Bentes og Anne Mettes 1. nat på guesthouse i Castara på Tobago
Mogenmadscafe i regnvejr i Castars
Udsigt til regnskov fra gæstehyttentorsdag den 20. december 2007
Billeder til 10.rejsebrev: Ankomst Caribien og jul på Tobago
Bentes og Anne Mettes 1. nat på guesthouse i Castara på Tobago Mogenmadscafe i regnvejr i Castars Udsigt til regnskov fra gæstehytten
onsdag den 19. december 2007
Fiskelykke over Atlanten
Tun på 53 kg. - det er tunen til venstre
Tun på 53 kg hales ombord
Mindre tun
Kingfish - mad til 3 dage
Flyvefisk landet på dæk !
tirsdag den 18. december 2007
10. Rejsebrev: Fra Cap Verde over Atlanten til Tobago, Caribien
S/Y Espresso på tur
10. Rejsebrev
Fra Cap Verde over Atlanten til Tobogo, Caribien.
Her kommer en lidt mere udførlig beretning om turen over Atlanten, men først skal I se billederne fra fiskeriet til Cap Verde (vedlagt i næste mail) Hvad siger i så ? Den første fisk er en tun, den næste en bonitos, den lille en flyvefisk, og den sidste en Kingfish. Jeg har hørt, at de blev lagt på panden, og spist, det meste af dem i det mindste. Jeg har også hørt, at det var rimeligt dyrt i udstyr, men hvad gør det, når resultater bliver sådan. Gad vide om Hansen mener det samme, når jeg køber en ny kjole!!
Turen forløb ellers stille og fredeligt, det lyder som om, de havde ventet at se mere derude på æ haw, men der var ingen dyr eller sejlere/skibe. Vagten var 3 timer ad gangen, og Erik tryllede som sædvanlig med maden. Man skal vist også være noget af en kunstner for at få 3 dåser spagetti og nogle gulerødder og en dåse skinke til at ligne dyreryg med pommes røsti. En gang imellem måtte det varme opgives, da det gyngede for meget, dvs det var for farligt med varmt vand og åben ild.
De anduvede Tobago i bulder mørke og fik kastet anker i Mann Of War Bay på nord-vest kysten. Og her ligger vi også i skrivende stund – og bliver liggende til juleaften.
Pigerne havde booket et guesthouse i Castara, som også ligger på vestsiden af Tobago, men midt på øen. Og efter en fin, men laaang, flyvetur med overnatning i London, blev de også læsset af en taxa i bulder mørke efter en køretur ad bjergveje i ca. 1 time, kunne besætningen atter forenes. Hertil var drengene sejlet og lå i bugten, eneste problem var, at de pga. swell (stor brænding) måtte svømme i land, da den lånte gummebåd væltede rundt! Og hvor sjovt er det, at svømme med div. grej i delvis vandtætte poser på maven ! men gensynsglæden var stor alligevel, måske også da de så, at vi havde rindende vand og brus.
Det blev til 2 dage i Castara, og derefter sejlede Espresso til Mann-of- war- Bay igen. Da det var umuligt at få pigernes bagage ombord i Castara, var her en anløbsbro til dinkies, som gjorde alting lidt nemmere.
Charlotteville, som er ”byen” her ved bredden, er den nordligste by på øen, en by som består af små skure, hvori forretningerne ligger. Måske har de brød idag ... måske kommer der diesel på torsdag....Pengeautomaten har endnu ikke virket, så turen til hovedstaden på Tobago – Scarborough bliver gjort i enten bus til 8 ttd (1 trinidad/tobago Dollar er = 1 kr.), Maxi-taxa til 11 ttd, eller taxa til 300 ttd. Turen er på 42 km, men det er en meget bjergrig ø med få, men meget snoede veje så turen ta´r 1½ time. Chaufføren skal altid handle lidt undervejs, og snakke, dytte og vinke til alle. Musikken gjalder ud fra kæmpe højtalere på hvert gadehjørne, og folkene her, er nok de sødeste vi har mødt. Alle hilser på os, siger: ”Cool mann”, og når man træder ind i bussen siger man : Goodmorning everybody” , og i maxi taxen, som kan rumme en 20 personer, spilles der høj raygay – musik.
Vi ligger fint i bugten med ca. 8 andre både, faktisk 3 danske og 2 norske.De første 5 dage boede Bente og jeg på guesthouse lige ned til vandet, da der var lidt trangt på Espresso. Den 17. dec. vinkede vi farvel til Benny, og nu sejler vi frem og tilbage i en lånt dinky, som ta´r en del vand ind. Ny motor har vi fået sendt fra Trinidad, men vil nok sejle derned for at se på ny gummibåd, som vores forsikring har at bevilliget os.
Ellers er tempoet ved at blive som de lokales, og da vi ikke kan købe ret meget i forretningerne, spiser vi en del ude på de to restauranter, der er her. Og der bliver af og til spurgt hvad vi vil ha´, og så spørger man, hvad de har idag - ret nemt, da de kun har kylling og fisk. På gaderne går hunde og køer og især mange høns, som skuler til os, når vi sidder og spiser noget af ”familien”. Alt foregår i fri luft og korte ærmer, vi er dog blevet lidt overraskede over vejret, da det faktisk regner meget og temp. er 27- 30 grader, så det er voldsomt fugtigt. Intet kan tørre, og alt der har fået saltvand suger fugt (puder, madrasser og håndklæder m.m.) men så er der et vaskeri i byen, som har 3 maskiner stående ved siden af computerne, da det også er netcafé ! Her afleverer man sit snavsede, våde, ildelugtende tøj, og får det igen næste dag for 35 kr. Her bliver sagt, at regntiden endnu ikke er slut, den slutter til januar. Idag har vi været i regnskoven med en guide, dog var der mere regn og skov end dyreliv. Her vokser også bambus, som er 10 - 20 meter høje og 10 cm i diam. som blandt andet bliver brugt som afstivning i byggeriet, som vores tømrermester Benny bemærkede: ”et godt-nok-stillads”. Vi så en enkelt sommerfugl, og nogle meget hurtigt flyvende kollibrier, guiden var vores første taxachauffør, her har alle mange jobs.
I bugten hvor vi ligger, flyver der fregat-fugle og pelikaner og papagøjer rundt, fiskerne har nogle små åbne joller med to bambusstænger ud til hver side – og 2 hastigheder – fuld kraft frem eller tilbage.
Om aftenen samles alle ude på gaderne og drikker rom af flasken, mens musikken kan høres over hele øen, rastafa-håret er gemt under en hæklet hue, og de små børn har de sødeste frisurer med perler og fletninger.
Vi har lidt svært ved at komme i julestemning, men her er en del plastic jule-træer med lys, og plastic-giualanter, og de to dåser Confit de Ganard , som er købt i Frankrig ligger klar. Erik er gået i tænkebox mht. til rødkålen og risalamenten! Vi regner med at holde juleaften på stranden, men mere herom senere.
I aften Torsdag er der barbecure : Fisk eller kylling!
Mange hilserne- COOL MANN- fra besætningen
Bente, Erik, Torben og Anne Mette
10. Rejsebrev
Fra Cap Verde over Atlanten til Tobogo, Caribien.
Her kommer en lidt mere udførlig beretning om turen over Atlanten, men først skal I se billederne fra fiskeriet til Cap Verde (vedlagt i næste mail) Hvad siger i så ? Den første fisk er en tun, den næste en bonitos, den lille en flyvefisk, og den sidste en Kingfish. Jeg har hørt, at de blev lagt på panden, og spist, det meste af dem i det mindste. Jeg har også hørt, at det var rimeligt dyrt i udstyr, men hvad gør det, når resultater bliver sådan. Gad vide om Hansen mener det samme, når jeg køber en ny kjole!!
Turen forløb ellers stille og fredeligt, det lyder som om, de havde ventet at se mere derude på æ haw, men der var ingen dyr eller sejlere/skibe. Vagten var 3 timer ad gangen, og Erik tryllede som sædvanlig med maden. Man skal vist også være noget af en kunstner for at få 3 dåser spagetti og nogle gulerødder og en dåse skinke til at ligne dyreryg med pommes røsti. En gang imellem måtte det varme opgives, da det gyngede for meget, dvs det var for farligt med varmt vand og åben ild.
De anduvede Tobago i bulder mørke og fik kastet anker i Mann Of War Bay på nord-vest kysten. Og her ligger vi også i skrivende stund – og bliver liggende til juleaften.
Pigerne havde booket et guesthouse i Castara, som også ligger på vestsiden af Tobago, men midt på øen. Og efter en fin, men laaang, flyvetur med overnatning i London, blev de også læsset af en taxa i bulder mørke efter en køretur ad bjergveje i ca. 1 time, kunne besætningen atter forenes. Hertil var drengene sejlet og lå i bugten, eneste problem var, at de pga. swell (stor brænding) måtte svømme i land, da den lånte gummebåd væltede rundt! Og hvor sjovt er det, at svømme med div. grej i delvis vandtætte poser på maven ! men gensynsglæden var stor alligevel, måske også da de så, at vi havde rindende vand og brus.
Det blev til 2 dage i Castara, og derefter sejlede Espresso til Mann-of- war- Bay igen. Da det var umuligt at få pigernes bagage ombord i Castara, var her en anløbsbro til dinkies, som gjorde alting lidt nemmere.
Charlotteville, som er ”byen” her ved bredden, er den nordligste by på øen, en by som består af små skure, hvori forretningerne ligger. Måske har de brød idag ... måske kommer der diesel på torsdag....Pengeautomaten har endnu ikke virket, så turen til hovedstaden på Tobago – Scarborough bliver gjort i enten bus til 8 ttd (1 trinidad/tobago Dollar er = 1 kr.), Maxi-taxa til 11 ttd, eller taxa til 300 ttd. Turen er på 42 km, men det er en meget bjergrig ø med få, men meget snoede veje så turen ta´r 1½ time. Chaufføren skal altid handle lidt undervejs, og snakke, dytte og vinke til alle. Musikken gjalder ud fra kæmpe højtalere på hvert gadehjørne, og folkene her, er nok de sødeste vi har mødt. Alle hilser på os, siger: ”Cool mann”, og når man træder ind i bussen siger man : Goodmorning everybody” , og i maxi taxen, som kan rumme en 20 personer, spilles der høj raygay – musik.
Vi ligger fint i bugten med ca. 8 andre både, faktisk 3 danske og 2 norske.De første 5 dage boede Bente og jeg på guesthouse lige ned til vandet, da der var lidt trangt på Espresso. Den 17. dec. vinkede vi farvel til Benny, og nu sejler vi frem og tilbage i en lånt dinky, som ta´r en del vand ind. Ny motor har vi fået sendt fra Trinidad, men vil nok sejle derned for at se på ny gummibåd, som vores forsikring har at bevilliget os.
Ellers er tempoet ved at blive som de lokales, og da vi ikke kan købe ret meget i forretningerne, spiser vi en del ude på de to restauranter, der er her. Og der bliver af og til spurgt hvad vi vil ha´, og så spørger man, hvad de har idag - ret nemt, da de kun har kylling og fisk. På gaderne går hunde og køer og især mange høns, som skuler til os, når vi sidder og spiser noget af ”familien”. Alt foregår i fri luft og korte ærmer, vi er dog blevet lidt overraskede over vejret, da det faktisk regner meget og temp. er 27- 30 grader, så det er voldsomt fugtigt. Intet kan tørre, og alt der har fået saltvand suger fugt (puder, madrasser og håndklæder m.m.) men så er der et vaskeri i byen, som har 3 maskiner stående ved siden af computerne, da det også er netcafé ! Her afleverer man sit snavsede, våde, ildelugtende tøj, og får det igen næste dag for 35 kr. Her bliver sagt, at regntiden endnu ikke er slut, den slutter til januar. Idag har vi været i regnskoven med en guide, dog var der mere regn og skov end dyreliv. Her vokser også bambus, som er 10 - 20 meter høje og 10 cm i diam. som blandt andet bliver brugt som afstivning i byggeriet, som vores tømrermester Benny bemærkede: ”et godt-nok-stillads”. Vi så en enkelt sommerfugl, og nogle meget hurtigt flyvende kollibrier, guiden var vores første taxachauffør, her har alle mange jobs.
I bugten hvor vi ligger, flyver der fregat-fugle og pelikaner og papagøjer rundt, fiskerne har nogle små åbne joller med to bambusstænger ud til hver side – og 2 hastigheder – fuld kraft frem eller tilbage.
Om aftenen samles alle ude på gaderne og drikker rom af flasken, mens musikken kan høres over hele øen, rastafa-håret er gemt under en hæklet hue, og de små børn har de sødeste frisurer med perler og fletninger.
Vi har lidt svært ved at komme i julestemning, men her er en del plastic jule-træer med lys, og plastic-giualanter, og de to dåser Confit de Ganard , som er købt i Frankrig ligger klar. Erik er gået i tænkebox mht. til rødkålen og risalamenten! Vi regner med at holde juleaften på stranden, men mere herom senere.
I aften Torsdag er der barbecure : Fisk eller kylling!
Mange hilserne- COOL MANN- fra besætningen
Bente, Erik, Torben og Anne Mette
mandag den 17. december 2007
Turen over Atlanten forberedes
På tur på Gr. Canaria før atlantturen
Under overfarten
Overfarten forberedes
"Espresso" pakkes
Hvor mon det skal være ?lørdag den 15. december 2007
9. Rejsebrev: Fra Gr.Canarie til Cap Verde
S/Y Espresso på tur
9. Rejsebrev nov. 2007
Hej igen allesammen
Dette brev er der flere forfattere til, hvilket jo gør det dobbelt så godt !
Det jeg selv skriver bliver referat af sms´er, så det kan gøres ganske kort, Torben har forsøgt sig med live tlf. opkald, men telefonen var næsten rødglødende af optankning fra Telmore (som er vores abb.).
Her kommer først Bennys rejsebrev, som beskriver oplevlserne fra de 2 gutter lander i Las Palmas.
Rejsebrev fra Cran Canaria til Cap Verde.
Efter at Erik og undertegnede var ankommet sikkert til Las Palmas med Sterling
onsdag d. 7. november. blev vi hentet af Torben, som er Ekspressos skipper (gud bedre det).
Han havde i dagens anledning lejet en bil, så vi kunne køre til Puerto Rico, hvor båden lå.
Efter indkvartering, hvor vi fik tildelt en hylde hver, til vores tøj, dvs at der kun var en ledig hylde, så den snuppede jeg. (først til mølle o.s.v.) Erik har stadig sit tøj i tasken, men var det ikke for alt det lort Torben havde fået skrabet sammen, kunne der godt ha´ blevet en hylde til Erik også.
Det blev selvfølgelig en rigtig hyggelig aften med masser af rødvin m.m.
Næste dag skulle vi så have provianteret og der skulle købes rigtig meget, så det var godt at have en bil at transportere provianten i.
Efter at have fået stuvet provianten afvejn, som var lidt af et job, var det store spisetid.
Vi fandt en hyggelig restaurant, hvor vi fik lidt god mad m.m.
Fredag var afsat til at køre lidt rundt for at se på Øen.
Da man var kommet lidt væk fra turiststederne var der meget pænt, men rigtigt smukt blev det aldrig, da det var alt for afsvedet.
Lørdag var så endelig store sejldag. Vi skulle dog først lige over at tanke diesel 60 liter i tanken og 80 liter på 4 stk. 20 liters dunke, hvoraf den ene var utæt. Det klarede vi ved at vende den på hovedet.
Klokken 12.00 og efter at havde fået et stempel i vores pas, kunne endelig forlade Puerto Rico med kurs mod Cap Verde
Foran havde vi ca. 800 sømils sejlads med forventet ankomst torsdag d. 16.11 om natten.
Efter vi var kommet ud fra havnen var der nogle lede bølger fra siden, der fik båden til at rulle helt vildt, men vi fik sat nogle sejl så vi kunne komme derudaf. Efter at have sejlet en ½ times tid kom vinden og bølgerne ind fra læns så det gik strygende med en fart på 6-7 knob.
Vi havde sejlet ca. 3 – 4 timer da miraklet skete. De første delfiner begyndte at lege med båden.
Det vat var helt vildt flot at se dem svømme . Der var en 3-4 stykker og efter en ½ time fortrak de.
Der gik yderligere et par timer da der kom en flok på 15-20 stykker og dem var der godt nok gang i.
De hoppede og dansede foran båden på siden af og bag båden og de var virkelige legesyge..
Det var de sidste delfiner vi så før Kap Verde bortset fra torben så nogle en tidlig morgen på hans vagt, men der sov vi andre.
Det var blevet lørdag aften og der skulle laves mad. Det stod Erik for.
Menuen bestod af store engelske bøffer som vi havde købt hos en dansk slagter ”Jesper” i Puerto Rico. Samt bagte kartofler med en god rødvin. Det var toppen.
Vi havde inddelt vagterne i tre timers skift startende fra kl. 18.00 og til kl. 9.00 om morgen og det fungere virkeligt fint. Min første vagt var fra kl.0.300 til kl. 0600. og det var virke et smukt syn at se alle de stjerner på n kulsort himmel. Derudover var der masser af morild som lyste temmelig meget op. Ret flot.
Søndag skete der ikke så meget. Der var et spil der skulle repareres, derudover satte Torben en fiskesnørre i vandet, og han havde lovet at vi skulle have guldmakral til aftensmad, men han fangede ikke noget. Vi havde heldigvis også købt nogle snitsler hos slagter Jesper, så vi spiste dem til aftensmad med bagte kartofler.
Mandag skete der ca. det samme som om søndagen, bortset fra at vi var ude at bade.
Dels trængte vi til det og dels skulle vi inspicerer skruen, da der var nogle underlige rystelser.
Her kom dykkeren ind i billedet. Det viste sig at der var et net viklet rundt om skruen.
For at komme ned og få skruen fri blev vi nødt til at binde et tov langs siden, så man ikke drev væk fra båden, da der var lidt strøm. Der var også 3½ kilometer til bunden. Det var godt nok underligt at tænke på. Efter at vi havde fået skruenfri skulle skipper lige prøve motoren og den gik rigtig fint et lille øjeblik, så stoppede den.
Skipper havde glemt at hive torvet langs båden indenbords, så det havde viklet sig om skruen.
Så måtte dykkeren på den igen. Vi fik torvet fri og vi var blevet rene så vi sejlede videre.
Jeg skulle stå for aftensmaden og da Torben stadig ikke havde fanget nogen guldmakral, og vi ikke havde mere kød fra slagter Jesper kom menuen til at stå på spagetti i tomatsouse.
3 dåser Heinz op i en gryde. Det smagte ikke grimt, men heller ikke særlig godt, men det var på en måde torbens skyld, for han havde lovet os guldmakral.
Tirsdag var en begivenhedsrig dag.
Min vagt denne dag var fra 0.600 til 09.00 og der skete godt nok noget mærkeligt.
Vi havde sejlet et par dage uden at møde et eneste skib. Jeg havde holdt udkik ca. hvert 20. minut
Og der var ingen både at se. Næste gang jeg skulle op og kikke var det blevet lyst, og vi var nærmest ved at brage ind i en sejlbåd. Han havde ikke haft lanterner tændt, derfor så jeg ham først, da det var blevet lyst. Han var fra New Zeland, med da vi sejlede for spilet genua og storsejl, var der ikke tid til at stoppe for at sludre. Så vi vinkede kun til ham og væk var vi..
Vi skulle til at spise morgenmad, Torben havde som sædvanligt meget optimistisk smidt fiskesnøren ud. Midt i morgenmaden skete miraklet så. Der var bid. Det var en stor en og det tog ca. en time at hive den hjem. Først troede vi det var en lille haj, men det viste sig at være en stor tun på 1,5 m. og vejede godt 50 kilo.
Vi fik den parterede og fik ca . 6 bøffer på 200 gram pr.stk ud af det. Resten måtte vi smide ud, da vi ikke havde kølefaciliteter til opbevaring. Det var lidt fråds.
Om aften fik vi tunbøffer og de smagte hamrene godt.
Onsdag havde vi lidt spilersejlads og vi havde vores daglige bad i karet med 3,5 km. under os
Om aftenen fik …. Tunbøffer.
Torsdag aften ville der ske noget spændende Vi skulle efter beregningerne kunne se land omkring kl. 22.00. Efter 5½ døgn på havet var det faktisk en begivenhed.
Det var på min vagt og pludselig kunne jeg se noget svagt lys som hurtigere blev stærkere.
Kl. 24.00 sluttede min vagt, men det var lidt for spændende til at gå til køjs.
Kl. 02.00 havde vi ankret op ved Palmaira på øen Sal
Vi havde under provianteringen på gran kanaria købt 2 flasker Champagne en til Tobago og en når vi nåede Cap Verde. Så kl. 2 om natten delte vi en flaske Champagne. Det var virkeligt dejligt .
Derefter gik vi til køjs.
Dette var hvad jeg kunne nå at skrive indtil nu, men fortsættelse følger når vi når Tobago.
Hilsen Benny
Ja og det var så her jeg ofrede et dyrt tlf. opkald, og fortalte de herrer, at jeg lige havde læst, at der var rigtig mange hajer i det farvand, og der var en snorkeldykker, der var blevet spist. De havde nu ikke set nogen (hajer altså), og jeg ved heller ikke om hajer sætter deres tænder i sådan noget gammelt kød !!! Yngstemand er Benny og han bliver vel snart 60 år! Det er godt de er ude på Atlanten, og at det vare 14 dage, inden de får læst dette !
Espresso´s ophold på Cap Verdeøerne, hvor de sejlede rundt i 5 dage, blev en lidt blandet fornøjelse, da de fik stjålet gummibåden m.motor på den første ø Sal. Øerne er meget golde og fattige med sort befolkning, så de har nok set en årsløn ligge der og klippet kæden, mens de ”rige” vestlændinge forlystede sig på restaurant – surt.
Og det besværlige var, at Torben måtte svømme i land, for at politianmelde tyveriet, og da de kun talte portugisk, er det lidt spændende, hvad forsikringen får ud af det.
En sådan gummibåd er faktisk uundværdlig her, da der ikke er havne kun ankerpladser, så en sød gut, vi havde mødt tidligere i Las Palmas, var sød at låne dem sin gamle. Den skulle blot reparares lidt, og så var der ingen åre til. Men de har jo en tømrer ombord med store ”lapper” – eller hva´? Denne oplevelse gik lidt ud over deres dykkerdag, men de fik vist 2 dyk hver og set nogle fisk.
På den sidste ø, som jeg ikke ved hvad hedder, da kortene er ombord, skulle der bunkres vand m.m. Pga dårligt vejr med op til 18 sek.m. var der store bølger i bugten, og ved en fiskekaj fik de revet en fortøjningsklampe af. De gør nu også, hvad de kan for at lette båden !! Nå - men hullet fik ”dutterbeg” og afsted kom de fredag den 23.11.aften - næste stop - Tobago i Caribien om ca. 14 dage.
- Mht. hullet , lovede Torben mig, at der ikke kom vand ind – mere,
- og jeg har ikke hørt mere om de to kakelakker, de har mødt ombord !! De mente, det var to hanner, så hvad kan der komme ud af det ?? Gad vide hvor stor besætningen er, når Bente og jeg møder Espresso på Tobago den 10. dec. ??
Det var så lidt ”røverhistorier” fra Cap Verde, jeg vil sende nogle billeder fra gr. Canaria, da jeg ikke har fået fotos fra C.V.
Rigtig god julehygge til alle –
fra Anne Mette - samt gutterne på Atlanten
Ja , og så er det, man glæder sig meget til at se delfiner, solen og gutterne igen – mærkeligt som det skifter !!
9. Rejsebrev nov. 2007
Hej igen allesammen
Dette brev er der flere forfattere til, hvilket jo gør det dobbelt så godt !
Det jeg selv skriver bliver referat af sms´er, så det kan gøres ganske kort, Torben har forsøgt sig med live tlf. opkald, men telefonen var næsten rødglødende af optankning fra Telmore (som er vores abb.).
Her kommer først Bennys rejsebrev, som beskriver oplevlserne fra de 2 gutter lander i Las Palmas.
Rejsebrev fra Cran Canaria til Cap Verde.
Efter at Erik og undertegnede var ankommet sikkert til Las Palmas med Sterling
onsdag d. 7. november. blev vi hentet af Torben, som er Ekspressos skipper (gud bedre det).
Han havde i dagens anledning lejet en bil, så vi kunne køre til Puerto Rico, hvor båden lå.
Efter indkvartering, hvor vi fik tildelt en hylde hver, til vores tøj, dvs at der kun var en ledig hylde, så den snuppede jeg. (først til mølle o.s.v.) Erik har stadig sit tøj i tasken, men var det ikke for alt det lort Torben havde fået skrabet sammen, kunne der godt ha´ blevet en hylde til Erik også.
Det blev selvfølgelig en rigtig hyggelig aften med masser af rødvin m.m.
Næste dag skulle vi så have provianteret og der skulle købes rigtig meget, så det var godt at have en bil at transportere provianten i.
Efter at have fået stuvet provianten afvejn, som var lidt af et job, var det store spisetid.
Vi fandt en hyggelig restaurant, hvor vi fik lidt god mad m.m.
Fredag var afsat til at køre lidt rundt for at se på Øen.
Da man var kommet lidt væk fra turiststederne var der meget pænt, men rigtigt smukt blev det aldrig, da det var alt for afsvedet.
Lørdag var så endelig store sejldag. Vi skulle dog først lige over at tanke diesel 60 liter i tanken og 80 liter på 4 stk. 20 liters dunke, hvoraf den ene var utæt. Det klarede vi ved at vende den på hovedet.
Klokken 12.00 og efter at havde fået et stempel i vores pas, kunne endelig forlade Puerto Rico med kurs mod Cap Verde
Foran havde vi ca. 800 sømils sejlads med forventet ankomst torsdag d. 16.11 om natten.
Efter vi var kommet ud fra havnen var der nogle lede bølger fra siden, der fik båden til at rulle helt vildt, men vi fik sat nogle sejl så vi kunne komme derudaf. Efter at have sejlet en ½ times tid kom vinden og bølgerne ind fra læns så det gik strygende med en fart på 6-7 knob.
Vi havde sejlet ca. 3 – 4 timer da miraklet skete. De første delfiner begyndte at lege med båden.
Det vat var helt vildt flot at se dem svømme . Der var en 3-4 stykker og efter en ½ time fortrak de.
Der gik yderligere et par timer da der kom en flok på 15-20 stykker og dem var der godt nok gang i.
De hoppede og dansede foran båden på siden af og bag båden og de var virkelige legesyge..
Det var de sidste delfiner vi så før Kap Verde bortset fra torben så nogle en tidlig morgen på hans vagt, men der sov vi andre.
Det var blevet lørdag aften og der skulle laves mad. Det stod Erik for.
Menuen bestod af store engelske bøffer som vi havde købt hos en dansk slagter ”Jesper” i Puerto Rico. Samt bagte kartofler med en god rødvin. Det var toppen.
Vi havde inddelt vagterne i tre timers skift startende fra kl. 18.00 og til kl. 9.00 om morgen og det fungere virkeligt fint. Min første vagt var fra kl.0.300 til kl. 0600. og det var virke et smukt syn at se alle de stjerner på n kulsort himmel. Derudover var der masser af morild som lyste temmelig meget op. Ret flot.
Søndag skete der ikke så meget. Der var et spil der skulle repareres, derudover satte Torben en fiskesnørre i vandet, og han havde lovet at vi skulle have guldmakral til aftensmad, men han fangede ikke noget. Vi havde heldigvis også købt nogle snitsler hos slagter Jesper, så vi spiste dem til aftensmad med bagte kartofler.
Mandag skete der ca. det samme som om søndagen, bortset fra at vi var ude at bade.
Dels trængte vi til det og dels skulle vi inspicerer skruen, da der var nogle underlige rystelser.
Her kom dykkeren ind i billedet. Det viste sig at der var et net viklet rundt om skruen.
For at komme ned og få skruen fri blev vi nødt til at binde et tov langs siden, så man ikke drev væk fra båden, da der var lidt strøm. Der var også 3½ kilometer til bunden. Det var godt nok underligt at tænke på. Efter at vi havde fået skruenfri skulle skipper lige prøve motoren og den gik rigtig fint et lille øjeblik, så stoppede den.
Skipper havde glemt at hive torvet langs båden indenbords, så det havde viklet sig om skruen.
Så måtte dykkeren på den igen. Vi fik torvet fri og vi var blevet rene så vi sejlede videre.
Jeg skulle stå for aftensmaden og da Torben stadig ikke havde fanget nogen guldmakral, og vi ikke havde mere kød fra slagter Jesper kom menuen til at stå på spagetti i tomatsouse.
3 dåser Heinz op i en gryde. Det smagte ikke grimt, men heller ikke særlig godt, men det var på en måde torbens skyld, for han havde lovet os guldmakral.
Tirsdag var en begivenhedsrig dag.
Min vagt denne dag var fra 0.600 til 09.00 og der skete godt nok noget mærkeligt.
Vi havde sejlet et par dage uden at møde et eneste skib. Jeg havde holdt udkik ca. hvert 20. minut
Og der var ingen både at se. Næste gang jeg skulle op og kikke var det blevet lyst, og vi var nærmest ved at brage ind i en sejlbåd. Han havde ikke haft lanterner tændt, derfor så jeg ham først, da det var blevet lyst. Han var fra New Zeland, med da vi sejlede for spilet genua og storsejl, var der ikke tid til at stoppe for at sludre. Så vi vinkede kun til ham og væk var vi..
Vi skulle til at spise morgenmad, Torben havde som sædvanligt meget optimistisk smidt fiskesnøren ud. Midt i morgenmaden skete miraklet så. Der var bid. Det var en stor en og det tog ca. en time at hive den hjem. Først troede vi det var en lille haj, men det viste sig at være en stor tun på 1,5 m. og vejede godt 50 kilo.
Vi fik den parterede og fik ca . 6 bøffer på 200 gram pr.stk ud af det. Resten måtte vi smide ud, da vi ikke havde kølefaciliteter til opbevaring. Det var lidt fråds.
Om aften fik vi tunbøffer og de smagte hamrene godt.
Onsdag havde vi lidt spilersejlads og vi havde vores daglige bad i karet med 3,5 km. under os
Om aftenen fik …. Tunbøffer.
Torsdag aften ville der ske noget spændende Vi skulle efter beregningerne kunne se land omkring kl. 22.00. Efter 5½ døgn på havet var det faktisk en begivenhed.
Det var på min vagt og pludselig kunne jeg se noget svagt lys som hurtigere blev stærkere.
Kl. 24.00 sluttede min vagt, men det var lidt for spændende til at gå til køjs.
Kl. 02.00 havde vi ankret op ved Palmaira på øen Sal
Vi havde under provianteringen på gran kanaria købt 2 flasker Champagne en til Tobago og en når vi nåede Cap Verde. Så kl. 2 om natten delte vi en flaske Champagne. Det var virkeligt dejligt .
Derefter gik vi til køjs.
Dette var hvad jeg kunne nå at skrive indtil nu, men fortsættelse følger når vi når Tobago.
Hilsen Benny
Ja og det var så her jeg ofrede et dyrt tlf. opkald, og fortalte de herrer, at jeg lige havde læst, at der var rigtig mange hajer i det farvand, og der var en snorkeldykker, der var blevet spist. De havde nu ikke set nogen (hajer altså), og jeg ved heller ikke om hajer sætter deres tænder i sådan noget gammelt kød !!! Yngstemand er Benny og han bliver vel snart 60 år! Det er godt de er ude på Atlanten, og at det vare 14 dage, inden de får læst dette !
Espresso´s ophold på Cap Verdeøerne, hvor de sejlede rundt i 5 dage, blev en lidt blandet fornøjelse, da de fik stjålet gummibåden m.motor på den første ø Sal. Øerne er meget golde og fattige med sort befolkning, så de har nok set en årsløn ligge der og klippet kæden, mens de ”rige” vestlændinge forlystede sig på restaurant – surt.
Og det besværlige var, at Torben måtte svømme i land, for at politianmelde tyveriet, og da de kun talte portugisk, er det lidt spændende, hvad forsikringen får ud af det.
En sådan gummibåd er faktisk uundværdlig her, da der ikke er havne kun ankerpladser, så en sød gut, vi havde mødt tidligere i Las Palmas, var sød at låne dem sin gamle. Den skulle blot reparares lidt, og så var der ingen åre til. Men de har jo en tømrer ombord med store ”lapper” – eller hva´? Denne oplevelse gik lidt ud over deres dykkerdag, men de fik vist 2 dyk hver og set nogle fisk.
På den sidste ø, som jeg ikke ved hvad hedder, da kortene er ombord, skulle der bunkres vand m.m. Pga dårligt vejr med op til 18 sek.m. var der store bølger i bugten, og ved en fiskekaj fik de revet en fortøjningsklampe af. De gør nu også, hvad de kan for at lette båden !! Nå - men hullet fik ”dutterbeg” og afsted kom de fredag den 23.11.aften - næste stop - Tobago i Caribien om ca. 14 dage.
- Mht. hullet , lovede Torben mig, at der ikke kom vand ind – mere,
- og jeg har ikke hørt mere om de to kakelakker, de har mødt ombord !! De mente, det var to hanner, så hvad kan der komme ud af det ?? Gad vide hvor stor besætningen er, når Bente og jeg møder Espresso på Tobago den 10. dec. ??
Det var så lidt ”røverhistorier” fra Cap Verde, jeg vil sende nogle billeder fra gr. Canaria, da jeg ikke har fået fotos fra C.V.
Rigtig god julehygge til alle –
fra Anne Mette - samt gutterne på Atlanten
Ja , og så er det, man glæder sig meget til at se delfiner, solen og gutterne igen – mærkeligt som det skifter !!
Abonner på:
Opslag (Atom)
