lørdag den 20. december 2008

14. Rejsebrev - hjemme på orlov !

Kære venner og familie

Ja det er længe siden og nu er det blevet jul igen - i år under lidt andre temperaturer end i 2007 !
Vi har nu været i DK i ½ års tid og orkanerne er ved at lægge sig i Carib, så flyet går tilbage til Trinidad i januar, hvor Espresso (nu kaldet : kaffe-grisen !!!) ligger på land med plastic over, som ly mod regnen.
Det er regntid derovre indtil december, men dog stadig 35 grader - ikke værst at tænke på.
Vores tid herhjemme er gået med at se vores venner og familie, og også besøgt langturssejlere, vi har mødt på vores færd, og som også har trukket sig tilbage i "hurricane-holes" i DK.
Der er kommet et dejligt nyt barnebarn i familien, og Christina var så venlig at vente, til vi var hjemme - næsten altså! Vi havde fået lov til at låne en båd af søde sejlervenner (man savner jo havet! ) mod at sejle den hjem fra Bohuslen, og så kom lille Marcus, mens vi lå i Klædesholmen, men der går jo bus og sporvogn alle steder fra.

Torben har haft noget arbejde, han må jo nu, han er rigtig pensionist, for at supplerer lidt til vores næste færd, ja, han har faktisk passet en robot, der laver brikker. Aldrig har jeg haft en mand med så mange brikker at flytte rundt med !!

Nu vil jeg ønske alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår - og her vil vi så fortsætte med indlæg det næste år.

Kærlig hilsen fra besætningen på orlov - Torben og Anne Mette