13. Rejsebrev: Fra Martinique til Guadelupe og Antigua

S/Y Espresso på tur

13. Rejsebrev fra Martinique til Guadelupe og Antigua

Farvel Martinique.
Nu måtte vi videre til Guadelupe, hvor vores venner Conni og Torben skulle stå på den 23. feb. Turen går forbi Dominica, og for en gang skyld havde vi halvvind – herligt. Midt i det hele fangede Torben en flot guld-makrel ca. 5 kg., som med lidt besvær i den høje sø, blev bjerget og fotograferet til fiskeklubben derhjemme!
Efter 47 mil og ved solnedgang fandt vi en ankerbøje i en bugt ved Dominica, hvor vi blot overnattede og fortsatte til nogle små øer, Les Saintes lige syd for Guadelupe, som også er franske. Mystisk med alle de lande vi ustandseligt passerer, men igen i EU.

Det var et rigtigt ø-paradis med badestrande og fin by, som vores havnelods beskriver:
”After a hard day´s sail, it will be love at first sight.”
Der var færger med turister fra Guadelupe på dagsudflugter, ligesom på Christiansø, når færgerne forlader øen dukker de lokale op. Man ligger for anker i en ret urolig bugt, men vi er ikke de eneste ! Byen hedder Bourg des Saintes og udover herlige tøj/souveniers/smykker og lokal kunst butikker, var der knallertudlejning, da der ikke er mange biler på øerne, og vejene er ret stejle og eensporede, dog har de her lært at køre ”i den rigtige side”.
Borgen hedder Fort Napoléon er bygget i det 19 århundrede, og har aldrig været i krig, men er indrettet til museeum, og rundt om er der en botanisk kaktushave og liguaner. De var vældig sjove at kigge på over en meter lange og helt uforstyrrede af mennesker, der kiggede og fotograferede, eller også var de bare sløve!
” For iguanas, it´s always Monday morning”!
Øen havde pragtfulde små bugter med badestrande, men vejret var ikke helt til strandliv, så vi gik på netcafé og ture.
Efter 4 dage sejlede vi videre til hovedstaden på Guadelupe, Point-a- Pitre (forkortet PAP). Nå - skal jeg lige fortælle, at vi havde 13 sek.m. imod, og denne gang var det på atlantsiden af øen. Øen er formet som en sommerfugt med en flad ø, Grand-Terre og en høj Ø , Basse-Terre med en rygende vulkan, ja de er nu morsomme de franskmænd. På den høje ø kan man sige, at det regner, der kommer 10.000 mm regn om året, mens det på den lave ”kun” regner 1814 mm.
Vi sejlede ind i en dejlig marina – og her kommer vores rekorder indtil videre: Første havn i 2 måneder, og instrumentet rundede de 7.000 mil. Her kunne vi købe et 10 dages klippekort med rabat til ca. 150 kr. pr. døgn, og så var her frit vand og strøm – og bad !!! Da vi nu skal sejle rundt på øerne ved Guadelupe i den næste 1½ måned kan det godt betale sig med 10 dages kort. Det bliver nok det nordligste i år, inden stævnen vender mod syd igen og Trinidad, hvor Espresso skal på land. Men det er der længe til, nu kommer først oplevelserne på Guadelupe:

Point-á-Pitre er en af de få storbyer i Caribien. Den blev grundlagt i 1654 af en hollandsk fisker, Peter, den har over 100.000 indbyggere, motorvej og storbyggeri. Mange krigsmindesmærker, der fortæller om alle de øboere, der døde for Frankrig. Man må håbe, det ikke har været forgæves, for selve byen er meget fattig, og der er mange slumkvarterer, som vi ikke havde lyst til at gå igennem. Dem passerede vi på en ”ny genvej” Torben havde fundet til lufthavnen, hvor vi skulle ta´ imod vores gode venner, og hvorfor ikke gå de 7- 8 km lige i dansker timen (kl. 12 – 14)! Til sidst måtte vi heldigvis ta´ en taxa for at nå flyet.
Den næste dag gik med afslapning og ”nye” ugeblade – herligt. Vores venner havde været 2 uger på de Vestindiske øer, så de havde også troet på en afslappende dag, men Hansen og Madsen og fru Madsen fik en tur i gummibåden, som blev alt andet.

Øen er som sagt delt i 2 dele af en flod der hedder Riviére Salée, som vi havde besluttet at sejle igennem. Det kan kun ske om natten, da de to broer åbner een gang i døgnet, og det er kl. 5 om morgenen. I søkortet står der, at dybden er 1,6 m, men vi havde hørt om både på 2m, der havde klaret det.
Gummibåden tog på lidt reseach i mangroven, som omgiver floden og kom måske lidt tæt på en rod - slagstiften gik i motoren, og så startede ro-turen tilbage mod marinaen. Det var faktisk ikke muligt at ro blæsten op, men heldigvis er der en kvinde ombord. Conni fik piftet efter en vandscooter, som var sød at trække dem hjem! Jeg var begyndt at spekulere på, om jeg havde lagt for meget dej til bollerne næste morgen, men så dukkede de heldigvis op, trætte, men glade og solskoldede.
Det var en spændende tur i buldermørke næste morgen, vi lagde os i kølvandet af to andre sejlere, der havde fået samme idé, og da det begyndte at lysne, var vi nået ud på nordsiden af Guadelupe. Efter en ankernat ved en lidt kedelig, søvnig by, Port Louis, sejlede vi nu nord vest om den høje ø, og vi havde medvind, skal jeg skynde mig at fortælle- og midt i det hele – fiskelykke igen. Torben fangede en barracuda på 6 kg (foto findes) det var en flot fisk og vi havde mad til 3 dage. Den er meget fast i kødet og smager nærmest som kalvekød. Og ikke nok med det, her dukkede også delfinerne op, mindst 20 legede ved båden i et kvarter, hvorefter den største sprang høj op i luften foran stævnen og sagde farvel og tak for denne gang.
Nu gik turen nordvest om Guadelupe til en ankerbugt der hedder Deshaies, som var fin og ok - ligesom de andre med små restauranter i vandkanten og skildpadder i bassinet. Vi fortsatte langs vestkysten, men det er vist lige præcis der, der falder de 10 meter regn, og hvorfor skulle det være på de 2 dage vi var der? Videre til Les Saintes , som jeg har beskrevet een gang , men vi syntes vores venner skulle opleve solskinnet der. Vi lejede scootere og kørte ”hele” øen rundt” i regnvejr sådan set. Nu gik turen igen PAP, hvor vores venner skulle med fly.
Vi havde besluttet at sætte ”Espresso” på land og bundmale. Og man må sige den trængte ! Se fotos (som nok kommer senere). Vi var på land i 4 dage, der var lidt højt til køjen op ad stigen agter - og myg, som vi forsøgte at undgå, ved at lægge os under det store myggenet, der var investeret i hos spejdersport i DK. Vi lignede nogle slim-ål, og myggene fandt ud af at stikke igennem nettet – fikst.

Tiden på land brugte vi også til bustur langs sydøstkysten på den flade del af Guadelupe. Her var dejlige strande bag koralrev i både St. Anne og Saint-Francois med turister fra hovedlandet Frankrig.
Da vi var kommet i vandet tog vi rundt til flere af øerne omkring Guadelupe og den 17. marts hentede vi Bent – kaldet it-Bent - en god kollega fra Rådhuset, som skal være med i 14. dage.
Vi troede, at vi straks derefter kunne sejle til Antiqua, som er den nordligste ø, vi har tænkt at besøge i år, men – sejlerplaner er til for at ændres. Der opstod et 4 dages bølgefænomen, hvor vi blev frarådet at sejle. Faktisk lå vi for anker lige udenfor PAP ved en lille palmeø, for at vise Bent hvad der ventede ham, og her blev vi kontaktet af Gendameriet kl. 8 aften , som rådede os til at søge havn – ihvertfald senest næste morgen. Men den ”bekymrede” (hvem kan det mon være )? Insisterede på straks at sejle i havn.
Ankeret op i buldermørke, og i ”nødhavn”. Hvilket måske ikke viste sig at have været så nødvendigt. De næste par dag kunne vi med undren læse, at havet ødelagte moler og havne, men der var stille i PAP-havnen. For at se om aviserne nu var fulde af løgn, tog vi bussen til nordkysten af Grand Terre, Guadelups flade ø. Og aviserne havde ret, kæmpe bølger rullede ind på kysten, og glad var jeg, at vi var sejlet i havn.
I skrivende stund er vi kommet til Antigua, og ligger i en bugt der hedder English Harbor.

Her er helt vidunderligt ligesom de andre steder, men her er mange flere ankerbugter og dem venter vi spændt på at ta´ i besiddelse.
Vi har ligget her i English Harbor, som er meget mere international end andet, vi har mødt nærmest lidt jetset-agtigt. Men vi ligger i en sjov bugt, hvor alle bådene karter rundt og ligger helt forskelligt, tit forkommer ”a night kiss” – hvor bådene støder sammen, når det som regel blæder op. Øen, som vi har set fra vinduerne i de herlige maxi-taxaer, er et selvstændigt land med 66.000 indbyggere, men igen meget fattig med korrupte politikere, og man forsøger at overleve på turister og krydstogsskibe. Der er bananplantager og sukkerrør, og befolkningen er ikke så blandet, som på de andre øer. Meget sent ophørte slaveriet her, fordi de lokale ikke fik tilbudt jord af herrefolket, og derfor stadig var stavnsbundne af plantageejerne. Først i 1966 fik øerne selvstyre og i 1981 blev de selvstændige indenfor Commonwealth.
Taxaen tog vi til hovedbyen St.John igår – og undrede os over, at alt var lukket !!! Nå ja påske mandag !! Nu har vi været for længe væk fra civilisationen – så denne forfatteren ta´r flyveren hjem imorgen – og Torben sejler videre med venner – og oplevelser som I kommer til at høre mere om.
Tak for nu – vi ses.

Kærlig hilsen fra S/Y Espresso´s besætning – Bent, Torben og Anne Mette

Billeder til 13. rejsebrev

Fødselsdags-picknic for Madsen ved Les Saints, Guadeloupe

Der må ryges i cockpittet - Bent på Antigua

Isle Grossier lige udenfor PAP på Guadeloupe


"Always monday morning"

Guldmakrel i cockpittet