller ikke ventede så mange gæster til karnevallet pga. høje hotelpriser, og det er rigtig skidt for landet.
Vi oplevede nu kun fine ting, herligt at være her igen og betragte bylivet i Port of Spain, hvor vi underligt nok, næsten var de eneste hvide.
På de 7 dage arbejded vi fra morgen til formiddag og igen om eftermiddagen, det er for varmt midt på dagen. Og herligt var det at gå ind på rummet med AC.

Vi købte lokal hjælp til polering af fribord (ca. 2000. kr.), og ellers malede Torben bunden, fyldte vand på tanken, benzin i dinky-motoren og endelig den 13.jan. blev vi sat i vandet. Det var en rigtig ”den 13.” I slæbestedet ville motoren ikke starte, minus strøm, dinky-motoren ville heller ikke starte, og da vi havde forsøgt at kaste anker 2 gange , ville ankerspillet ligesom heller ikke være med, så skipperinden forlangte en kajplads, og vi fik fine dage med rep. i en nabomarina ”Coral Cove”. Første sejltur for motor gik til Skotland Bay lige rundt om hjørnet, hvor vi fik sat sejl på, og fik computteren til at virke. Vi kan høre brøle-aberne inde i træeren, men vi fik dem ikke at se.

Her mødtes vi også med søde sejlervenner fra året før bl.a. Bjørn fra ”Chili”, som vi fulgtes en del med. Vi mødte også Jonny, som er på vej jorden rundt i en 25 fods lille rød båd ”S/Y Windil”, det er flot gået.
Nu kom den længste ( og af mig lidt frygtede) sejltur til Grenada. Her er blevet set pirater, og vejret er meget barsk lige på den tur, som er på 88 mil, men vi havde en fin tur med 3 – 9 sek.m. og moderat sø. Vi fulgte med 2 andre både og anduvede Prickly Bay på Grenada i bulder mørke, vil ikke fortælle, hvordan det gik til! Men alt gik godt, og nu ligger vi her og nyder livet.
En af dagene her tog vi på en rundtur med 6 andre sejlere. Vi lejede en taxa og kørte hele dagen på den smukke ø, med regnskov, vandfald og så en gammel coco-fabrik, der er her de laver cacao og chokolade, som var en stor exportvarer, inden Ivan–orkanen ramte i 2004 og væltede coco-træeren. Vi kom også ind på en Nutmeg (muskatnød) fabrik, det er stadig den største exportvare i landet. Og tilsidst en turistfælde med en sø og een abe, som nok kommer frem kl. 14 og 16. !!

Vi har ligget et par dage i nabo-bugten Hog Island, sammen med andre FTLF sejlere ”Pura Vida” m. Lisbeth og Christian, og badet og gået tur, og venter nu på besøg imorgen den 30.1. af Tobias på 12 og far Henrik. Prickly Bay ligger lige ved lufthavnen, så vi kan holde øje med flyet.
Vejret har været ret blandet, faktisk har det regnet rigtig meget og blæst , men det skulle stilne af i febr.
Fregatfuglene og pelikaneren flyver igen, og en enkelt abekat her vi set.

En - ”Det–er–svært- at være-sur” – hilsen fra
Torben og Anne Mette
Og stort tillykke til Kasper som har fødselsdag idag.
S/Y Espresso på tur - 2009

2009-01-28T08:29:00.000-08:00

Udsigt fra Lejligheden
Efter endt arbejdsdag

Endnu et blegansigt efter arbejde

Første kig efter ½ år

Hansen på vægten før afgang iført lokal klædedragt

2009-01-26T08:36:00.000-08:00

Der arbejdes i cockpitttet
Lokal hjælp købes

Udsigt fra lejligheden
Indenfor i air condition

Der bundmales - stadig

Der bundmales

2009-01-25T08:51:00.000-08:00

Solnedgang over Chaguaramas, Trinidad
Der skal vand på

Espresso på vej til sit rette element

Dinkyen samles

Der tørres vasketøj på land

2009-01-24T08:46:00.000-08:00

Smukke Grenada
Huse på Grenada Vi får forklaring på coco frugten

Der smages på coco

Cocotræ på turen

2009-01-22T08:56:00.000-08:00

En "affekat"
Vandfald på Grenada

Muskatnødden tørres

Skaller pilles fra kerner

Her fiskes

14. Rejsebrev - hjemme på orlov !

2008-12-20T04:29:00.000-08:00

Kære venner og familie

Ja det er længe siden og nu er det blevet jul igen - i år under lidt andre temperaturer end i 2007 !
Vi har nu været i DK i ½ års tid og orkanerne er ved at lægge sig i Carib, så flyet går tilbage til Trinidad i januar, hvor Espresso (nu kaldet : kaffe-grisen !!!) ligger på land med plastic over, som ly mod regnen.
Det er regntid derovre indtil december, men dog stadig 35 grader - ikke værst at tænke på.
Vores tid herhjemme er gået med at se vores venner og familie, og også besøgt langturssejlere, vi har mødt på vores færd, og som også har trukket sig tilbage i "hurricane-holes" i DK.
Der er kommet et dejligt nyt barnebarn i familien, og Christina var så venlig at vente, til vi var hjemme - næsten altså! Vi havde fået lov til at låne en båd af søde sejlervenner (man savner jo havet! ) mod at sejle den hjem fra Bohuslen, og så kom lille Marcus, mens vi lå i Klædesholmen, men der går jo bus og sporvogn alle steder fra.

Torben har haft noget arbejde, han må jo nu, han er rigtig pensionist, for at supplerer lidt til vores næste færd, ja, han har faktisk passet en robot, der laver brikker. Aldrig har jeg haft en mand med så mange brikker at flytte rundt med !!

Nu vil jeg ønske alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår - og her vil vi så fortsætte med indlæg det næste år.

Kærlig hilsen fra besætningen på orlov - Torben og Anne Mette

13. Rejsebrev: Fra Martinique til Guadelupe og Antigua

2008-03-15T05:49:00.000-07:00

S/Y Espresso på tur

13. Rejsebrev fra Martinique til Guadelupe og Antigua

Farvel Martinique.
Nu måtte vi videre til Guadelupe, hvor vores venner Conni og Torben skulle stå på den 23. feb. Turen går forbi Dominica, og for en gang skyld havde vi halvvind – herligt. Midt i det hele fangede Torben en flot guld-makrel ca. 5 kg., som med lidt besvær i den høje sø, blev bjerget og fotograferet til fiskeklubben derhjemme!
Efter 47 mil og ved solnedgang fandt vi en ankerbøje i en bugt ved Dominica, hvor vi blot overnattede og fortsatte til nogle små øer, Les Saintes lige syd for Guadelupe, som også er franske. Mystisk med alle de lande vi ustandseligt passerer, men igen i EU.

Det var et rigtigt ø-paradis med badestrande og fin by, som vores havnelods beskriver:
”After a hard day´s sail, it will be love at first sight.”
Der var færger med turister fra Guadelupe på dagsudflugter, ligesom på Christiansø, når færgerne forlader øen dukker de lokale op. Man ligger for anker i en ret urolig bugt, men vi er ikke de eneste ! Byen hedder Bourg des Saintes og udover herlige tøj/souveniers/smykker og lokal kunst butikker, var der knallertudlejning, da der ikke er mange biler på øerne, og vejene er ret stejle og eensporede, dog har de her lært at køre ”i den rigtige side”.
Borgen hedder Fort Napoléon er bygget i det 19 århundrede, og har aldrig været i krig, men er indrettet til museeum, og rundt om er der en botanisk kaktushave og liguaner. De var vældig sjove at kigge på over en meter lange og helt uforstyrrede af mennesker, der kiggede og fotograferede, eller også var de bare sløve!
” For iguanas, it´s always Monday morning”!
Øen havde pragtfulde små bugter med badestrande, men vejret var ikke helt til strandliv, så vi gik på netcafé og ture.
Efter 4 dage sejlede vi videre til hovedstaden på Guadelupe, Point-a- Pitre (forkortet PAP). Nå - skal jeg lige fortælle, at vi havde 13 sek.m. imod, og denne gang var det på atlantsiden af øen. Øen er formet som en sommerfugt med en flad ø, Grand-Terre og en høj Ø , Basse-Terre med en rygende vulkan, ja de er nu morsomme de franskmænd. På den høje ø kan man sige, at det regner, der kommer 10.000 mm regn om året, mens det på den lave ”kun” regner 1814 mm.
Vi sejlede ind i en dejlig marina – og her kommer vores rekorder indtil videre: Første havn i 2 måneder, og instrumentet rundede de 7.000 mil. Her kunne vi købe et 10 dages klippekort med rabat til ca. 150 kr. pr. døgn, og så var her frit vand og strøm – og bad !!! Da vi nu skal sejle rundt på øerne ved Guadelupe i den næste 1½ måned kan det godt betale sig med 10 dages kort. Det bliver nok det nordligste i år, inden stævnen vender mod syd igen og Trinidad, hvor Espresso skal på land. Men det er der længe til, nu kommer først oplevelserne på Guadelupe:

Point-á-Pitre er en af de få storbyer i Caribien. Den blev grundlagt i 1654 af en hollandsk fisker, Peter, den har over 100.000 indbyggere, motorvej og storbyggeri. Mange krigsmindesmærker, der fortæller om alle de øboere, der døde for Frankrig. Man må håbe, det ikke har været forgæves, for selve byen er meget fattig, og der er mange slumkvarterer, som vi ikke havde lyst til at gå igennem. Dem passerede vi på en ”ny genvej” Torben havde fundet til lufthavnen, hvor vi skulle ta´ imod vores gode venner, og hvorfor ikke gå de 7- 8 km lige i dansker timen (kl. 12 – 14)! Til sidst måtte vi heldigvis ta´ en taxa for at nå flyet.
Den næste dag gik med afslapning og ”nye” ugeblade – herligt. Vores venner havde været 2 uger på de Vestindiske øer, så de havde også troet på en afslappende dag, men Hansen og Madsen og fru Madsen fik en tur i gummibåden, som blev alt andet.

Øen er som sagt delt i 2 dele af en flod der hedder Riviére Salée, som vi havde besluttet at sejle igennem. Det kan kun ske om natten, da de to broer åbner een gang i døgnet, og det er kl. 5 om morgenen. I søkortet står der, at dybden er 1,6 m, men vi havde hørt om både på 2m, der havde klaret det.
Gummibåden tog på lidt reseach i mangroven, som omgiver floden og kom måske lidt tæt på en rod - slagstiften gik i motoren, og så startede ro-turen tilbage mod marinaen. Det var faktisk ikke muligt at ro blæsten op, men heldigvis er der en kvinde ombord. Conni fik piftet efter en vandscooter, som var sød at trække dem hjem! Jeg var begyndt at spekulere på, om jeg havde lagt for meget dej til bollerne næste morgen, men så dukkede de heldigvis op, trætte, men glade og solskoldede.
Det var en spændende tur i buldermørke næste morgen, vi lagde os i kølvandet af to andre sejlere, der havde fået samme idé, og da det begyndte at lysne, var vi nået ud på nordsiden af Guadelupe. Efter en ankernat ved en lidt kedelig, søvnig by, Port Louis, sejlede vi nu nord vest om den høje ø, og vi havde medvind, skal jeg skynde mig at fortælle- og midt i det hele – fiskelykke igen. Torben fangede en barracuda på 6 kg (foto findes) det var en flot fisk og vi havde mad til 3 dage. Den er meget fast i kødet og smager nærmest som kalvekød. Og ikke nok med det, her dukkede også delfinerne op, mindst 20 legede ved båden i et kvarter, hvorefter den største sprang høj op i luften foran stævnen og sagde farvel og tak for denne gang.
Nu gik turen nordvest om Guadelupe til en ankerbugt der hedder Deshaies, som var fin og ok - ligesom de andre med små restauranter i vandkanten og skildpadder i bassinet. Vi fortsatte langs vestkysten, men det er vist lige præcis der, der falder de 10 meter regn, og hvorfor skulle det være på de 2 dage vi var der? Videre til Les Saintes , som jeg har beskrevet een gang , men vi syntes vores venner skulle opleve solskinnet der. Vi lejede scootere og kørte ”hele” øen rundt” i regnvejr sådan set. Nu gik turen igen PAP, hvor vores venner skulle med fly.
Vi havde besluttet at sætte ”Espresso” på land og bundmale. Og man må sige den trængte ! Se fotos (som nok kommer senere). Vi var på land i 4 dage, der var lidt højt til køjen op ad stigen agter - og myg, som vi forsøgte at undgå, ved at lægge os under det store myggenet, der var investeret i hos spejdersport i DK. Vi lignede nogle slim-ål, og myggene fandt ud af at stikke igennem nettet – fikst.

Tiden på land brugte vi også til bustur langs sydøstkysten på den flade del af Guadelupe. Her var dejlige strande bag koralrev i både St. Anne og Saint-Francois med turister fra hovedlandet Frankrig.
Da vi var kommet i vandet tog vi rundt til flere af øerne omkring Guadelupe og den 17. marts hentede vi Bent – kaldet it-Bent - en god kollega fra Rådhuset, som skal være med i 14. dage.
Vi troede, at vi straks derefter kunne sejle til Antiqua, som er den nordligste ø, vi har tænkt at besøge i år, men – sejlerplaner er til for at ændres. Der opstod et 4 dages bølgefænomen, hvor vi blev frarådet at sejle. Faktisk lå vi for anker lige udenfor PAP ved en lille palmeø, for at vise Bent hvad der ventede ham, og her blev vi kontaktet af Gendameriet kl. 8 aften , som rådede os til at søge havn – ihvertfald senest næste morgen. Men den ”bekymrede” (hvem kan det mon være )? Insisterede på straks at sejle i havn.
Ankeret op i buldermørke, og i ”nødhavn”. Hvilket måske ikke viste sig at have været så nødvendigt. De næste par dag kunne vi med undren læse, at havet ødelagte moler og havne, men der var stille i PAP-havnen. For at se om aviserne nu var fulde af løgn, tog vi bussen til nordkysten af Grand Terre, Guadelups flade ø. Og aviserne havde ret, kæmpe bølger rullede ind på kysten, og glad var jeg, at vi var sejlet i havn.
I skrivende stund er vi kommet til Antigua, og ligger i en bugt der hedder English Harbor.

Her er helt vidunderligt ligesom de andre steder, men her er mange flere ankerbugter og dem venter vi spændt på at ta´ i besiddelse.
Vi har ligget her i English Harbor, som er meget mere international end andet, vi har mødt nærmest lidt jetset-agtigt. Men vi ligger i en sjov bugt, hvor alle bådene karter rundt og ligger helt forskelligt, tit forkommer ”a night kiss” – hvor bådene støder sammen, når det som regel blæder op. Øen, som vi har set fra vinduerne i de herlige maxi-taxaer, er et selvstændigt land med 66.000 indbyggere, men igen meget fattig med korrupte politikere, og man forsøger at overleve på turister og krydstogsskibe. Der er bananplantager og sukkerrør, og befolkningen er ikke så blandet, som på de andre øer. Meget sent ophørte slaveriet her, fordi de lokale ikke fik tilbudt jord af herrefolket, og derfor stadig var stavnsbundne af plantageejerne. Først i 1966 fik øerne selvstyre og i 1981 blev de selvstændige indenfor Commonwealth.
Taxaen tog vi til hovedbyen St.John igår – og undrede os over, at alt var lukket !!! Nå ja påske mandag !! Nu har vi været for længe væk fra civilisationen – så denne forfatteren ta´r flyveren hjem imorgen – og Torben sejler videre med venner – og oplevelser som I kommer til at høre mere om.
Tak for nu – vi ses.

Kærlig hilsen fra S/Y Espresso´s besætning – Bent, Torben og Anne Mette

Billeder til 13. rejsebrev

2008-03-12T04:06:00.000-07:00

Fødselsdags-picknic for Madsen ved Les Saints, Guadeloupe

Der må ryges i cockpittet - Bent på Antigua

Isle Grossier lige udenfor PAP på Guadeloupe

"Always monday morning"

Guldmakrel i cockpittet

12. Rejsebrev: Fra St.Lucia til Martinique, jan 2008

2008-01-30T05:47:00.000-08:00

S/Y Esprresso på tur

Fra St. Lucia til Martinique – jan/ feb.- 2008

Efter de flade sand-palmestrande er vi nu kommet til de høje vulkan øer. Fra Bequia tog vi et ordentligt hug på 57 mil. Det første åbne stykke til St. Vincent, var med vældig store bølger og meget vind, NØ imod. St. Vincent sprang vi over i denne omgang, der skal jo også være noget til næste år! Det næste stykke på 30 mil fra St. Vincent til St Lucia var meget, meget store bølger og vældig meget vind ikke under 11 sek.m og op til 18, og så imod ! Mon vi har valgt at sejle den forkerte vej ?

Men alt gik fint og vi anduvede Soufriere bugt på St Lucia, hvor vi lå lige under Pitonerne (2 vulkantoppe, som Lucia er kendt for). Vi blev straks kontaktet af de sejlende boatboys, som anviste os en bøje, da der er for dybt til at ankre. Næste morgen vågnede vi, og så at den lokale svinesti lå lige ved siden af, og de vilde hunde jagtede de vilde høns. Det er de høns der går rundt om bordet, og skuler til os når vi sidder på Mac Chiken.
St. Lucia er kendt for sin botaniske have og en aktiv vulkan, så afsted til Botanisk have, en gåtur på ca. 25 min. Men i skygge og med vilde lime, som vi plukkede til vores sundowner. Haven lignede fuldstændigt resten af øerne, her var alle planter blot samlet på et sted. Der var mineralbade og vandfald, derefter tog vi en taxa til vulkanen, og det var vældig interessant at se, og især lugte svovlen, der boblede op af en sprække i jorden.

Her i bugten flyttede vi lidt rund de næste 2 nætter, da der var meget uroligt, og nu skulle Mette og Henning hjem. Hyggeligt at ha´ haft dem med.Vi fulgte dem til lufthavnen, den internationale, som ligge på sydkysten, der er også en lokal, der ligger ved hovedstaden, men her kan kun lande mindre fly, bl.a. alle vores Crass 8 fly, som flyver her!!

Nu gik det stille og roligt mod nord ca. 8 -10 mil ad gangen.
Først til en lille lagune Margot Bay, det er vist her de fleste carib-billeder er taget ! Dog var bugten fyldt med charter-udlejning, og vi lå ved bøje til 60 ECD ca 120 kr. rimeligt dyrt. Vi badede og nød solen.
Der skal altid være lidt slanger i paradis, så Torben havde sørget for at slå hul på sin albue, så han måtte spise penicilin, og jeg selv fik lige bøjet et ribben, da jeg skulle kravle op i gummibåden – ja det er hårdt at holde fri !! Det må også lige med, at her skete det helt usædvanlige, at vi fik et rigtigt ferskvandsbrusebad, det første siden Trinidad, dog i koldt vand, men vild luxus.
Efter et par dage her gik turen videre igen 8 mil for motor langs St.Lucias kyst til Rodney Bay, som er den bygt/by hvor ARCén slutter (en kapsejlads der går hvert år fra Gr.Canaria, og som mange benytter sig af at følge over Atlanten).
Her var rigtig fint med alle faciliteter, og vi kunne ankre op helt inde i havnebassinet, hvilket gjorde dinky-turen til land rimelig kort. Ikke langt fra Rodney ligger hovedstaden Castries, hvortil vi tog en Maxi-taxi, (minibusser man bare stopper på vejen, og siger hvor man skal af, genialt system, kunne begrænse privatbilerne på Helsingørmotorvejen!) Husene her var ikke så gamle, eller charmerende, da byen havde været hærget af en brand to gange, men vi opdagede, at vi var de eneste med anden hudfarve.

Vi tog også på en lille dinkyudflugt til en ruinborg i bugten sammen med besætning på ”Mirna”, Mona og Chresten, og Torben fandt straks ”en genvej” helt til toppen og meget stejl, her havde vist ingen været før!! Herfra kunne vi se til Martinique, som vi fortsatte til næste dag.
27 mil (jeg behøver ikke at gentage turen over det åbne stykke mellem St.Lucia og Martinique).
Skal lige fortælle en sjov beretning, om det første vi møder af Martinique, det er en vulkanblok ude i havet, som kaldes Diamond Rock.
I 1804 landsatte britterne 120 sømænd som straks befæstede klippen med kanoner og byggede hytter i hulerne. Den blev af the Royal Navy registreret som et krigsskib, og kaldt det synkefri HMS Diamond Rock. De generede kraftigt de franske handelsskibe og til sidst fik en fransk admiral den ide, at sende et skib derind med romtønder. De isolerede britiske sømænd bed på krogen, og mens de sov rusen ud, indtog franskmændene øen.

Nu kom vi til den dejligste lille ankerbugt, der hedder Grand Anse d´Arlet, hvor de lokale holder weekend og ferie. Vi skulle til at finde vores EURO frem igen, vi var kommet til EU. De garvede langturssejlere sagde, at indklareringen her var mere afslappet, så vi besluttede at ligge for ”gult flag”, hvilket betyder, at du bliver på båden og venter på indklarering.
Det var blevet den 3.feb.,og der skulle være karneval på Martinique den 4. + 5. så
næste dag, var det tid til at angribe hovedstaden Port-de-France. Men vi var lige kommet en dag for sent til de store parader, dog var de næste dage fyldt med masser af spændende udklædte mennesker, besynderligt at alle de unge mænd var klædt ud som damer, ret sjovt at se på.
Nu var der lukket for alt de næste 5 dage, så vi fandt en mini bus og kørte en time nordpå til St. Pierre. Byen var oprindelig hovedstad med 30.000 indbyggere og blev kaldt ”lille Paris”, men alt ændrede sig den 8.maj 1902. Kl. 8 om morgenen eksploderede vulkanen over byen med gas og brændende aske med en kraft, der svarede til 4 Hiroshima-bomber. På få minutter lå byen i ruiner. (ja - vi var på en guidet tur der !).
Byen har idag 6.000 indbyggere og er ikke længer hovedstad. Lige nord for ligger klippen Tombeau des Caraibes, med den sørgelige histore, at her skulle carib-indianerne være hoppet ud i massevis, fordi de hellere ville dø end blive taget til fange af franskmændene. I det hele taget er der, mange grumme historier på øerne, hvor slagsmålene har bølget frem og tilbage mellem spanierne, englænderene og franskmændene og andre, der var interesseret i et storherredømme!
Nu havde vi besluttet at sejle lidt tilbage for at besøge sydkysten , som skulle ha´ en stor marina, hvor vi kunne få nogle reservedele, men efter 12 mil i stid modvind og 12 sek.m. imod, ville jeg ikke længere, og vi vendte om til vores lille åndehul Gran Anse.
Her har vi tilbragt nogle dejlige dage, og i skrivende stund er vi taget til Port-de-France for at handle mad og finde en netcafé, det ikke just myldre med netadgang her.
Vore planer er nu at sejle til Dominica og videre til Guadeloupe, hvor vore gode venner Conni og Torben skal stå på den 23. Dog lover vejret ikke ret godt, så vi ta´r det stille og roligt.

Mange sejlerhilsener fra Torben og Anne Mette - Og billeder senere – som sædvanligt.

PS:
Lidt filosoferen her hvor vi ikke har andet end tid:

Det blæser så meget, at man bliver helt ør i hovet, så går man på café og får sundowner, og så bliver man ør i hovedet !

Har spekuleret på hvordan de flotte mørke piger får deres hår til at sidde så flot? Hver har sit eget helt forskellige hår. Nogle har påsat farvede stiber og hestehaler, nogle mængder af perler, gad vide om det ville pynte på en gammel 64 årig kone?
Ups - nu sidder drengene derhjemme og gruer !

Skal dog lige fortælle, at jeg nu har fået lært at snorkle! Første gang kun med fødder og briller, så med briller, fødder og snorkel, nu mangler jeg bare at se nogle fisk under vandet!

Og et tip til langturssejlerne:

Vi tumpede noget rundt her for at finde emigration, men det viste sig at være såre enkelt, du går bare ind i en forretning, der hedder Sea Service i FdF, og her står en computer, hvor du selv skriver og printer dine data.
Det samme findet på molehovedet i bugten Anse Mitan modsat byen– hvor der også kan handles vand og diesel.

2008-01-29T04:01:00.000-08:00

Udsigt fra borgen i Rodney Bay, St. Lucia
Samme sted

Fra St Pierre på Martinique

Gros Islet i dagtimerne på St.Lucia

Rodney Bay og "Espresso" set fra dinkyen

Billeder til 12.rjsebrev

2008-01-28T03:55:00.000-08:00

Karneval på Martiniqe
Flotte fyre til karneval

Mer´karneval

Frisk frugt leveret på St. Lucia

Marigot Bay, St Lucia

11. Rejsebrev: Nytår på Trinidad og tur til Grenada

2008-01-15T05:45:00.000-08:00

S/Y Espresso på tur

11. Rejsebrev - 21. jan. 2008

Hallo igen venner og Familie

RIGTIG GODT NYTÅR

Allerførst tak for jule- og nytårs-mails og sms´er, det er rigtig dejligt at høre hjemmefra.
Selv om det er længe siden kommer her beretningen helt tilbage fra juleaften 2007.

Vi holdt julemiddagen i Bente og Eriks lejlighed på land i Charlotteville,Tobago, de gemte dåser fra Frankrig med ”Confit de Ganard” = And i eget fedt, blev åbnet og varmet 15 min i ovnen, dertil rødkålssalat med appelsiner og kartofler (ikke brunede – det skulle jo være anderledes) . Det smagte forøvrigt rigtig godt, og nu kom udfordringen med ris-alamenten ! Da de løse ris havde kogt i 2 timer med tilsat mælkepulver og vand, lignede de risengrød, deri blev der hældt hakkede mandler, og sovsen bestod af cocktailbær i selvlysende mandel-essens-saft. Bente havde, som den eneste husket gaverne, det var lidt pinligt, men jeg fik i sidste øjeblik købt en kasket til Torben, hvorpå der ret originalt stod ”Tobogo and Trinidad ” i nogle grumme sort røde farver.
Musikken fra gaden var ret voldsom, det var vores tolder, som var DJ på sit eget udendørsanlæg, og Torben greb chancen, og spurgte om han ville sætte vores Wham- CD på. Det var fint at høre ”Last Christmas” ud over hele øen. Efter middagen gik vi til en dansker koloni, som bestod af 6 både, der havde samlet sig i en gårdhave. Vi gik omkring et plast-juletræ med mange kulørte lamper, og på bordet bestod pynten af tørrede små flyvefisk, de lignede gennemsigtige engle ! En fin anderledes juleaften.

Efter endnu en dag her, i det nok mest lokale Caribien, satte vi kurs mod Trinidad, hvor vi håber på at få fat i en ny dinky. Det blev en fin tur i medvind og 74 mil senere, med en enkelt overnatning i en urolig bugt på Tobago, anduvede vi Chaguramas på Trinidad. Chaguramas er et stort indhegnet marina-område med alt til bådfolket og også over-vinterende både på land. Her har FTLF kontaktperson, Hannah, som dog var på ferie.
Efter indklarering igen, selv om Tobago og Trinidad er samme land – pudsigt! Skulle vi ud at se på omgivelserne. Her anbefales det at ta´ taxa, når man skal til byen, og det råd fulgte vi. Hovedstaden Port of Spain er en vældig fin og støjende by - masser af liv i gaderne og mange butikscentre med aircon.
Den sidste dag med Bente og Erik, som skulle flyve nytårsaften, tilbragte vi i en bugt, der hedder Scotland Bay, hvor vi kunne bade, og Hansen svømmede om kap med en skildpadde - padden vandt. Vi kunne høre brøle-aberne i skoven, og på hjemturen til havnen mødte vi en flok delfiner, og over en lille ø i bugten svævede gribbene rundt sammen med de søde, klodsede pelikaner, så der findes mange andre dyr her, end de små stikkende.
Efter at have vinket farvel til Bente og Erik, skulle vi forberede nytårsaften. Heldigvis findes der garvede langturssejlere her, ”Mirna” m. Mona og Kresten, som spurgte, om vi ville komme til deres område, hvor der var grill, borde og pool.

Vældig fint og kl. 18.30 var vi pludselig blevet 13 til bord, så der blev inviteret nogle franskmænd og svenskere. Som tiden nærmede sig 24, havde vi fået besøg af besætningen fra et Mærsk Supplier skib, som lå standby for at servicere en borerig. Søde og festlige mennesker, som inviterede os alle til rundvisning på deres skib næste dag kl. 17.00.
Og nytårsaften gik jo som det skulle ..... en del af besætningerne blev smidt i poolen, dog slap jeg selv nok pga. alder. Det var også hyggeligt at få og sende sms´erne hjem, og Jytte og Harald skulle hilse fra Dronningen derhjemme, som sendte sin hilsen specielt til os! Ved 5-tiden om morgenen blev vi/de sidste sejlet hjem. Skæg og festlig aften.

Så oprandt næste dag ! Det er ikke sjovt at ha´ tømmermænd, når båden gynger SÅ meget, så vi skulle ta´ os en del sammen, da vi kl. 16.30 entrede lejderen på ”Mærsk Puncher”. Vi fik en meget instuktiv rundvisning og et flot traktement, som kokken havde lavet- og herlige kolde ikke alkoholdiske drikke ! Besætningen drikker ikke alkohold, da de faktisk er på vagt hele døgnet, og det gik også sådan, at de blev kaldt ud til riggen kl. 21, som de servicerer hele verden rundt, hvor den bliver hyret. Det var vældig interessant at høre om, og først kl. 20.30, sejlede vi tilbage til vores skibe.
Men nu kom dagen, hvor det lykkedes os at få en ny gummibåd – lykkedag !! Vi var i samtlige udstyrsforretninger og lev.tiden var ca. 3 mdr., men den vakse pige på Power Boats kontor henviste os til en sejler, der havde en brugt til salg. Vi handlede fluks, og 3 dage efter, da vi endelig fandt en bank, hvor vi kunne veksle til US dollar, overtog vi en Carib-dinky med fast bund.
Jeg kan ikke huske, om jeg har fortalt om møntenheden her, man bruger EC dollar. 1 ECD er ca. 2,20 kr. og jeg vil anbefale, at man har nogle få med hjemmefra DK, hvis man kommer hertil. Bl.a. indklarering og taxa ta´r kun mod ECD, de kan bl.a. fås hos Forex som også veksler tilbage i DK.

Det blev ikke til ture på øen denne gang, da der var en del, der skulle udbedres efter Atlanten bl.a. et bøjet septer, 2 bøjede spielerstager, samt et brækket næb (på stagen altså), og så skulle vi ha´ gas. Det får man meget nemt, da de fylder på vores blå flasker, men kun om fredagen.
Og ja – vi har besluttet at komme tilbage hertil næste år. Vi har bestilt ”vinter”-plads til juni, hvor ”Espresso” kommer på land hos Power Boats. På det tidspunkt skulle der være mulighed for at se skildpadder, der går på land og lægger æg, samt et flot mangroveområde med ibisser, (ja det er fuglen fra kryds-og-tværsen !) Men mere herom til juni.
Den 6. januar tog vi afsted om aftenen i buldermørke fra Trinidad kl. 21. Vi fulgtes med en anden dansk båd ”MIRNA”, og det var vældig rart at have en lanterne at kigge på ude i de vældig store søer, som kom ind foren for tværs. Efter 81 mil og en ret kedelig sejltur, med for meget vind og for store bølger, anduvede vi kl. ca.11 den følgende dag, Prikly Bay på Grenada.
Efter en lang dags/nats søvn, gik vi til emigration og told, som var nemt og hurtigt. Vi tog en taxa til St. Georg, som er hovedstaden, og igen en spændende, anderledes by, som er kendt for sine krydderier, og det duftede hele byen af.

Grenada har en lidt spændende historie, og en helt, der hedder Maurice Bishop, som tog magten i 1979 fra et korrupt hjemmestyre, som havde regeret ø-riget siden 1974, hvor de blev uafhængige. Bishop var idealistisk socialist, og blev af konservative krafter sat først i husarrest og siden skudt på borgen i St.Georg. Nu ulmede borgerkrigen, og da socia-lismen var en torn i øjet på de andre mere konservative caribiske øer, blev præs. Regan bedt om at indvadere øen i 1984. Hvilket faktisk skete, og man fik forhindret et nyt Cuba.
Her i Prikly Bay blev vi i 5 dage, hvor vi havde aftalt, at Mette og Henning skulle komme ombord og sejle med i 14 dage. Ventetiden gik vældig behageligt, i det tempo man her kalder, at man ”limer”, og det er vi blevet gode til.

M. og H. ankom efter ø-hop fra St.Lucia til Barbados og endelig Grenada, medbringende bådudstyr, rugbrødsmel og ugeblade (herligt) , og sandelig om de ikke sover i forkøjen!
Nu begyndte vores egne ø-hop, hvor den ene smukke palmestrand efter den anden blev besøgt. Vi begyndte sejladsen nordover. Bugter med barbecue og sol, bad og snorkling: Hog Island på Grenada, Tyrrel Bay på Carriacon, Union Island, en ø-gruppe i Grenadinerne. Derfra til nok den mest kendte øgruppe, Tobago Cays, et snorkelparadis, som også er en naturpark, hvor kun sejlerne kommer. Det er 4 små palmeøer omkranset af et hesteskoformet koralrev. Her er masser af havskildpadder, rokker, stribede fisk og koraller. Her blev vi 2 nætter, og da havde jeg fået nok af blæsten.
Vi er blevet lidt overraskede over, hvor meget det blæser her, ikke ret meget under 10 sek.m. hele døgnet, men så sparer vi på diselen, dog sejler vi mod vinden, når vi går mod nord, men med den lille fog og 2 reb i storen, stryger vi afsted.
Fra Tobogo Cays til øen Mayreau, ca. 2 mil, det eneste der er her, er et hotel m.hytter på stranden, og her sad vi under palmeblade og spiste en dejlig middag, som vores søde gæster gav.
Igår tog vi 27 mil til øen Bequia, hvor vi bliver en dag for at handle, det er igen en meget caribisk ø, og helt forskellig fra de øvrige vi har besøgt. Dog er der flere hvide, der ejer restauranter, det siges, at de er kommet sejlende og ikke har haft lyst til at kommer herfra igen ! Så nu må vi se, hvordan det går os !!
Der bliver gjort meget for sejlerne her, straks vi kommer til en ankerplads, bliver vi modtaget af skibe som tilbyder: Lobster, vin, hente vasketøj, vand og diesel og afhentning af affald, som jo altid hober sig op, når man sejler, og normalt er rigtig svært at komme af med.

Planer er nu, at vi imorgen sejler til St. Lucia, hvor Mette og Henning skal flyve hjem fra. Men mere herom senere.

Mange sejlerhilsener fra den soldyrkende-driksdrikkende-snorklende-badende-i-28gr.vand besætning på S/Y Espresso

Mette og Henning, skipper Torben og rorskone Anne Mette

Palmestrande - Grenadinerne

2008-01-10T09:06:00.000-08:00

Tobago Cays i Granadinerne

Sand Whisler Bay - find Mette !

Tobago Cays

Mer` strand

Union Island - også i Grenadinerne

Billeder fra Grenada

2008-01-05T09:15:00.000-08:00

For anker ved Hog Island, Grenada - med Mette og Henning

På havnefronten i Sct. Georg, Grenada- med Mona og Chresten

To bar-løver går i land !

Mona og Chresten fra "Mirna"

Endnu en ankerplads! Hog Island -søndagsgrill

Billeder til 11. rejsebrev: Jul på Tobago og nytår på Trinidad

2008-01-03T06:22:00.000-08:00

Købmanden i Charlotteville på Tobago

Julebadet i Mann of War bay, Tobago !

På den lokale bænk i Charlotteville

Hovedgaden i Charlotteville

Glædelig jul

Billeder til 10.rejsebrev: Ankomst Caribien og jul på Tobago

2007-12-20T06:10:00.000-08:00

Bentes og Anne Mettes 1. nat på guesthouse i Castara på Tobago

Mogenmadscafe i regnvejr i Castars

Udsigt til regnskov fra gæstehytten

Fiskelykke over Atlanten

2007-12-19T08:47:00.000-08:00

Tun på 53 kg. - det er tunen til venstre

Tun på 53 kg hales ombord

Mindre tun

Kingfish - mad til 3 dage

Flyvefisk landet på dæk !

10. Rejsebrev: Fra Cap Verde over Atlanten til Tobago, Caribien

2007-12-18T05:43:00.000-08:00

S/Y Espresso på tur

10. Rejsebrev

Fra Cap Verde over Atlanten til Tobogo, Caribien.

Her kommer en lidt mere udførlig beretning om turen over Atlanten, men først skal I se billederne fra fiskeriet til Cap Verde (vedlagt i næste mail) Hvad siger i så ? Den første fisk er en tun, den næste en bonitos, den lille en flyvefisk, og den sidste en Kingfish. Jeg har hørt, at de blev lagt på panden, og spist, det meste af dem i det mindste. Jeg har også hørt, at det var rimeligt dyrt i udstyr, men hvad gør det, når resultater bliver sådan. Gad vide om Hansen mener det samme, når jeg køber en ny kjole!!
Turen forløb ellers stille og fredeligt, det lyder som om, de havde ventet at se mere derude på æ haw, men der var ingen dyr eller sejlere/skibe. Vagten var 3 timer ad gangen, og Erik tryllede som sædvanlig med maden. Man skal vist også være noget af en kunstner for at få 3 dåser spagetti og nogle gulerødder og en dåse skinke til at ligne dyreryg med pommes røsti. En gang imellem måtte det varme opgives, da det gyngede for meget, dvs det var for farligt med varmt vand og åben ild.
De anduvede Tobago i bulder mørke og fik kastet anker i Mann Of War Bay på nord-vest kysten. Og her ligger vi også i skrivende stund – og bliver liggende til juleaften.
Pigerne havde booket et guesthouse i Castara, som også ligger på vestsiden af Tobago, men midt på øen. Og efter en fin, men laaang, flyvetur med overnatning i London, blev de også læsset af en taxa i bulder mørke efter en køretur ad bjergveje i ca. 1 time, kunne besætningen atter forenes. Hertil var drengene sejlet og lå i bugten, eneste problem var, at de pga. swell (stor brænding) måtte svømme i land, da den lånte gummebåd væltede rundt! Og hvor sjovt er det, at svømme med div. grej i delvis vandtætte poser på maven ! men gensynsglæden var stor alligevel, måske også da de så, at vi havde rindende vand og brus.
Det blev til 2 dage i Castara, og derefter sejlede Espresso til Mann-of- war- Bay igen. Da det var umuligt at få pigernes bagage ombord i Castara, var her en anløbsbro til dinkies, som gjorde alting lidt nemmere.
Charlotteville, som er ”byen” her ved bredden, er den nordligste by på øen, en by som består af små skure, hvori forretningerne ligger. Måske har de brød idag ... måske kommer der diesel på torsdag....Pengeautomaten har endnu ikke virket, så turen til hovedstaden på Tobago – Scarborough bliver gjort i enten bus til 8 ttd (1 trinidad/tobago Dollar er = 1 kr.), Maxi-taxa til 11 ttd, eller taxa til 300 ttd. Turen er på 42 km, men det er en meget bjergrig ø med få, men meget snoede veje så turen ta´r 1½ time. Chaufføren skal altid handle lidt undervejs, og snakke, dytte og vinke til alle. Musikken gjalder ud fra kæmpe højtalere på hvert gadehjørne, og folkene her, er nok de sødeste vi har mødt. Alle hilser på os, siger: ”Cool mann”, og når man træder ind i bussen siger man : Goodmorning everybody” , og i maxi taxen, som kan rumme en 20 personer, spilles der høj raygay – musik.
Vi ligger fint i bugten med ca. 8 andre både, faktisk 3 danske og 2 norske.De første 5 dage boede Bente og jeg på guesthouse lige ned til vandet, da der var lidt trangt på Espresso. Den 17. dec. vinkede vi farvel til Benny, og nu sejler vi frem og tilbage i en lånt dinky, som ta´r en del vand ind. Ny motor har vi fået sendt fra Trinidad, men vil nok sejle derned for at se på ny gummibåd, som vores forsikring har at bevilliget os.

Ellers er tempoet ved at blive som de lokales, og da vi ikke kan købe ret meget i forretningerne, spiser vi en del ude på de to restauranter, der er her. Og der bliver af og til spurgt hvad vi vil ha´, og så spørger man, hvad de har idag - ret nemt, da de kun har kylling og fisk. På gaderne går hunde og køer og især mange høns, som skuler til os, når vi sidder og spiser noget af ”familien”. Alt foregår i fri luft og korte ærmer, vi er dog blevet lidt overraskede over vejret, da det faktisk regner meget og temp. er 27- 30 grader, så det er voldsomt fugtigt. Intet kan tørre, og alt der har fået saltvand suger fugt (puder, madrasser og håndklæder m.m.) men så er der et vaskeri i byen, som har 3 maskiner stående ved siden af computerne, da det også er netcafé ! Her afleverer man sit snavsede, våde, ildelugtende tøj, og får det igen næste dag for 35 kr. Her bliver sagt, at regntiden endnu ikke er slut, den slutter til januar. Idag har vi været i regnskoven med en guide, dog var der mere regn og skov end dyreliv. Her vokser også bambus, som er 10 - 20 meter høje og 10 cm i diam. som blandt andet bliver brugt som afstivning i byggeriet, som vores tømrermester Benny bemærkede: ”et godt-nok-stillads”. Vi så en enkelt sommerfugl, og nogle meget hurtigt flyvende kollibrier, guiden var vores første taxachauffør, her har alle mange jobs.
I bugten hvor vi ligger, flyver der fregat-fugle og pelikaner og papagøjer rundt, fiskerne har nogle små åbne joller med to bambusstænger ud til hver side – og 2 hastigheder – fuld kraft frem eller tilbage.
Om aftenen samles alle ude på gaderne og drikker rom af flasken, mens musikken kan høres over hele øen, rastafa-håret er gemt under en hæklet hue, og de små børn har de sødeste frisurer med perler og fletninger.
Vi har lidt svært ved at komme i julestemning, men her er en del plastic jule-træer med lys, og plastic-giualanter, og de to dåser Confit de Ganard , som er købt i Frankrig ligger klar. Erik er gået i tænkebox mht. til rødkålen og risalamenten! Vi regner med at holde juleaften på stranden, men mere herom senere.
I aften Torsdag er der barbecure : Fisk eller kylling!

Mange hilserne- COOL MANN- fra besætningen
Bente, Erik, Torben og Anne Mette

Turen over Atlanten forberedes

2007-12-17T08:38:00.000-08:00

På tur på Gr. Canaria før atlantturen

Under overfarten

Overfarten forberedes

"Espresso" pakkes

Hvor mon det skal være ?

9. Rejsebrev: Fra Gr.Canarie til Cap Verde

2007-12-15T05:41:00.000-08:00

S/Y Espresso på tur
9. Rejsebrev nov. 2007

Hej igen allesammen

Dette brev er der flere forfattere til, hvilket jo gør det dobbelt så godt !

Det jeg selv skriver bliver referat af sms´er, så det kan gøres ganske kort, Torben har forsøgt sig med live tlf. opkald, men telefonen var næsten rødglødende af optankning fra Telmore (som er vores abb.).

Her kommer først Bennys rejsebrev, som beskriver oplevlserne fra de 2 gutter lander i Las Palmas.

Rejsebrev fra Cran Canaria til Cap Verde.

Efter at Erik og undertegnede var ankommet sikkert til Las Palmas med Sterling
onsdag d. 7. november. blev vi hentet af Torben, som er Ekspressos skipper (gud bedre det).
Han havde i dagens anledning lejet en bil, så vi kunne køre til Puerto Rico, hvor båden lå.
Efter indkvartering, hvor vi fik tildelt en hylde hver, til vores tøj, dvs at der kun var en ledig hylde, så den snuppede jeg. (først til mølle o.s.v.) Erik har stadig sit tøj i tasken, men var det ikke for alt det lort Torben havde fået skrabet sammen, kunne der godt ha´ blevet en hylde til Erik også.
Det blev selvfølgelig en rigtig hyggelig aften med masser af rødvin m.m.

Næste dag skulle vi så have provianteret og der skulle købes rigtig meget, så det var godt at have en bil at transportere provianten i.
Efter at have fået stuvet provianten afvejn, som var lidt af et job, var det store spisetid.
Vi fandt en hyggelig restaurant, hvor vi fik lidt god mad m.m.

Fredag var afsat til at køre lidt rundt for at se på Øen.
Da man var kommet lidt væk fra turiststederne var der meget pænt, men rigtigt smukt blev det aldrig, da det var alt for afsvedet.

Lørdag var så endelig store sejldag. Vi skulle dog først lige over at tanke diesel 60 liter i tanken og 80 liter på 4 stk. 20 liters dunke, hvoraf den ene var utæt. Det klarede vi ved at vende den på hovedet.
Klokken 12.00 og efter at havde fået et stempel i vores pas, kunne endelig forlade Puerto Rico med kurs mod Cap Verde
Foran havde vi ca. 800 sømils sejlads med forventet ankomst torsdag d. 16.11 om natten.

Efter vi var kommet ud fra havnen var der nogle lede bølger fra siden, der fik båden til at rulle helt vildt, men vi fik sat nogle sejl så vi kunne komme derudaf. Efter at have sejlet en ½ times tid kom vinden og bølgerne ind fra læns så det gik strygende med en fart på 6-7 knob.

Vi havde sejlet ca. 3 – 4 timer da miraklet skete. De første delfiner begyndte at lege med båden.
Det vat var helt vildt flot at se dem svømme . Der var en 3-4 stykker og efter en ½ time fortrak de.
Der gik yderligere et par timer da der kom en flok på 15-20 stykker og dem var der godt nok gang i.
De hoppede og dansede foran båden på siden af og bag båden og de var virkelige legesyge..
Det var de sidste delfiner vi så før Kap Verde bortset fra torben så nogle en tidlig morgen på hans vagt, men der sov vi andre.
Det var blevet lørdag aften og der skulle laves mad. Det stod Erik for.
Menuen bestod af store engelske bøffer som vi havde købt hos en dansk slagter ”Jesper” i Puerto Rico. Samt bagte kartofler med en god rødvin. Det var toppen.

Vi havde inddelt vagterne i tre timers skift startende fra kl. 18.00 og til kl. 9.00 om morgen og det fungere virkeligt fint. Min første vagt var fra kl.0.300 til kl. 0600. og det var virke et smukt syn at se alle de stjerner på n kulsort himmel. Derudover var der masser af morild som lyste temmelig meget op. Ret flot.

Søndag skete der ikke så meget. Der var et spil der skulle repareres, derudover satte Torben en fiskesnørre i vandet, og han havde lovet at vi skulle have guldmakral til aftensmad, men han fangede ikke noget. Vi havde heldigvis også købt nogle snitsler hos slagter Jesper, så vi spiste dem til aftensmad med bagte kartofler.

Mandag skete der ca. det samme som om søndagen, bortset fra at vi var ude at bade.
Dels trængte vi til det og dels skulle vi inspicerer skruen, da der var nogle underlige rystelser.
Her kom dykkeren ind i billedet. Det viste sig at der var et net viklet rundt om skruen.
For at komme ned og få skruen fri blev vi nødt til at binde et tov langs siden, så man ikke drev væk fra båden, da der var lidt strøm. Der var også 3½ kilometer til bunden. Det var godt nok underligt at tænke på. Efter at vi havde fået skruenfri skulle skipper lige prøve motoren og den gik rigtig fint et lille øjeblik, så stoppede den.
Skipper havde glemt at hive torvet langs båden indenbords, så det havde viklet sig om skruen.
Så måtte dykkeren på den igen. Vi fik torvet fri og vi var blevet rene så vi sejlede videre.

Jeg skulle stå for aftensmaden og da Torben stadig ikke havde fanget nogen guldmakral, og vi ikke havde mere kød fra slagter Jesper kom menuen til at stå på spagetti i tomatsouse.
3 dåser Heinz op i en gryde. Det smagte ikke grimt, men heller ikke særlig godt, men det var på en måde torbens skyld, for han havde lovet os guldmakral.

Tirsdag var en begivenhedsrig dag.
Min vagt denne dag var fra 0.600 til 09.00 og der skete godt nok noget mærkeligt.
Vi havde sejlet et par dage uden at møde et eneste skib. Jeg havde holdt udkik ca. hvert 20. minut
Og der var ingen både at se. Næste gang jeg skulle op og kikke var det blevet lyst, og vi var nærmest ved at brage ind i en sejlbåd. Han havde ikke haft lanterner tændt, derfor så jeg ham først, da det var blevet lyst. Han var fra New Zeland, med da vi sejlede for spilet genua og storsejl, var der ikke tid til at stoppe for at sludre. Så vi vinkede kun til ham og væk var vi..
Vi skulle til at spise morgenmad, Torben havde som sædvanligt meget optimistisk smidt fiskesnøren ud. Midt i morgenmaden skete miraklet så. Der var bid. Det var en stor en og det tog ca. en time at hive den hjem. Først troede vi det var en lille haj, men det viste sig at være en stor tun på 1,5 m. og vejede godt 50 kilo.
Vi fik den parterede og fik ca . 6 bøffer på 200 gram pr.stk ud af det. Resten måtte vi smide ud, da vi ikke havde kølefaciliteter til opbevaring. Det var lidt fråds.
Om aften fik vi tunbøffer og de smagte hamrene godt.

Onsdag havde vi lidt spilersejlads og vi havde vores daglige bad i karet med 3,5 km. under os
Om aftenen fik …. Tunbøffer.

Torsdag aften ville der ske noget spændende Vi skulle efter beregningerne kunne se land omkring kl. 22.00. Efter 5½ døgn på havet var det faktisk en begivenhed.
Det var på min vagt og pludselig kunne jeg se noget svagt lys som hurtigere blev stærkere.
Kl. 24.00 sluttede min vagt, men det var lidt for spændende til at gå til køjs.
Kl. 02.00 havde vi ankret op ved Palmaira på øen Sal
Vi havde under provianteringen på gran kanaria købt 2 flasker Champagne en til Tobago og en når vi nåede Cap Verde. Så kl. 2 om natten delte vi en flaske Champagne. Det var virkeligt dejligt .
Derefter gik vi til køjs.
Dette var hvad jeg kunne nå at skrive indtil nu, men fortsættelse følger når vi når Tobago.
Hilsen Benny

Ja og det var så her jeg ofrede et dyrt tlf. opkald, og fortalte de herrer, at jeg lige havde læst, at der var rigtig mange hajer i det farvand, og der var en snorkeldykker, der var blevet spist. De havde nu ikke set nogen (hajer altså), og jeg ved heller ikke om hajer sætter deres tænder i sådan noget gammelt kød !!! Yngstemand er Benny og han bliver vel snart 60 år! Det er godt de er ude på Atlanten, og at det vare 14 dage, inden de får læst dette !

Espresso´s ophold på Cap Verdeøerne, hvor de sejlede rundt i 5 dage, blev en lidt blandet fornøjelse, da de fik stjålet gummibåden m.motor på den første ø Sal. Øerne er meget golde og fattige med sort befolkning, så de har nok set en årsløn ligge der og klippet kæden, mens de ”rige” vestlændinge forlystede sig på restaurant – surt.
Og det besværlige var, at Torben måtte svømme i land, for at politianmelde tyveriet, og da de kun talte portugisk, er det lidt spændende, hvad forsikringen får ud af det.

En sådan gummibåd er faktisk uundværdlig her, da der ikke er havne kun ankerpladser, så en sød gut, vi havde mødt tidligere i Las Palmas, var sød at låne dem sin gamle. Den skulle blot reparares lidt, og så var der ingen åre til. Men de har jo en tømrer ombord med store ”lapper” – eller hva´? Denne oplevelse gik lidt ud over deres dykkerdag, men de fik vist 2 dyk hver og set nogle fisk.

På den sidste ø, som jeg ikke ved hvad hedder, da kortene er ombord, skulle der bunkres vand m.m. Pga dårligt vejr med op til 18 sek.m. var der store bølger i bugten, og ved en fiskekaj fik de revet en fortøjningsklampe af. De gør nu også, hvad de kan for at lette båden !! Nå - men hullet fik ”dutterbeg” og afsted kom de fredag den 23.11.aften - næste stop - Tobago i Caribien om ca. 14 dage.

- Mht. hullet , lovede Torben mig, at der ikke kom vand ind – mere,
- og jeg har ikke hørt mere om de to kakelakker, de har mødt ombord !! De mente, det var to hanner, så hvad kan der komme ud af det ?? Gad vide hvor stor besætningen er, når Bente og jeg møder Espresso på Tobago den 10. dec. ??

Det var så lidt ”røverhistorier” fra Cap Verde, jeg vil sende nogle billeder fra gr. Canaria, da jeg ikke har fået fotos fra C.V.

Rigtig god julehygge til alle –
fra Anne Mette - samt gutterne på Atlanten

Ja , og så er det, man glæder sig meget til at se delfiner, solen og gutterne igen – mærkeligt som det skifter !!

8. Rejsebrev: Espresso på Gr. Canaria

2007-10-15T05:38:00.000-07:00

S/Y Espresso
8. Rejsebrev okt. 07

Hej – længe siden, venner og familie.

Må lige vende tilbage til før Harald forlod os i Las Palmas. Også her inviterede han os ud at spise (gad vide, om der er noget i vejen med min mad?) Ja - man kan godt få sine tanker.
Las Palmas havn er vældig stor, da der er meget erhvervstrafik. Det har den ikke altid været, da det var her i Las Palmas at charter turismen fra DK startede, og her kom danskerne med fly til sol, strand og grisefest, der er stadig en boulevard der hedder ”Krogager” og på appelsin-juicen står der ”Don Simon”. Nu står de triste halvtomme betonhoteller tilbage som fortæller om en svunden tid med café navne som ”Den glade Hane”, ”Hos Per og Lis” og andre opfordringer til det vilde natteliv! Men turisterne er vist de samme, som kom i tresserne, og de ser ikke ud som om, der er meget gang i de 70 årige. Faktisk var der flest englændere og tyskere, da danskersæsonnen først starter til efterårsferien. Inden da er der ikke direkte fly til Gr.Canaria fra København. Måske vil navnet Las Canteras vække søde minder hos jer, det er stranden på nordsiden af Las Palmas, og her fik vi vores middag med Harald. Der er i det hele taget en meget stor koloni af skandinaver, med Den skandinaviske Klub og Skandinavisk kirke. Svenskerne holder til i Las Palmas, nordmændene og danskerne omkring Puerto Rico på sydsiden.
Nu er havnen blevet gravet ud og krydstogsskibene kan komme ind, men de bliver, som alle andre stede kun i dagtimerne og sejler ved solnedgang.
Her blev vi faktisk i 10 dage, da vi opdagede, at det kneb lidt med strømmen, når vi ikke havde strøm fra land, så vi købte endnu en solcelle, som Hansen selv monterede (han er nu dygtig, den knægt). Den var lidt større end den gamle, så nu går det godt med 2 solceller, der er hele tiden kolde bajere. Vi investerede også i et ”wind scoop” ved ikke hvad det hedder på dansk, men det er ligesom en tragt i stof der leder luft ned i den forreste luge, så der kan blive lidt gennemtræk i kahytten. Det var en dansk pige som syede dem. Hun sejlede alene i sit skiv, ja havde faktisk sejlet i 10 år rundt i verden, og var lige kommet fra Potugal, men lå for anker på ”reden” ligesom mange andre, da det er gratis. Faktisk ser en del af de opankrede skuder ud, som om de ikke kommer videre!
Her stiftede vi også bekendtskab med en anden race, som vi nok må vænne os til : Kakerlakker !
De er op til 5 cm lange og kravler lystigt rundt på kajen. Vi fik lært at ta´ skoene af, inden vi gik ombord, vi fik lært af vaske alle indkøbte varer af , selv dåseøl måtte tørres i bunden og æggene pilles ud af papembalagen og vaskes. Vi fik vist nærmest en kakerlak-fobi og så dem alle vegne. Det skulle være ret besværligt hvis man får dem ombord, men jeg investerede i et ”kakerlakhotel”, en æske de kravler ind i og spreder gift til reste af flokken, så indtil nu er vi sluppet.

Vi tog en turistrundtur i en dobbeltdækker bus for at få et indtryk af byen, som vi i første omgang syntes var noget trist, men her så vi, at syd for havnen og turistområdet lå den gamle by med katedral og fine gamle huse, som var meget mere spændende end resten af byen. Kolonimagten Spanien har sat sit præg alle steder. Dog var der på bjergskråningerne i Las Palmas nogle pudsige fladtagede huse i alle mulige pastelfarver. Sådan nogle har vi aldrig set før, og det viste sig, dog uden at vi var deroppe, at beboerne, som vist ikke hørte til de rigeste, fik maling gratis af kommunen for at male husene sådan.
10 dage er lang tid, da vi også skulle vente på en reservedel, så op i bussen igen denne gang til nordkysten, som vi vidste, vi ikke ville få at se - sejlende. Det var en meget flot tur, hvor der var udsigt til Atlanten det meste af vejen. Vi så endvidere nogle af de huler, som den oprindelige befolkning boede i, og gemte sig for sørøverne, og over til den eneste havn på vestkysten Puerto de las Nieves, hvorfra færgerne til Tenerife sejler.
Torben:
Da vi kom tilbage til havnen blev vi smidt ud pr.omgående fordi vi havde glemt at betale havnepenge til den kommende nat, de var ikke til at rokke, selv om Anne Mette skruede helt op for charmen. Der er en kapsejlads fra Las Palmas til St. Lucia i november (ARC), som er meget præstice fyldt for Las Palmas, så de benytter enhver lejlighed til at smide alm. Folk, som os ud. Vi lagde os ud for anker om natten, men det var en gyngende og støjende affære, så vi sejlede næste morgen.
Turen gik til Pasito Blanco på sydkysten af øen. Vi var kommet hurtigt ud af havnen p.g.a. havnemyndighederne, så der var ikke blevet provianteret, ikke noget problem, for så går man jo bare ud og spiser når man kommer frem. Jo tak, det var en feriebebyggelse for tilsyneladende meget rige folk (porche og Ferrari i carporten) men der var ingen restauranter eller supermarked, så Anne Mette var i dåserne.
Næste dag gik vi op til hovedvejen (lang varm tur) og tog en bus til nabobyen Arquinequin, hvor jeg fik mit længe savnede visa kort. Langturssejlerne har en kontaktperson der, hvortil vi havde fået sendt vores post. Det var udemærket, at vi tog bussen, da vi også opdagede, at man ikke kunne ligge i havnen der, den var kun for lokale. Videre i bus til Puerto Rico for at se, om der var plads i havnen der, hvilket der heldigvis var, så vi besluttede at sejle dertil næste dag.
Nu var vi rigtig kommet til ferieland med frikadeller og stuvet hvidkål på menukortet, hot dog, dansk softice og det hele, men der var da mere liv end i rigmandsressorten.

Herfra tog jeg (Anne Mette) en flyver hjem, da jeg havde fået en forfærdelig hjemve, og var utrolig glad, da jeg så, at Øresund stadig var delfin-frit, og der fandtes skyer på himlen. Ja sådan kan man være så utaknemmelig!!

Torben:
Jeg sejlede videre til Los Christianos på Tenerife, men da der ikke var gæstepladser i havnen og den ankerplads, der næsten kunne bruges, lå lige ud for discotekerne på stranden, sejlede jeg videre til La Gomera næste morgen.
Temp. og vejret ændre sig ikke meget hernede, det eneste der overrasker, er nogle accelerations zoner, der er omkring øerne. Vindstyrken stiger fra 4-5 m/sek. Op til 15 m/sek. I løbet af 3-4 min. det er lidt spændende.
Det blev en fin tur med det sædvanlige gode vejr og efter 10 mil mødte jeg en flok grindehvaler på 15 -20 stykker, meget spændende.
San Sebastian som er hovedbyen på La Gomera er en fin gammel by. Her så jeg fodboldkampen imellem Danmark og Spanien på et lille værtshus. Jeg skal love for, at spanierne buede af mig, når jeg råbte på Danmark, men i al gemytelighed og de vandt jo også 3-1, så de kunne sagtens være flinke.
La Gomera er en meget grøn ø, da der falder meget regn oppe i bjergene. Hele det midterste af øen er en stor naturpark med vandfald og en meget smuk natur. Jeg var oppe i naturparken et par gange og det kan kun anbefales, hvis man kommer på de kanter.

Fra San Sebastian sejlede jeg til Restinga på øen El Hierro, og der var godt nok forskel. Der var udslukte vulkaner alle steder og næsten ingen bevoksning. En bestigning af en vulkan viste dog at nede i krateret, var der en del grønt, da den regn der falder bliver dernede. Jeg erfarede senere, da jeg kom rundt på øen, at der var lige så grønt oppe på den nordvestlige del, som på La Gomerra .
I Restinga mødte jeg det første danske skib i lang tid, det var S/Y Narhval fra Århus. Den var hernede med nogle forskere, der lyttede efter hvalernes snak samt kortlagde deres vandringer. Jeg fik lov til at komme med ud på en lyttetur, der forløb på den måde, at de får besked fra en landstation der sidder med store kikkerter og ser hvor hvalerne er henne, så sejler man derhen og sænker mikrofonerne ned. 7 stk. med 50 meter imellem og derefter yderlig 500 meter kabel. Snakken bliver optaget på bånd og studeres når de kommer hjem til Århus.

Så gik turen videre op til Santa Cruz på øen La Palma, hvor jeg kun blev 1 nat, da der ikke var plads i havnen. Den gamle by i Santa Cruz er det pæneste, jeg har set af byer hernede.

Mere herom senere.

Kærlig hilsen fra Torben og Anne Mette
S/Y Espresso + Nærum

PS: Nu er planen, at Torben sejler tilbage til Gr. Canaria, hvor der kommer to sejler venner, Erik og Benny den 7.nov. og så går turen til Cap Verde øerne, og derfra videre til Tobago i Caribien. Turen ta´r en uge til Cap Verde , en uges dykning der, og 14 dage til havs til Caribien. Men først skal der handles ind, og det er ikke så lidt, der skal med til 3 uger, måske er de blevet helt slanke når de når frem!! Bente (Eriks kone) og Anne Mette flyver til Tobago den 10.dec.

På Gr. Canaria

2007-10-12T08:55:00.000-07:00

" Pastel-husene" i Las Palmas, Gr. Canaria

Kakerlakker på kajen i Las Palmas

Nordkysten på Gr. Canaria

Dansk softice

Den gamle by - Las Palmas

Billeder til 7. rejsebrev

2007-09-30T04:44:00.000-07:00

Stranden på Graciosa, Gr. Canaria

Graciosa "by" på Gr. Canaria

Harald giver middag på Porto Santos v. Madeira

Udsigt på Porto Santos. Madeira

Grillplads på Porto Santos

7. Rejsebrev: Fra Portugal over Madeira til Gr. Canaria

2007-09-20T04:42:00.000-07:00

S/Y Espresso
7. Rejsebrev sept. 2007

Hej alle derhjemme – regner det?

Ups - her er det lige 30 grader vind 9 sek.m. fra nø –og vi ligger i Las Palmas på Gr.Canaria.

Og hvordan er vi så kommet hertil ? Harald blev modtaget i lufthavnen i Faro af Torben efter, at han havde vinket farvel til mig på stationen inden, hvor jeg havde sat mig i toget til Lissabon. Lidt ked af, at jeg ikke var der til at ta´ imod, men de unge mennesker i Portugal skulle selv rejse til DK, så ville jeg se dem, var det om at komme afsted. Derfor først togturen: Det er ikke B-toget fra Holte til Nørreport det her, de flotteste kupeer med aircondition, tv. ”rulleoplysning” med: - hvor man var, næste station – og temperatur ude og inde. 23 grader inde – 39 grader ude. Jeg kørte fra den ene ende af Algarvekysten til den anden – omtrent. Forbi turist siloerne i Albufeira m.m., underligt, når man havde ligget helt ”turist-frit” i sydøst-portugal, derefter var der et par timer ind i land , meget tørt og afsvedet. Vegetationen var oliventræer og kork-eg. Næste gang du åbner en flaske rødvin, eller træder på et korkgulv, så er det nok portugisisk korkeg. Her dyrkes et af naturens geniale påfund i så stor stil, at Portugal i dag er verdens største producent af kork. Barken løsnes fra egens stamme, uden at træet ta´r skade, og den første skrælning sker, når korkegen er 10 – 15 år gammel. Den gode kvalitet , den såkaldte sårbark skrælles med 8 – 10 års mellemrum i 5 – 10 cm tykke lag. Efter skrælning står træet tilbage med en ildrød stamme, i folkemunde er det blevet til, at træet rødmer, fordi det ikke har tøj på!
Efter 3 timer kom jeg gennem landskabet lige syd for Lissabon, som er dækket af rismarker og storke! Kørte med toget hængende under den store bro over Tejo-floden og endte på en stor hovedstads-station, hvorfra jeg skulle skifte, og ved hjælp af nogle flinke portugisere lykkedes det at få stukket en billet i automaten til Metroen. Videre med lokaltoget til Oeires, som er en strækning ligesom Helsingør –København.
Havde nu 3 dage hos Rute og Rasmus, hyggeligt at se dem igen, og fik også oplevet andre dele af Lissabon, bl.a. byområdet Bairro Alto, som skulle være et meget livligt, lokalt område, hvor man bliver advaret mod lommetyve, men intet skete ok. man er jo heller ikke helt ung mere. Og så med meget tidligt fly lør.8.9. kl. 7.30 til Madeira, som jo er en indenrigsrute her, så den går 7 gange om dagen og ta´r 90 min.
Nu var det jo ikke til at vide, hvor langt Espresso var kommet , men efter en snak med Jytte, Haralds kone, kunne det tage fra 4 til 6 dage, så jeg måtte se at finde et sted at overnatte. Søfolkene ville ikke anduve Funcal på Madeira, men en ø 40 mil øst for som hedder Porto Santo, og der ville jeg jo gerne stå, når de sejlede ind. Fik spurgt, hvor der lå et vandrehjem og vandrede op ad (igen) og kom til nogle smukt restaurerede gamle huse, hvor den opvakte unge mand i receptionen vist godt var klar over, at jeg ikke ville ligge på en 15 sengs stue, så jeg fik det fineste dobbeltværelse med bad, bidét og brus til 22 eu. Ca. 150 kr. og så kunne man være to til prisen ! Jeg var nok den ældste på stedet, og de unge mennesker troede vist nok, at jeg var hende der gjorde rent !
Næste morgen, før det blev lyst var jeg afsted med min kuffert til færgen til Porto Santo, som kun gik een gang om dagen. Havde lidt bøvl med at forklare, at jeg skulle ha en enkelt billet til en øde ø, men det lykkedes. Nå helt øde var den nu ikke, men meget smuk og tør vulkanø. Endelig kom den længe ventede sms – vi er der kl. 13.00 og kl. 14. 00 vinkede jeg til dem fra moelen. Herligt at se dem og hilse på Harald, som startede en rigtig god vane : Han ville gi´ middag hver gang vi anduvede et ny havn ! (læg lige mærke til det evt. påmønstrende besætninger!!)
Dette er et mundtligt referat jeg fik om deres 4½ døgns tur fra Faro til Madeira.
1.døgn meget vind og søsyge , de næste 3½ døgn – stille for motor – meget stille for motor – meget, meget stille for motor. – havblik for motor. Hundredevis af havskildpadder som flød i overfladen og lignede plastikposer.
Næste dag lejede Harald en bil til os, og vi kørte øen rundt – den er 9 x 13 km, men store vulkaner og den østlige del er ørken, men den har en 9 km lang sandstrand i modsætning til Madeira så mange ta´r dagture hertil for at bade.
På de øde veje var der indrettet små grillpladser i palmeskygge m. masser af firben. Der bliver i det hele taget gjort utroligt meget for at holde naturen ren og beskyttet. Efter et par dage var den ø ligesom set, og vi sejlede de 44 mil til Funcal, hovedstaden på Madeira. Her blev vi igen overrasket over, hvor få både der var . Dog mødte vi en dansk båd ”Orbit” med at ungt par som havde købt den for 2 år siden, den var apteret på Hvalsted (for indviede) og havde haft et klaver ombord!
Madeira må I selv læse om i rejsebøgerne, da vi havde været der for et par år siden, blev det ikke til meget tur, kun en enkelt levadavandring for Harald og Torben.
Nu var planen så turen til Canarieøerne, som jeg letsindigt havde sagt ja til at deltage i. 2½ døgn - 2 nætter skulle jeg sejle med, og det gik jo, men det vil ikke være rigtigt at sige, at det var mig der navigerede os over havet.
Vi var blevet anbefalet den nordøstlige side, en lille ø der hedder Graciosa, som viste sig at være en rigtig ”paradis ø”, kun sand og vulkaner og en fiskebefolkning på 500 hoveder, som de havde dækket med nogle meget specielle, lokale ø-hatte, som Harald jagtede , dog uden held. Han ville forfærdelig gerne ha´ haft sådan een, vi ved ikke, om det var til Jytte, men han truede nu selv med at gå med den.
Havnen havde ingen vand og el, men til gengæld var havdefogden på sommerferie, så det var gratis. Her blev vi i 4 dage, da det blæste meget, og tiden gik kun med badning og spisning og andre ”travle” ting. Mañana – er her udtryk for uanstændigt hastværk !
Nu blev der talt om forskellige muligheder for at sejle derfra, og det endte med at Harald og Torben igen tog et godt stræk over et døgn – og jeg tog færge, bus og fly fra Lanzarote til Las Palmas. Det havde vist været en ret urolig tur, Atlanten er ikke kun store dønninger!

Her er vi nu, og Harald tog hjem igår, det har været hyggeligt at have en erfaren sømand ombord, som kunne komme med gode ideer m.m. Nu er planen at se Gran Canaria og øerne omkring.

Kærlig hilsen fra Torben og Anne Mette på S/Y Espresso
-og billederne kommer som sædvanlig senere – her er ikke net i havnen, så der kan være lidt langt imellem mailene.

PS.Tak for mails hjemmefra – det er altid hyggeligt

2007-09-16T08:29:00.000-07:00

Fortovsmønstre i Olhao ved Faro på Algarvekysten

Venter på Harald i Olhao v. Faro

Flise bænk i Olhao

Olhao marina ved højvande

Flere billeder til 6. rejsebrev

2007-09-16T08:17:00.000-07:00

På vej til stranden på Culatra, Algarve ved Faro

Vi flager for sølvbryllup på "Miss Blue" ved Culatra

50 km strand på Culatra, Algarve

Husene på Culatra

Hovedgaden på Culatra, Algarve

Billeder til 6.rejsebrev, Algarvekysten

2007-09-16T08:10:00.000-07:00

Aftenstemning på Algarvekysten, Portugal

Indsejling til Alvor, Algarve

Stranden ved lavvande i Alvor, Algarve

Den lavvandede bugt ved Alvor, Algarve

Indsejlingen til den flotte marina ad floden ved Largos, Algarve

6. Rejsebrev fra Portugal Algarvekysten

2007-09-15T04:37:00.000-07:00

S/Y Espresso på tur
6. Rejsebrev sept. 2007

Kære familie og venner

Er vi ved at blive lidt portu-gale ? JA !

Nu har vi været i PT siden den 18.8. og vi bliver mere og mere glade for at være her. Jeg sluttede i Sines på vestkysten, og det blev et længere ophold end først tænkt. Da vejret ligesom viste sig fra en mere blæsende side end forventet på denne årstid. 8 dage blev det til, så nu ved vi, at byen har 9.500 indb., er kendt for sin olieindustri, som vi heldigvis var forskånet for at se på, da marinaen lå fint besyttet mht. udkig til gas-beholdere og skorstene. Faktisk har Sines skrevet sig ind i moderne dansk historie (dog uden at vi vidste en dyt om det !), da de 166 gigantiske brosektioner til Østbroen over Storebælt blev svejst sammen her. Som alle steder i PT ligger her en borg højt over byen, og her står Vasco da Gama, som fandt søvejen til Indien (1469 – 1524) og skuer ud over Atlanten. Han er født her og alt står i VdG ´s tegn, gader og pladser, kirker og cafféer hedder Vasco da Gama. Tiden her gik med ” farmer-walks” til supermarkedet , som altid ligger langt væk og op ad bakke, måske fordi vi starter i kote 0 ! Og hyggeligt samværd med de to svenske både, vi havde det vældig ”roligt”.
På 8. dagen endelig afsted ud på Atlanten i ingen vind og store dønninger, ja faktisk blev jeg søsyg ! Det blev en rigtig lang dag på 77 mil. Her passerede vi en til af milepælene på turen – Cabo de Sâo Vincente, europas sydvestligste punkt.
Her har Henrik Søfareren i 1421 grundlagt sin berømte søfartsskole med førende astronomer, kan lidt sammenlignes med vore dages Cape Canaveral i Florida. Herfra vovede folk sig, som i vore dages rumalder ud i det ukendte. Sådan havde jeg det også lidt ! da det viste sig, at ankerpladsen ved Sagres ,som vi havde tænkt os at overnatte på, var alt andet end venligsindet, alt for åben og urolig. Vi fortsatte til Lagos, nu på Algarve-kysten, hvortil vi kom i buldermørke. Lidt ærgeligt da man kunne skimte konturerne af
de bizarre, gyldne klippeformationer, som kysten er kendt for.
Men det blev dag igen, og da vi slog øjnene op, kikkede vi på den flotteste palme-promenade, og blev efter snak med imigration lukket ind i en meget elegant (dyr) marina, men vi fik noget for pengene, for der lugtede vældig meget af kloak !
S/Y Miss Blue, den ene af de svenske både, som vi fulgtes med fra Sines, bestilte tid til over-vintring her. Vi har faktisk mødt flere, som havde Lagos som mål, og så starter på videre sejlads til næste forår. Lagos by er, som alle pt. byer meget charmerende, granitmønstrene på fortorvet, hvide huse, opad bakke og nedad bakke, sol og varme! Og så er der utroligt mange englændere, det var længe siden vi havde mødt turister.
Her kunne vi komme (betale) på nettet og fik sendt billeder hjem til jer. De kommer i lidt spredt fægtning, men håber det går. Fra Lagos sejlede vi efter 2 dage den lange tur på 5,7 mil! til en ankerplads v. en lille by Alvor. Her havde jeg været for 18 år siden og huskede den som yderst pæn og lokal, men det havde ændret sig en hel del. Vi tog gummibåden ind, og her lå den ene engelske pub efter den anden, husene var lidt sølle, og anker-liggerne lidt det samme, havde virkelig også ligget der i mange år.

Herfra startede vi videre mod øst, dvs motoren gik ikke rigtig igang, og Torben måtte sætte nogle ledninger på, der var hoppet af, så begyndte varmealarmen at hyle, og det var jo gode tegn, for den havde ikke virket før! Lå sådan lidt skidt i en meget smal rende m. tidevand og måtte lige kaste anker, mens maskinmesteren også ordnede dette. Nu sejlede vi 44 mil til Faro, som jeg kun kendte som charter-lufthavnen, og med et delta man kan se, når man lander.
Men her fandt vi et lille paradis, Parque Natural da Ria Formosa, som er et kæmpestort fredet naturreservat, som strækker sig 50-60 km fra Faro østover til den spanske grænse. Bugten består af en stribe lave, bevoksede sandklitter med mængder af skaldyr og fisk i vandet. Storkene flyver rundt her, forstår måske godt de ikke gider flyve helt til DK ! og i baggrunden bjergene. Vi må dog sejle 20 min ind til byen Olhão for at tanke vand en gang imellem.
Vi har nu ligget her for anker ved øen Is. Da Culatra i 5 dage og fulgt det lokale fiskerliv. Der bliver sejlet ud af de større fiskerbåde ved 3 tiden om morgenen, men alle de små fiskere kommer forbi os, når det begynder at blive lavvande. Så går de i land på sandbankerne, her er et tidevand på 2.6 m, så det løber rimelig stærkt, og samler snegle og muslinger, som er daglig spise her. I det hele taget er det fisk, fisk og fisk vi spiser, måske lige undtaget en dåse, jeg havde købt, for at finde frem til brugbar dåsemad på de lange havpassager. Måtte ringe til Rute, vores svigerdatter, for at spørge hvad vi spiste, og hun svarede, at det ville vi ikke bryde os om at vide !!! Ok den dåse blev droppet.
Her findes også en del ”havsigøjnere”, som jeg har døbt dem, både, der er ”strandet” ,med sejlere der ikke kommer videre. De har ligesom bygget kolonier rundt omkring, og samles på caféen op ad dagen.
Når vi nu snart er trætte af at bade i det tyrkisblå, 23 grader varme Atlanterhav på den 50 km lange øde sandstrand !! sejler vi til Olhão igen, hvor vi skal købe ind og hente Harald i Faro den 4. sept.. Så sejler mændene til Madeira, mens jeg ta´r et smut til Lissabon og besøge Rute og Rasmus. Turen til Madeira er beregnet til at tage 4 – 5 dage, men mere herom senere. Vi glæder os til at se Harald og høre nyt fra DK.

Her er opgaverne – hvilken solfaktor idag – og hvilken bikini ?

Mange kærlige hilsener fra S/Y Espresso
lettere halvbrune - Torben og Anne Mette

NYHEDER:

- var inviteret til sølvbryllup den 28.8. som special guests på S/Y Miss Blue.
- Indviede hæk grillen den 31.8. – fungerede perfekt – med tunbøffer.

2007-08-15T07:34:00.000-07:00

Madonna sejles rundt i bugten ved Sines, Portugel

Madonna bæres fra båden tilbage til kirken, Sines Portugal

" Miss Blue" runder Sao de Vincente, det sydvestligste punkt i Portugal

Sao de Vincente med Henrik Søfarerens navigationsskole, Portugal

Udsigt over Sines, Portugal

Billeder til 5.rejsebrev fra Sines

2007-08-15T07:12:00.000-07:00

Sundowner på dækket med svenske Sylvia og Arne, og Ritvar fra "Miss Blue"

Kaktusfrugter der smager som stikkelsbær og melon

Grill med Ritvar og Bengt fra "Miss Blue"

Grill på land ved Sines, Portugal

5. Rejsebrev fra Portugal: Lisabon til Sines

2007-08-14T04:29:00.000-07:00

S/Y Espresso på tur
5. Rejsebrev aug. 2007

Kære alle i DK

Jeg sluttede sidst med ankomsten til Portugal, og der er løbet en del søvand i karret siden. Det har været en dejlig tid med besøg af børnene, og turen til Venedig.
Vi sejlede fra Cascais til en havn i Lissabon for at være nærmere lufthavnen, men først måtte Torben et par ture i maskinen. Den dag vi ankom til Cascais, var motoren løbet varm, dvs ingen kølvand, og (godt man har en maskinmester ombord) T. demonterede ferskvands-kølingen og fandt en utæt slange m.m. Derefter nægtede motoren ligesom at starte, men det var ”bare” en ledning der var faldet af. Alt blev klaret, og vi futtede med et fly til Venedig den 26. juli, hvor vi skulle møde et par gode venner, Susanne og Hans, til 25 års jubilæum.
Det er en kæmpe oplevelse at ankomme til Venedig og se det mylder af både og liv på Canal Grande. Tog vaporetto (vandsporvogn) nr. 1 til Marcus Pladsen, hvor vi blev modtaget af en gut fra det firma, vi havde lejet lejlighed af . En stor tak til Inger for adressen, det var bare en helt perfekt lejlighed. Vi kiggede til Marcus Pladsen fra vores køkkenvindue, og gik tur om aftenen med månen lysende på gondolerne, kan det blive bedre. Måske lige bortset fra temp., man skal jo ikke klage over varmen, men der må jo være en grund til, at de indfødte forlader byen i juli og august ! Vi havde op til 39 grader både ude og inde, så vi tog en del ture med vandsporvognen ud til de små øer Burano og Murano, som er kendte for henholdsvis kniplinger og glas. Burano var så afgjort at foretrække med små malede, farverige huse og ikke så meget turistfælde.
Vi havde 3 overnatninger i Venedig, og da det jo var jubilæum, skulle vi på Marcus Pladsen den sidste aften. Belært af erfaringen: Første aften satte vi os på restaurant i gården, hvor vi boede, vi kaldte ”det vores restaurant”, og da regningen kom var det sandelig vores !!! Og sådan fortsatte det, vi ejer også en delikatesse forretning, hvor vi fornuftigt handlede til medbragte madpakker. Inden vi satter os på Marcus Pladsen, havde vi klædt om i fine kjoler og gik på – pizzaria- , som vi nu ejer halvdelen af. Men M.P. skulle jo prøves, og kl. 23.30 satte vi os ved et af de fine borde med levende musik, og nu ejer vi Marcus Pladsen og et orkester. Det blev 500 kr for en lille øl til Torben, en campari til pigerne og et glas vin til Hans.
Der var dog sket en del i Venedig siden jeg havde været her sidst, der var meget renere i vandet, og der var mange flere gondoler. Der er tilsyneladende gang i et vandprojekt til sikring af byen. Torben var også meget begejstret for byen , som han ikke havde besøgt før. Men efter disse dage hastede vi tilbage til Lissabon og mere brugervenlige priser.
Nu landede Kasper, Christina og Jakob den 1. aug.,og vi havde en herlig ugen sammen. Vi fik sagt farvel til vores supergast Anne, som havde været med fra Vedbæk, og som havde måttet døje med varmen i Lissabon i 4 dage , hvor hun passede på skivet.
Tilbage til Cascais, hvor vi dog måtte blive et par dage længere end beregnet , da det viste sig, at det ene undervant var ødelagt. Nu kan jeg oplyse til de mindre maritime, at man ikke har brug for vanter her i varmen, men det er en snor som holder masten på plads. Vi fik lavet 2 nye og sejlede mod syd til en lille by der hedder Sesimbra. I mange år var Sesimbra og dens fine badestrand en velbevaret hemmelighed, som portugiserne holdt tæt til kroppen. Men idag kommer her flere turister, vi hørte nu kun portugisisk. Over byen ligger resterne af den 1000 år gamle Castelo dos Moutos, som vi besøgte fra landsiden, da vi var her i bil i 2006.
Nu var det blevet lørdag og Rute og Rasmus kom hertil i bil (ca. 50 km fra Lissabon) for at
sejle på weekend med os. Vi sejlede for motor i medvind og som sædvanlig fuld sol ind til Setubal. H.C.Andersen besøgte Setubal for over 100 år siden, og kaldte dengang byen for et ”jordisk paradis”, siden er indbyggerantallet vokset til 120.000, og det er nu en travl fiskeri og industri-by, men med meget søde, snævre gader og et væld af fiskerestauranter, der bare ligger side om side med en stor grill på fortorvet ud for hver og røgen bølgende gennem hele byen. Vi spiste her, og er jo rigtig glade for at have en lokal kendt med , som bestilte den lækreste gryderet ”Cataplana” . Den består af fisk, rejer, krebs, muslinger, peberfrugter og kartofler, som er kogt i den skønneste suppe, en portion til 2 rakte rigeligt til os 4. Sov i den lidt urolige færgehavn til næste dag, hvor vi sejlede Rute og Rasmus tilbage til Sesimbra. Vi havde planlagt at sejle på delfin-kig men det blæste op, som det ofte gør her kl. 16, så det måtte vi opgive.
I Portugal har man ikke samme sociale sikkerhednet som hjemme, og her i Sesimbra så vi for første gang et plejehjem, det blev bl.a. finansieret af P-afgiften i gaderne. Her er også rigtig mange vilde hunde og katte, kattene har overtaget den lange mole, hvor fiskerne står og sikkert smider lidt godbidder til dem, mens hundene er mere usle og fordrevet til gaderne, hvor de ligger og sover under bilerne, om natten kan man høre dem gø i land.
Igår 14.8. sejlede vi til Sines, 34 mil mod syd, hvor vi ligger i en meget sød og billig marina, med utroligt fine faciliteter, man kan se på bådene, at mange efterlader dem her, for at ta´ hjem eller på tur, for første gang i lang tid ser vi andre nationaliteter, og fik talt lidt
skandinavisk med nogle svenske langturssejlere, som fik lært os at samle frugter fra vilde kaktur, der smager helt forrygende (lidt melon/kivi-agtigt).
Der er lukket i byen idag , da der er fest for en Madonna, så vi skal i byen og se optog kl. 16.00. Vores planer er at blive her nogle dage og så ta´ videre mod Algarve kysten. Her kommer vores gode sejlerven Harald fra Skælskør (tidliger Vedbæk!) og sejler med til Madeira og Gr. Canaria. Det vil også være godt at have en tolk ombord, når man nu er begyndt at møde skandinaver !
Det var så for denne gang fra landet, hvor man ikke ”hælder vandet fra kartoflerne” men ” saften fra vandmelonerne” og flere boller på suppen hedder her : ” mere honning på ferskenerne”

Mange kærlige hilsener fra den reducerede besætning
Skipper Torben og rors-kone Anne Mette

Og igen tak for mails og nyheder hjemmefra.

Billeder til 5. rejsebrev

2007-08-13T05:11:00.000-07:00

Susanne på Markuspladsen

Klædt på til "at købe" Markuspladsen

Udsigt fra Markuspladsen

Kniplingeøen Burano

Billeder fra Portugal med familien

2007-08-12T05:28:00.000-07:00

Skipper Rasmus på vej til Setubal

Kasper, Christina, Jakob og Torben i Cascais

E En glad mor med hele sin familie, Brasilian Grill i Lissabon

Morgenmad i Setubal

Backgammon mesterskabet i Cascais !

Billeder til 4. rejsebrev - fra Porto

2007-07-31T05:30:00.000-07:00

Portvinsskib på Duoro floden

Portvinshusene i Porto

Maleriske Porto

2 portvins-smagere i Porto

Porto fra vandsiden

4. Rejsebrev Fra Perros-Guireg til Cascais

2007-07-30T09:17:00.000-07:00

S/Y ESPRESSO PÅ TUR

4. rejsebrev juli 2007

Ola – bom dia !
Ja - det er sandelig portugisisk. Den 21. juli kl. 15 anduvede Espresso og besætning Cascais, som ligger ved indsejlingen til Tejo floden – og Lissabon.
Og hvordan er vi så kommet hertil?
Jo- fra vores ophold i badekarret, startede vi måske en dag for tidligt , men udsigten lovede om ”passage-vejr” som Hansen udtrykte det, og det betyder, at det snart er vejr til Biscayen. Vi kom igen en tur i rutsjebane med søerne og vinden imod, men til aften fandt vi en ankerplads i vindstille, solnedgang og fri for at være afhængig af tidevandet.
Sejlede til Cameret-sur Mer, som ligge vest for Brest, og her skulle Biscayen passeres fra. Og hvem klarede det, det gjorde den stovte viking Hansen alene. Turen gik rigtig godt, af dyreliv sås en hval – og en ubåd, endnu ingen delfiner. Vejret havde artet sig, dog havde den ene nat været ret blæsende. Efter 2 døgn og 5 timer sejlede Hansen ind i La Caruna marina, nu var det Spanien.
De frygtsomme piger tog ”kone-turen” dvs, vi kørte i tog i 3 dage. En rigtig flot og spændende tur, som kan anbefales til andre frygtsomme! Vi havde 2 overnatninger, een i bretagne-byen Quimper, sjovt med sproget, her hvor skiltene står på to sprog, først på keltisk og så på fransk, og efter et ophold i Bordeaux på et par timer videre til Irun, en flot bjergby, hvor vi igen søgte nattely. Og Die Dumme dänen blev nu ret overraskede, for der var kommet et E på bilerne, så var vi også i spanien, straks var kulturen helt anderledes og mere støjende. Og her står teksten på skiltene på 3 sprog, først baskisk, så spansk og til sidst på fransk. Dagen efter den 9.7. havde vi den smukkeste togtur, først gennem bjerge og tuneller, vandfald og bjergsøer, så kom vi ud på en spansk højslette med hovedbyen Leon. Her var fårehyrder, og storke i rederne, og man manglede bare de gamle vindmøllerne ! Men det havde man så ”flot” erstattet med nye vindmøller på alle bjergkamme, lidt skæmmende. Derefter kom vi igen ind i bjergene, og efter 12 timer og 130 tuneller med samme tog, kom endelig den længe ventede sms fra Hansen. Han var vel ankommet til La Coruna, glad var Larsen. Så den planlagte modtagelse blev lidt omvendt, det var Torben der tog imod os på stationen kl. 21.00! Dejligt at se ham og dejligt at været tilbage på båden igen. Fik lige lidt champagne og så på hovedet i seng.
Næste dag blev brugt til oprydning og tørring. Båden havde taget vand ind gennem ankerbrønden og el-stikket var vådt. Men vejret klarede op og solen hjalp til. Da skivet var fikset gik vi en tur i La Coruna en rigtig flot og spændende by , mest spanske turister, og vest for byen ligger der en kæmpe badestrand lidt a la Bracilien fyldt med unge mennesker.
Næste dag havde vi bare sejlads i solskin – og det husker man ! Nu skulle den spanske vestkyst besejres/besejles. Første stop var et fiskerleje Camarinos, som vi havde hørt om, men igen, man oplever heldigvis tingene forskelligt, og vi kunne ikke helt nikke gen-kendene til beskrivelserne. Der lugtede ret meget af fiskefabrik, og husene var måske ikke så rommantiske som forventet. Hele havnen var fyldt med fisk, vi er begyndt at kalde dem for ”lortesnappere”, de er skraldefisk, som man ikke kan spise. Der var så mange, at de bumpede mod skrogsiden om natten, og man troede de hoppede op på badeplatformen.
Næste dag startede vejret ligesom forfra - regn, tåge og vind imod, men afsted skulle vi. Passerede Cap Finister, som brølede som en ko, kunne intet se, og vi blev enige om at afkorte turen, så i sted for Vigo blev det Portosin. Heldigvis er der flere småhavne på denne kyst, og vi er ikke længere så afhængige af tidevandet. I det hele taget er dette et stykke spanien, som vi slet ikke kendte eller havde hørt om, men det viser sig, at ha ry for at være noget af det smukkeste i Europa. Dybe, dybe fjorde og meget høje bjerge, ligeså høje som Alperne flere steder, men det kolde atlanterhav gør det tilsyneladende ikke så interessant for andre end spanierne. Dog snakkede vi lidt ”skandinavisk” med en svensker, som i flere år havde sejlet i dette område, der er et utal af ankerbugter og små-skærgård.
Han fortalte også, at man i år snakkede meget om ”azorer-lav-trykket” ,og at det var rigtig skidt for området, at englænderne ikke var nået frem til søs. Det gav vi ham så ret i og fortsatte i dette lavtryk ! Kom til Vigo, flot, rimelig stor by, Bayona rimelig lille, charmerende by og nu skete det længe ventede: Det spanske gæsteflag blev taget ned – og – det portugisiske blev sat under sallingen – yes- nu begyndte det at ligne, at vi kunne nå vores mål. Vi mødte ”portugiser-norden” med 6-7 sek.m. og sol og anduvede Leixoes, havnebyen til Porto og første portugisiske havn den 17.7.
Nu var der dømt hviledag dvs. tur til Porto (350.000 indb.). Vi havde nu sejlet 6 dage i træk og mange mil hverdag, så herligt var det at stige på en bus til Porto. Nu skal jeg ikke trætte med, at det tog 1 time med bus og ½ med metro, men så var vi også i centrum! Igen helt nye indtryk, en fantastisk, malerisk by ved den 900 km lange Douroflod, ligger på de stejleste skråninger, hvor der er elevatorer på siderne og en dobbelt bro fra 1886 tegnet af en elev af Eifel, hvilket tydeligt ses. Der er smalle huse med røde teglstentage overalt, vasketøjet bliver tørret fra facaderne (og drypper på turisterne !). Husene er meget forsømte, som så meget andet i Portugal, fortalt af vores portugisiske svigerdatter. Portugal er stadig meget fattigt, og EU pengene her, skal gå til offentlige behov (mest springvand og promenader) og ikke til at renovere husene med. Efter en sejltur med en turistbåd på floden gik vi over til sydsiden hvor portvinshusene ligger. Portvinen fremstilles af druer, som høstes i slutningen af september og begyndelsen af oktober på Douroflodens skråninger 100 km øst for Porto. Vinen fyldes på store tanke og fragtes til de berømte lodges (lagerhuse) i Vila Nova de Gaia, hvor den langsomt modnes på enorme træfade. Hertil blev vi ligesom ”draget”, og var heldige at få en rundvisning hos firmaet Croft med smagsprøver. Nu gik turen tilbage til vores industri-marina, og nu tog det kun 2½ time!
De næste havne var ren overnatning, Figueira Da Foz og Peniche. Her i Portugal er de mere korrekte med indklarering, og man skal aflevere papirer og udfylde formularer 2 steder hver gang, men alt går smertefrit og alle er utroligt hjælpsomme og venlige, prøver sågar at forstå mit portugisiske– og svarer så på engelsk! Vores papirer fra Langturssejlerne har været en meget stor hjælp.
Og så er vi ved starten af dette brev , passerede Capo de Roca, Europas vestligste punkt i fuld sol, medvind og delfinerne legende ved stævnen, kan det være bedre. I går var vi ude at spise med min søn Rasmus og svigerdatter, og nu er ferien rigtig startet. På torsdag går turen med fly til Venedig i 4 dage – mere herom senere. Det er fantastisk at rejse på den måde, vi har fået lov til, med nye indtryk hele tiden og hver dag, man føler sig meget priviligeret.

Solskins – nordenvinds- palmesus – hilsen til alle fra en glad besætning på Espresso.

PS. Hvis der var nogen der skulle ha´ lyst til at opleve dette, er der en ledig køje eller to omkring sept. til Madeira og Gr. Canaria- ring eller sms, hvis du har lyst og tid - Torbens mobil 0045 20446406
PPS. Billederne kommer for sig selv denne gang

Billeder fra sejlads mod Portugal

2007-07-29T04:11:00.000-07:00

Portosin i Nord Spanien

Skipper efter passagen

Her hejses det portugisiske gæsteflag !

Capo Finister Spaniens vestligste punkt

Delfinerne tog imod os da vi rundede Capo de Roca i Portugal !

3. Rejsebrev fra Guernsy til Perros-Guireg

2007-07-15T10:07:00.000-07:00

S/Y ESPRESSO PÅ TUR
3. rejsebrev juli 2007

Kære alle

Ja - så er vi ikke kommet ret meget længere, end sidst I hørte fra os.
Vi måtte blive på Guernsey i 8 dage, aldrig har vi da været blæst inde så længe noget sted i vores sejler-liv ! Tiden her blev brugt til ture bl.a. med bus, som kun kostede 6 kr. pr. næse, til et skibsvragsmuseum på nordsiden af øen, som var indrettet i et gammelt fæstningstårn, i det hele taget er her rigtig mange gl. fæstningsværker, men i modsætning til Skotland, er de her vedligeholdt og ser beboede ud. Og hvad laver man ellers på en engelsk ø ? Vi måtte jo gøre som de indfødte, gå på pub, og drikke five-o-clock-tea.

Vi forsøgte lør. 23.6. at forlade øen, men efter kun en ½ time, vendte vi om, da det blæste 11 sek.m. og med rebet store og lille fog, kunne vi ikke overskue at skulle sejle i et døgn. Udsejlet mil 4,2 og tilbage i havn, mens der var åbent.
Til sidst bliver man dog lidt utålmodig og vil videre, og ons. d.27.6. så udsigten lidt bedre ud. Op kl. 4 om morgenen og ud over ”sillen” – betonkanten kl. 5.10 og så mod vest.
Man må så sige, at selv meterologerne ikke har helt styr på vejrguderne, og vinden øgede og øgede. Vi havde udset os en lille havn på Bretagne-kysten - halvvejs af den distance på 120 mil, som var vores oprindelige plan, og glade var vi, da vi nærmede os den franske kyst. Det blæste konstant 11 og var helt oppe at blæse 15 sek.m. stik imod og med atlant-bølger, vi mente, de var omkring 6 meter. Nu er der intet vi og Espresso ikke kan klare !!!
Næste udfordring var så anduvning af den lille havn Perros-Guireg, som kan anløbes 1½ time før højvande og 1 time efter. Den radiotalende , som er undertegnede skulle nu forsøge igen på fransk, det viste sig, at vores beregninger havde holdt stik og efter 12 timers sejlads kom vi i pit gennem en gate – glade og trætte. Det var så en ny kon-stuktion, vi ikke havde mødt før (sender billeder med). Vi ligger i et bassin - straks døbt ”Bennys badekar” og alt omkring os tørrer ud – meget mærkeligt.
Og nu troede vi, at vi skulle afsted snart igen – men nej – igen ligger vi her på 8. døgn. Vejrudsigterne i Frans kalder tingene helt anderledes, her er det anticyclon og depression, mest af det sidste (som betyder lavtryk). Men det er ikke det værste sted at være blæst inde. Bretagne er umådelig smuk, små granithuse med et væld af hortensia´er, kysten her hedder ”Cote de granit Rose” og klipperne minder meget om skærgården omkring Lysekil og Huløen, bløde røde klipper, de er bare 3 gange så store, klippeblokkene altså, og så ligger der altid et slot for enden.
En dag tog vi et par busser til en by der hedder Morlaix, som ligger lidt sydvest herfor. Der er en enorm flot viadukt-bro på 58 m. I højden, som blev bygget i 1861-63, hen over en flod. Her kan man sejle ind midt i byen og igen – ligge i et bassin og vente på højvande. Her ligger den danske båd Nausikaa, et dansk langturssejlerpar Inge Lise og Martin, vi har mødt et par gange. Faktisk de eneste danskere vi har mødt, og deres plan er langs kysten ned inde i Biscayen og til La Corunia, hvor båden skal ligge i vinter.
Vores tids-planer begynder at smulre lidt , men det kan jo nok ikke blive ved således, så pludselig er ryg-vinds-vejret der jo nok - og lidt mindre af det.
Imens lever vi ganske herligt med det franske køkken: Har spist på crepperi og fået muslinger, ost og andre delikatesser – ikke værst. Til de her mad-pandekager drikke man cider af små kopper, så der er blevet investeret.
Har hørt I også har dårligt vejr deroppe, håber at vi alle må få det lidt bedre, dog er vi glade for, at vi har Noas Ark med her !

Mange hilsener med håb om bedre vejr
fra besætningen på s/y Espresso, Anne, Torben

Lavvande i Perros-Guireg

2007-07-14T09:06:00.000-07:00

Bennys Badekar i Perros -Guireg

Billeder til 3.rejsebrev

2007-07-14T04:25:00.000-07:00

Tøtdok på Guernsey - den engelske kanalø

Cote de Granit Rose - Bretagne

Mer´ tørdok på Guernsey

Broen i Morlaix

Lavvande i Dieppe, Frankrig

2. Rejsebrev fra Oostende til Guernsy

2007-06-15T09:57:00.000-07:00

Tysk bunker på Invationskysten - nu museum

Her sejlede vi ind 6 timer tidligere - Perros -Guireg, Frankrig !

Faldskærms-dukken i kirketårnet i Sainte-Mere-Eglise

Den amerikanske kirkegård

S/Y ESPRESSO PÅ TUR
2. rejsebrev juni 2007

Kære Alle

Nu er der vel gået endnu en 14 dages tid og jeg fortsætter fra Oostende, hvor vi fandt en netcafé. Byen her er meget belgisk, flade tage, grå huse og lidt upersonligt, kunne være hvor som helst – og ingen cykler.
Torben mente, dette måtte være stedet – ingen ost !!!! – men da han opdagede, at det ikke passede, kunne vi lige så godt sejle videre. Når man forlader havnene her, skal man kalde ”Port Control” pga erhvervstrafikken, og det er meget svært at forstå, hvad de svarer, men mente, der blev sagt Ok og tog afsted med tidevandet kl. 11.30 og til Dunkerque i Frankrig i et rigtigt kedeligt vejr - tåget og diset. Nu skal man kalde ”Le Capitanierie” – og ups nu er det på fransk ! Efter anvist plads gik vi en tur i byen, men det var lidt sent på dagen, så det meste var lukket og slukket.
Næste dag gik det igen afsted i dis og tåge, vi passerede det smalleste sted i Kanalen, men kunne forøvrigt ikke se ret meget. Ved Calais var der meget færgetrafik, men ais´en klarede det igen, vi sejlede 95 mil den dag og kom til Dieppe kl. 23 om aftenen. Man ligger lige midt i byen, som er fuld af fiskerestauranter, en turistby, som har klinter ligesom Dover, der ligger lige ovre på den anden side. Dog kan vi ikke se dem pga tåge – lidt surt. Her er 5 meter tidevand, så sommetider har vi udsigt til byen og ved ebbe ingen.
Næste dag tog vi det længste stræk på turen indtil nu, næsten en døgntur på 113 mil. Anne og jeg startede kl. 17 og torben tog nattevagten. Vi kom til Cherburgh kl. 13.30 efter en medstrømssejlads, det sidste stykke på over 4 kn.
Her besluttede vi at blive et par dage, lejede bil (en fin peugot 207 og Torben kom til at hedde Korekort Hansen på papirerne !) og kørte til invationskysten. Det er utroligt spændende og gribende, at se de historiske strande : Utah-, Omaha- , Golden-, Juno- og Sword Beach. Vi besøgte bl.a. 21 sammenhængende tyske bunkers, indrettet som museum og fik verdenshistorien repeteret. Kørte til den lille by Sainte-Mere-Eglise, som var den første by der blev befriet efter D-dag, alle de små landsbyer her har været fuldstændig ødelagte under kampene. I S-M-E var der en faldskærmssoldat der endte på kirketårnet, han hang der i 2 dage og ”spillede død”, blev reddet og blev helt i byen, og der er stadig en faldskærmsfigur på tårnet. Vi kørte videre til den tyske kirkegård, hvor der ligger 21.000 tyske soldater begravet, meget smukt og stemningsfuldt opført og så til den amerikanske, hvor der lige var åbnet et nyt Visitor Center, den 6.juni. Der var utroligt mange amerikanske turister og vi tror, nogle veteraner, der havde været med til åbningen. Nu var det desværre begyndt at regne igen, så vi tog tilbage til byen og handlede stort (tungt) ind nu vi havde bil !
Vejrudsigten for de næste dage er skidt, så vi måtte blive nogle dage i Cherburgh, og har desværre måttet aflyse vores gast, der skulle komme til Guernsey lørdag for at sejle med over Biscayen. Vi når ikke frem til kanal-øen til tiden, kan vi se. Kom afsted søndag, hvor jeg havde talt med en af de lokale om at sejle gennem noget der hedder Alderny Race, et virkeligt spændende sted med meget tidevandsstrøm, som skal passeres på et bestemt tidspunkt, når der er slæk i Dover. Det lykkedes til dels, men vi løb ind i det, de her kalder ”overfalls” som betyder strøm mod vind. Det var aldeles ubehageligt, vi stod lodret i bølgerne - men det varede ikke så længe.
Nu kom vi til for-bassinet i St.Peter Port, hovedstaden på Guernsey, og det var første gang vi skulle ind i en havn med ”sill”, det betyder, at man skal passere en betonkant ved højvande, som holder vandet inde i havnen. Meget professionelt blev man anvist plads udenfor ved vente-pontoner, og der lå vi så et par timer. Da der var 3m over sillen , blev vi spurgt om bådens dybgang, og så sejlede der en gummibåd foran os og pejede på vores plads i havnen – nemt og ukompliceret.
Guernsey er en vældig dejlig kanalø, vi tog den offentlige bus, som kører hele øen rundt på 90 min. For 6 kr. pr.pers og så de flotteste strande på nordvestkysten, borge, klipper og mange turister her i St. Peter Port.
Når vi nu ikke kan komme videre pga vejret, tog vi igår med en færge til franske St.Malo. Det var bestemt et besøg værd, hele byen er indhegnet af befæstningmure, og har i gamle dage været beboet af pirater, som hærgede de engelske og hollandske skibe.
Det var en stor oplevelse, og vejret var for engang skyld godt, det var også pudsigt med den engelske sommertid vi sejlede fra, frem med euroen, passe på bilerne i højre - ret forvirrende. Vi var der i 2½ time, men sandelig om ikke der var både pas og security control – hvilket EU. Har lige glemt at fortælle, at vi dagen før lå på land. Torben havde besluttet at se til propellen, da der var noget der lød underligt. Det gør man her ved at sejle hen til tidevandskajen ved højvande , og så ”bare” vente. Det var nu lidt underligt at ligge der skråt op ad kajen i 10 timer !
Vi var glade, da vi flød igen – og propellen var ok.

Sådan går det her – vi har net på båden her i havnen, så det er herligt at kunnde sende herfra. Vi venter på godt vejr, måske sejler vi lørdag.

Rigtig god Sct. Hans til jer alle – alt vel hos besætningen på S/Y Espresso

Anne, Torben og Anne Mette

1. Rejsebrev: Vedbæk til Oostende, maj- juni 2007

2007-05-01T12:00:00.000-07:00

ESPRESSO PÅ TUR
1. rejsebrev maj –juni 2007

Kære venner og familie

Nu er det ved at være over 3 uger siden, at I var med til at gi´os den fantastiske afsked fra Vedbæk, og alt her går godt.

Vi blev en dag i Dragør i øsende regn og blæst, men ellers gik turen gennem smålandsfarvandet langs med LANGE Langeland og fra Bagenkop, (som forøvrigt er bygget fuldstændig om, siden vi var der sidst - nye faciliteter og internet) krydsede vi Østersøen, egentlig mest for motor. Da vi passerede den tyske grænse kom den sorte trekant op, som er meget vigtig ! når man sejler for sejl og motor i Tyskland. Vi anduvede Kiel Yacht Hafen, olympiadehavnen helt tilbage fra 1936, hvilket den også bar lidt præg af. Næste morgen satte vi kurs mod Kielerkanalen og kom nemt gennem slusen. Fandt nu ikke kanalen så kedelig som rygtet, men vi havde besluttet at ta´ på Ejderen.
Her drejer man fra i Rendsburg, og så slynger den sig ellers 100 km mellem marker og køer og meget ko-lugt. Mod vest kommer man gennem søslusen og så ude i tidevandet, men der er endnu et godt stykke Ejder, og vi besøgte den frisiske by Frederiksstad, som er utrolig smuk. Helt ude ligge en lille by Tônning, hvor vi ligesom måtte trækkes ind til en pontonhavn pga lavvandet, som vi ikke helt havde kunnet se i havnelodsen. Men da vi havde ventet en timestid, var vi flydende og kunne komme i land.
Tönning havde tidligere været en driftig fiskeri-og erhvervs havn, men som mange andre frisiske byer ødelagde byggereiet af Kielerkanalen fuldstændigt denne indtægtskilde, og vi forstod også, at man ikke var særlig tilfreds med de store Sperrwerk, der er bygget til Nordsøen, da de ikke holder vandet nok ude. Nå - men her kom vi så igennem endnu en sluse og sejlede for motor i render gennem Vadehavet ud i Nordsøen og til Helgoland – 42 sm. Var nok lidt skeptisk og havde ventet, at det toldfriområde blot var spækket med hoteller og spritbutikker, men blev meget positivt overrasket. Vi blev der 2 dage, da vi fik kuling, og havde derfor tid til at se på øen, som har et fantastisk fuglefjeld mod vest. ”Klipperne” er røde og lavet af det samme som Ayers Rock i Austalien, der var millioner af tejster og suler, samt selvfølgelig måger. Øen blev faktisk sprænt i stykker af englænderne i 1947, fordi tyskerne havde brugt den som våbendepot under krigen med gange under jorden. Der var store bombekratere, og øen havde åbenbart fået en helt anden facon derefter, den består af en ”overby” og en ”underby”, hvor der bor 1500 faste indbyggere.
Mens vi var der, var der også en stor regatta der hedder Nord-See-Woche, og
pludselig havde vi 10 skibe liggende udenpå os, lidt spændende i kuling. Da vi kunne se på vejrudsigten, at der ville være een dag, hvor det ikke var kuling i Tyskebugt, stak vi af mod Borkum på en af de Frisiske øer, hvortil vi kom kl. 21 med et par knobs medstøm. Kedelig tidevandshavn (det var mest havnefogden, der var kedelig) mens byen Borkum er en rigtig tysk Kur-ort med store badehoteller og strandpromenade, men en sød gammel togbane vi måtte prøve.
Herfra sejlede vi ind ad Ems mundingen til Holland, Delfzijl, hvor vi startede vores tur på ”Masteruten” , som man kan benytte ca. 380 km med stående mast. Det kan varmt anbefales, turen går først til Groningen, hvor man ligger midt i byen, og derpå gennem mange søde hollandske landsbyer. For vores vedkommende havde vi besluttet at slutte den i Amsterdam, hvor vi brugte en dag som turister. Både Van Gogh og så selvfølgelig et husbådsmusseum måtte vi se, samt en kanalrundfart (det var så det budget). Ellers må vi gennerelt sige, at vi er blevet positivt overrasket over priserne indtil nu. Havnepengene har været billigere end hjemme, dog kan vi godt mærke, at de bliver dyrere her sydpå. I skrivende stund er vi kommet til Belgien, Oostende efter en heftig tur på 77 sm igår i 11 sek. m. luft med nogle gevaldige medløbende søer - rent plat læns- og dertil hører jo så også, at det var totalt tåge! Men så slap vi jo for at se alle de store skive, som sejlede ind til Rotterdam! Hurra for vores AIS-system, det er fantastisk i tåge.
Nu vil jeg prøve et finde en net café, dem har der ikke været nogen af indtil nu. Vi bliver i Oostende idag, og planen er så at fortsætte mod Frankrig imorgen.
Vi har en herlig tur med mange oplevelser – I må selv ta´ fat i atlasset, hvis i skal se ruten det kan jeg ikke finde ud af at lægge ind.

Kærlig hilsen fra besætningen på S/Y ESPRESSO

Anne, Torben og Anne Mette

Flere billeder kommer senere