lørdag den 20. december 2008

14. Rejsebrev - hjemme på orlov !

Kære venner og familie

Ja det er længe siden og nu er det blevet jul igen - i år under lidt andre temperaturer end i 2007 !
Vi har nu været i DK i ½ års tid og orkanerne er ved at lægge sig i Carib, så flyet går tilbage til Trinidad i januar, hvor Espresso (nu kaldet : kaffe-grisen !!!) ligger på land med plastic over, som ly mod regnen.
Det er regntid derovre indtil december, men dog stadig 35 grader - ikke værst at tænke på.
Vores tid herhjemme er gået med at se vores venner og familie, og også besøgt langturssejlere, vi har mødt på vores færd, og som også har trukket sig tilbage i "hurricane-holes" i DK.
Der er kommet et dejligt nyt barnebarn i familien, og Christina var så venlig at vente, til vi var hjemme - næsten altså! Vi havde fået lov til at låne en båd af søde sejlervenner (man savner jo havet! ) mod at sejle den hjem fra Bohuslen, og så kom lille Marcus, mens vi lå i Klædesholmen, men der går jo bus og sporvogn alle steder fra.

Torben har haft noget arbejde, han må jo nu, han er rigtig pensionist, for at supplerer lidt til vores næste færd, ja, han har faktisk passet en robot, der laver brikker. Aldrig har jeg haft en mand med så mange brikker at flytte rundt med !!

Nu vil jeg ønske alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår - og her vil vi så fortsætte med indlæg det næste år.

Kærlig hilsen fra besætningen på orlov - Torben og Anne Mette

lørdag den 15. marts 2008

13. Rejsebrev: Fra Martinique til Guadelupe og Antigua

S/Y Espresso på tur

13. Rejsebrev fra Martinique til Guadelupe og Antigua

Farvel Martinique.
Nu måtte vi videre til Guadelupe, hvor vores venner Conni og Torben skulle stå på den 23. feb. Turen går forbi Dominica, og for en gang skyld havde vi halvvind – herligt. Midt i det hele fangede Torben en flot guld-makrel ca. 5 kg., som med lidt besvær i den høje sø, blev bjerget og fotograferet til fiskeklubben derhjemme!
Efter 47 mil og ved solnedgang fandt vi en ankerbøje i en bugt ved Dominica, hvor vi blot overnattede og fortsatte til nogle små øer, Les Saintes lige syd for Guadelupe, som også er franske. Mystisk med alle de lande vi ustandseligt passerer, men igen i EU.

Det var et rigtigt ø-paradis med badestrande og fin by, som vores havnelods beskriver:
”After a hard day´s sail, it will be love at first sight.”
Der var færger med turister fra Guadelupe på dagsudflugter, ligesom på Christiansø, når færgerne forlader øen dukker de lokale op. Man ligger for anker i en ret urolig bugt, men vi er ikke de eneste ! Byen hedder Bourg des Saintes og udover herlige tøj/souveniers/smykker og lokal kunst butikker, var der knallertudlejning, da der ikke er mange biler på øerne, og vejene er ret stejle og eensporede, dog har de her lært at køre ”i den rigtige side”.
Borgen hedder Fort Napoléon er bygget i det 19 århundrede, og har aldrig været i krig, men er indrettet til museeum, og rundt om er der en botanisk kaktushave og liguaner. De var vældig sjove at kigge på over en meter lange og helt uforstyrrede af mennesker, der kiggede og fotograferede, eller også var de bare sløve!
” For iguanas, it´s always Monday morning”!
Øen havde pragtfulde små bugter med badestrande, men vejret var ikke helt til strandliv, så vi gik på netcafé og ture.
Efter 4 dage sejlede vi videre til hovedstaden på Guadelupe, Point-a- Pitre (forkortet PAP). Nå - skal jeg lige fortælle, at vi havde 13 sek.m. imod, og denne gang var det på atlantsiden af øen. Øen er formet som en sommerfugt med en flad ø, Grand-Terre og en høj Ø , Basse-Terre med en rygende vulkan, ja de er nu morsomme de franskmænd. På den høje ø kan man sige, at det regner, der kommer 10.000 mm regn om året, mens det på den lave ”kun” regner 1814 mm.
Vi sejlede ind i en dejlig marina – og her kommer vores rekorder indtil videre: Første havn i 2 måneder, og instrumentet rundede de 7.000 mil. Her kunne vi købe et 10 dages klippekort med rabat til ca. 150 kr. pr. døgn, og så var her frit vand og strøm – og bad !!! Da vi nu skal sejle rundt på øerne ved Guadelupe i den næste 1½ måned kan det godt betale sig med 10 dages kort. Det bliver nok det nordligste i år, inden stævnen vender mod syd igen og Trinidad, hvor Espresso skal på land. Men det er der længe til, nu kommer først oplevelserne på Guadelupe:

Point-á-Pitre er en af de få storbyer i Caribien. Den blev grundlagt i 1654 af en hollandsk fisker, Peter, den har over 100.000 indbyggere, motorvej og storbyggeri. Mange krigsmindesmærker, der fortæller om alle de øboere, der døde for Frankrig. Man må håbe, det ikke har været forgæves, for selve byen er meget fattig, og der er mange slumkvarterer, som vi ikke havde lyst til at gå igennem. Dem passerede vi på en ”ny genvej” Torben havde fundet til lufthavnen, hvor vi skulle ta´ imod vores gode venner, og hvorfor ikke gå de 7- 8 km lige i dansker timen (kl. 12 – 14)! Til sidst måtte vi heldigvis ta´ en taxa for at nå flyet.
Den næste dag gik med afslapning og ”nye” ugeblade – herligt. Vores venner havde været 2 uger på de Vestindiske øer, så de havde også troet på en afslappende dag, men Hansen og Madsen og fru Madsen fik en tur i gummibåden, som blev alt andet.

Øen er som sagt delt i 2 dele af en flod der hedder Riviére Salée, som vi havde besluttet at sejle igennem. Det kan kun ske om natten, da de to broer åbner een gang i døgnet, og det er kl. 5 om morgenen. I søkortet står der, at dybden er 1,6 m, men vi havde hørt om både på 2m, der havde klaret det.
Gummibåden tog på lidt reseach i mangroven, som omgiver floden og kom måske lidt tæt på en rod - slagstiften gik i motoren, og så startede ro-turen tilbage mod marinaen. Det var faktisk ikke muligt at ro blæsten op, men heldigvis er der en kvinde ombord. Conni fik piftet efter en vandscooter, som var sød at trække dem hjem! Jeg var begyndt at spekulere på, om jeg havde lagt for meget dej til bollerne næste morgen, men så dukkede de heldigvis op, trætte, men glade og solskoldede.
Det var en spændende tur i buldermørke næste morgen, vi lagde os i kølvandet af to andre sejlere, der havde fået samme idé, og da det begyndte at lysne, var vi nået ud på nordsiden af Guadelupe. Efter en ankernat ved en lidt kedelig, søvnig by, Port Louis, sejlede vi nu nord vest om den høje ø, og vi havde medvind, skal jeg skynde mig at fortælle- og midt i det hele – fiskelykke igen. Torben fangede en barracuda på 6 kg (foto findes) det var en flot fisk og vi havde mad til 3 dage. Den er meget fast i kødet og smager nærmest som kalvekød. Og ikke nok med det, her dukkede også delfinerne op, mindst 20 legede ved båden i et kvarter, hvorefter den største sprang høj op i luften foran stævnen og sagde farvel og tak for denne gang.
Nu gik turen nordvest om Guadelupe til en ankerbugt der hedder Deshaies, som var fin og ok - ligesom de andre med små restauranter i vandkanten og skildpadder i bassinet. Vi fortsatte langs vestkysten, men det er vist lige præcis der, der falder de 10 meter regn, og hvorfor skulle det være på de 2 dage vi var der? Videre til Les Saintes , som jeg har beskrevet een gang , men vi syntes vores venner skulle opleve solskinnet der. Vi lejede scootere og kørte ”hele” øen rundt” i regnvejr sådan set. Nu gik turen igen PAP, hvor vores venner skulle med fly.
Vi havde besluttet at sætte ”Espresso” på land og bundmale. Og man må sige den trængte ! Se fotos (som nok kommer senere). Vi var på land i 4 dage, der var lidt højt til køjen op ad stigen agter - og myg, som vi forsøgte at undgå, ved at lægge os under det store myggenet, der var investeret i hos spejdersport i DK. Vi lignede nogle slim-ål, og myggene fandt ud af at stikke igennem nettet – fikst.

Tiden på land brugte vi også til bustur langs sydøstkysten på den flade del af Guadelupe. Her var dejlige strande bag koralrev i både St. Anne og Saint-Francois med turister fra hovedlandet Frankrig.
Da vi var kommet i vandet tog vi rundt til flere af øerne omkring Guadelupe og den 17. marts hentede vi Bent – kaldet it-Bent - en god kollega fra Rådhuset, som skal være med i 14. dage.
Vi troede, at vi straks derefter kunne sejle til Antiqua, som er den nordligste ø, vi har tænkt at besøge i år, men – sejlerplaner er til for at ændres. Der opstod et 4 dages bølgefænomen, hvor vi blev frarådet at sejle. Faktisk lå vi for anker lige udenfor PAP ved en lille palmeø, for at vise Bent hvad der ventede ham, og her blev vi kontaktet af Gendameriet kl. 8 aften , som rådede os til at søge havn – ihvertfald senest næste morgen. Men den ”bekymrede” (hvem kan det mon være )? Insisterede på straks at sejle i havn.
Ankeret op i buldermørke, og i ”nødhavn”. Hvilket måske ikke viste sig at have været så nødvendigt. De næste par dag kunne vi med undren læse, at havet ødelagte moler og havne, men der var stille i PAP-havnen. For at se om aviserne nu var fulde af løgn, tog vi bussen til nordkysten af Grand Terre, Guadelups flade ø. Og aviserne havde ret, kæmpe bølger rullede ind på kysten, og glad var jeg, at vi var sejlet i havn.
I skrivende stund er vi kommet til Antigua, og ligger i en bugt der hedder English Harbor.

Her er helt vidunderligt ligesom de andre steder, men her er mange flere ankerbugter og dem venter vi spændt på at ta´ i besiddelse.
Vi har ligget her i English Harbor, som er meget mere international end andet, vi har mødt nærmest lidt jetset-agtigt. Men vi ligger i en sjov bugt, hvor alle bådene karter rundt og ligger helt forskelligt, tit forkommer ”a night kiss” – hvor bådene støder sammen, når det som regel blæder op. Øen, som vi har set fra vinduerne i de herlige maxi-taxaer, er et selvstændigt land med 66.000 indbyggere, men igen meget fattig med korrupte politikere, og man forsøger at overleve på turister og krydstogsskibe. Der er bananplantager og sukkerrør, og befolkningen er ikke så blandet, som på de andre øer. Meget sent ophørte slaveriet her, fordi de lokale ikke fik tilbudt jord af herrefolket, og derfor stadig var stavnsbundne af plantageejerne. Først i 1966 fik øerne selvstyre og i 1981 blev de selvstændige indenfor Commonwealth.
Taxaen tog vi til hovedbyen St.John igår – og undrede os over, at alt var lukket !!! Nå ja påske mandag !! Nu har vi været for længe væk fra civilisationen – så denne forfatteren ta´r flyveren hjem imorgen – og Torben sejler videre med venner – og oplevelser som I kommer til at høre mere om.
Tak for nu – vi ses.

Kærlig hilsen fra S/Y Espresso´s besætning – Bent, Torben og Anne Mette

onsdag den 12. marts 2008

Billeder til 13. rejsebrev

Fødselsdags-picknic for Madsen ved Les Saints, Guadeloupe

Der må ryges i cockpittet - Bent på Antigua

Isle Grossier lige udenfor PAP på Guadeloupe


"Always monday morning"



Guldmakrel i cockpittet





onsdag den 30. januar 2008

12. Rejsebrev: Fra St.Lucia til Martinique, jan 2008

S/Y Esprresso på tur

Fra St. Lucia til Martinique – jan/ feb.- 2008

Efter de flade sand-palmestrande er vi nu kommet til de høje vulkan øer. Fra Bequia tog vi et ordentligt hug på 57 mil. Det første åbne stykke til St. Vincent, var med vældig store bølger og meget vind, NØ imod. St. Vincent sprang vi over i denne omgang, der skal jo også være noget til næste år! Det næste stykke på 30 mil fra St. Vincent til St Lucia var meget, meget store bølger og vældig meget vind ikke under 11 sek.m og op til 18, og så imod ! Mon vi har valgt at sejle den forkerte vej ?

Men alt gik fint og vi anduvede Soufriere bugt på St Lucia, hvor vi lå lige under Pitonerne (2 vulkantoppe, som Lucia er kendt for). Vi blev straks kontaktet af de sejlende boatboys, som anviste os en bøje, da der er for dybt til at ankre. Næste morgen vågnede vi, og så at den lokale svinesti lå lige ved siden af, og de vilde hunde jagtede de vilde høns. Det er de høns der går rundt om bordet, og skuler til os når vi sidder på Mac Chiken.
St. Lucia er kendt for sin botaniske have og en aktiv vulkan, så afsted til Botanisk have, en gåtur på ca. 25 min. Men i skygge og med vilde lime, som vi plukkede til vores sundowner. Haven lignede fuldstændigt resten af øerne, her var alle planter blot samlet på et sted. Der var mineralbade og vandfald, derefter tog vi en taxa til vulkanen, og det var vældig interessant at se, og især lugte svovlen, der boblede op af en sprække i jorden.

Her i bugten flyttede vi lidt rund de næste 2 nætter, da der var meget uroligt, og nu skulle Mette og Henning hjem. Hyggeligt at ha´ haft dem med.Vi fulgte dem til lufthavnen, den internationale, som ligge på sydkysten, der er også en lokal, der ligger ved hovedstaden, men her kan kun lande mindre fly, bl.a. alle vores Crass 8 fly, som flyver her!!

Nu gik det stille og roligt mod nord ca. 8 -10 mil ad gangen.
Først til en lille lagune Margot Bay, det er vist her de fleste carib-billeder er taget ! Dog var bugten fyldt med charter-udlejning, og vi lå ved bøje til 60 ECD ca 120 kr. rimeligt dyrt. Vi badede og nød solen.
Der skal altid være lidt slanger i paradis, så Torben havde sørget for at slå hul på sin albue, så han måtte spise penicilin, og jeg selv fik lige bøjet et ribben, da jeg skulle kravle op i gummibåden – ja det er hårdt at holde fri !! Det må også lige med, at her skete det helt usædvanlige, at vi fik et rigtigt ferskvandsbrusebad, det første siden Trinidad, dog i koldt vand, men vild luxus.
Efter et par dage her gik turen videre igen 8 mil for motor langs St.Lucias kyst til Rodney Bay, som er den bygt/by hvor ARCén slutter (en kapsejlads der går hvert år fra Gr.Canaria, og som mange benytter sig af at følge over Atlanten).
Her var rigtig fint med alle faciliteter, og vi kunne ankre op helt inde i havnebassinet, hvilket gjorde dinky-turen til land rimelig kort. Ikke langt fra Rodney ligger hovedstaden Castries, hvortil vi tog en Maxi-taxi, (minibusser man bare stopper på vejen, og siger hvor man skal af, genialt system, kunne begrænse privatbilerne på Helsingørmotorvejen!) Husene her var ikke så gamle, eller charmerende, da byen havde været hærget af en brand to gange, men vi opdagede, at vi var de eneste med anden hudfarve.

Vi tog også på en lille dinkyudflugt til en ruinborg i bugten sammen med besætning på ”Mirna”, Mona og Chresten, og Torben fandt straks ”en genvej” helt til toppen og meget stejl, her havde vist ingen været før!! Herfra kunne vi se til Martinique, som vi fortsatte til næste dag.
27 mil (jeg behøver ikke at gentage turen over det åbne stykke mellem St.Lucia og Martinique).
Skal lige fortælle en sjov beretning, om det første vi møder af Martinique, det er en vulkanblok ude i havet, som kaldes Diamond Rock.
I 1804 landsatte britterne 120 sømænd som straks befæstede klippen med kanoner og byggede hytter i hulerne. Den blev af the Royal Navy registreret som et krigsskib, og kaldt det synkefri HMS Diamond Rock. De generede kraftigt de franske handelsskibe og til sidst fik en fransk admiral den ide, at sende et skib derind med romtønder. De isolerede britiske sømænd bed på krogen, og mens de sov rusen ud, indtog franskmændene øen.

Nu kom vi til den dejligste lille ankerbugt, der hedder Grand Anse d´Arlet, hvor de lokale holder weekend og ferie. Vi skulle til at finde vores EURO frem igen, vi var kommet til EU. De garvede langturssejlere sagde, at indklareringen her var mere afslappet, så vi besluttede at ligge for ”gult flag”, hvilket betyder, at du bliver på båden og venter på indklarering.
Det var blevet den 3.feb.,og der skulle være karneval på Martinique den 4. + 5. så
næste dag, var det tid til at angribe hovedstaden Port-de-France. Men vi var lige kommet en dag for sent til de store parader, dog var de næste dage fyldt med masser af spændende udklædte mennesker, besynderligt at alle de unge mænd var klædt ud som damer, ret sjovt at se på.
Nu var der lukket for alt de næste 5 dage, så vi fandt en mini bus og kørte en time nordpå til St. Pierre. Byen var oprindelig hovedstad med 30.000 indbyggere og blev kaldt ”lille Paris”, men alt ændrede sig den 8.maj 1902. Kl. 8 om morgenen eksploderede vulkanen over byen med gas og brændende aske med en kraft, der svarede til 4 Hiroshima-bomber. På få minutter lå byen i ruiner. (ja - vi var på en guidet tur der !).
Byen har idag 6.000 indbyggere og er ikke længer hovedstad. Lige nord for ligger klippen Tombeau des Caraibes, med den sørgelige histore, at her skulle carib-indianerne være hoppet ud i massevis, fordi de hellere ville dø end blive taget til fange af franskmændene. I det hele taget er der, mange grumme historier på øerne, hvor slagsmålene har bølget frem og tilbage mellem spanierne, englænderene og franskmændene og andre, der var interesseret i et storherredømme!
Nu havde vi besluttet at sejle lidt tilbage for at besøge sydkysten , som skulle ha´ en stor marina, hvor vi kunne få nogle reservedele, men efter 12 mil i stid modvind og 12 sek.m. imod, ville jeg ikke længere, og vi vendte om til vores lille åndehul Gran Anse.
Her har vi tilbragt nogle dejlige dage, og i skrivende stund er vi taget til Port-de-France for at handle mad og finde en netcafé, det ikke just myldre med netadgang her.
Vore planer er nu at sejle til Dominica og videre til Guadeloupe, hvor vore gode venner Conni og Torben skal stå på den 23. Dog lover vejret ikke ret godt, så vi ta´r det stille og roligt.

Mange sejlerhilsener fra Torben og Anne Mette - Og billeder senere – som sædvanligt.

PS:
Lidt filosoferen her hvor vi ikke har andet end tid:

Det blæser så meget, at man bliver helt ør i hovet, så går man på café og får sundowner, og så bliver man ør i hovedet !

Har spekuleret på hvordan de flotte mørke piger får deres hår til at sidde så flot? Hver har sit eget helt forskellige hår. Nogle har påsat farvede stiber og hestehaler, nogle mængder af perler, gad vide om det ville pynte på en gammel 64 årig kone?
Ups - nu sidder drengene derhjemme og gruer !

Skal dog lige fortælle, at jeg nu har fået lært at snorkle! Første gang kun med fødder og briller, så med briller, fødder og snorkel, nu mangler jeg bare at se nogle fisk under vandet!

Og et tip til langturssejlerne:

Vi tumpede noget rundt her for at finde emigration, men det viste sig at være såre enkelt, du går bare ind i en forretning, der hedder Sea Service i FdF, og her står en computer, hvor du selv skriver og printer dine data.
Det samme findet på molehovedet i bugten Anse Mitan modsat byen– hvor der også kan handles vand og diesel.

tirsdag den 29. januar 2008

Udsigt fra borgen i Rodney Bay, St. Lucia
Samme sted

Fra St Pierre på Martinique


Gros Islet i dagtimerne på St.Lucia



Rodney Bay og "Espresso" set fra dinkyen





mandag den 28. januar 2008

Billeder til 12.rjsebrev

Karneval på Martiniqe
Flotte fyre til karneval


Mer´karneval


Frisk frugt leveret på St. Lucia



Marigot Bay, St Lucia




tirsdag den 15. januar 2008

11. Rejsebrev: Nytår på Trinidad og tur til Grenada

S/Y Espresso på tur

11. Rejsebrev - 21. jan. 2008

Hallo igen venner og Familie

RIGTIG GODT NYTÅR

Allerførst tak for jule- og nytårs-mails og sms´er, det er rigtig dejligt at høre hjemmefra.
Selv om det er længe siden kommer her beretningen helt tilbage fra juleaften 2007.

Vi holdt julemiddagen i Bente og Eriks lejlighed på land i Charlotteville,Tobago, de gemte dåser fra Frankrig med ”Confit de Ganard” = And i eget fedt, blev åbnet og varmet 15 min i ovnen, dertil rødkålssalat med appelsiner og kartofler (ikke brunede – det skulle jo være anderledes) . Det smagte forøvrigt rigtig godt, og nu kom udfordringen med ris-alamenten ! Da de løse ris havde kogt i 2 timer med tilsat mælkepulver og vand, lignede de risengrød, deri blev der hældt hakkede mandler, og sovsen bestod af cocktailbær i selvlysende mandel-essens-saft. Bente havde, som den eneste husket gaverne, det var lidt pinligt, men jeg fik i sidste øjeblik købt en kasket til Torben, hvorpå der ret originalt stod ”Tobogo and Trinidad ” i nogle grumme sort røde farver.
Musikken fra gaden var ret voldsom, det var vores tolder, som var DJ på sit eget udendørsanlæg, og Torben greb chancen, og spurgte om han ville sætte vores Wham- CD på. Det var fint at høre ”Last Christmas” ud over hele øen. Efter middagen gik vi til en dansker koloni, som bestod af 6 både, der havde samlet sig i en gårdhave. Vi gik omkring et plast-juletræ med mange kulørte lamper, og på bordet bestod pynten af tørrede små flyvefisk, de lignede gennemsigtige engle ! En fin anderledes juleaften.

Efter endnu en dag her, i det nok mest lokale Caribien, satte vi kurs mod Trinidad, hvor vi håber på at få fat i en ny dinky. Det blev en fin tur i medvind og 74 mil senere, med en enkelt overnatning i en urolig bugt på Tobago, anduvede vi Chaguramas på Trinidad. Chaguramas er et stort indhegnet marina-område med alt til bådfolket og også over-vinterende både på land. Her har FTLF kontaktperson, Hannah, som dog var på ferie.
Efter indklarering igen, selv om Tobago og Trinidad er samme land – pudsigt! Skulle vi ud at se på omgivelserne. Her anbefales det at ta´ taxa, når man skal til byen, og det råd fulgte vi. Hovedstaden Port of Spain er en vældig fin og støjende by - masser af liv i gaderne og mange butikscentre med aircon.
Den sidste dag med Bente og Erik, som skulle flyve nytårsaften, tilbragte vi i en bugt, der hedder Scotland Bay, hvor vi kunne bade, og Hansen svømmede om kap med en skildpadde - padden vandt. Vi kunne høre brøle-aberne i skoven, og på hjemturen til havnen mødte vi en flok delfiner, og over en lille ø i bugten svævede gribbene rundt sammen med de søde, klodsede pelikaner, så der findes mange andre dyr her, end de små stikkende.
Efter at have vinket farvel til Bente og Erik, skulle vi forberede nytårsaften. Heldigvis findes der garvede langturssejlere her, ”Mirna” m. Mona og Kresten, som spurgte, om vi ville komme til deres område, hvor der var grill, borde og pool.

Vældig fint og kl. 18.30 var vi pludselig blevet 13 til bord, så der blev inviteret nogle franskmænd og svenskere. Som tiden nærmede sig 24, havde vi fået besøg af besætningen fra et Mærsk Supplier skib, som lå standby for at servicere en borerig. Søde og festlige mennesker, som inviterede os alle til rundvisning på deres skib næste dag kl. 17.00.
Og nytårsaften gik jo som det skulle ..... en del af besætningerne blev smidt i poolen, dog slap jeg selv nok pga. alder. Det var også hyggeligt at få og sende sms´erne hjem, og Jytte og Harald skulle hilse fra Dronningen derhjemme, som sendte sin hilsen specielt til os! Ved 5-tiden om morgenen blev vi/de sidste sejlet hjem. Skæg og festlig aften.

Så oprandt næste dag ! Det er ikke sjovt at ha´ tømmermænd, når båden gynger SÅ meget, så vi skulle ta´ os en del sammen, da vi kl. 16.30 entrede lejderen på ”Mærsk Puncher”. Vi fik en meget instuktiv rundvisning og et flot traktement, som kokken havde lavet- og herlige kolde ikke alkoholdiske drikke ! Besætningen drikker ikke alkohold, da de faktisk er på vagt hele døgnet, og det gik også sådan, at de blev kaldt ud til riggen kl. 21, som de servicerer hele verden rundt, hvor den bliver hyret. Det var vældig interessant at høre om, og først kl. 20.30, sejlede vi tilbage til vores skibe.
Men nu kom dagen, hvor det lykkedes os at få en ny gummibåd – lykkedag !! Vi var i samtlige udstyrsforretninger og lev.tiden var ca. 3 mdr., men den vakse pige på Power Boats kontor henviste os til en sejler, der havde en brugt til salg. Vi handlede fluks, og 3 dage efter, da vi endelig fandt en bank, hvor vi kunne veksle til US dollar, overtog vi en Carib-dinky med fast bund.
Jeg kan ikke huske, om jeg har fortalt om møntenheden her, man bruger EC dollar. 1 ECD er ca. 2,20 kr. og jeg vil anbefale, at man har nogle få med hjemmefra DK, hvis man kommer hertil. Bl.a. indklarering og taxa ta´r kun mod ECD, de kan bl.a. fås hos Forex som også veksler tilbage i DK.

Det blev ikke til ture på øen denne gang, da der var en del, der skulle udbedres efter Atlanten bl.a. et bøjet septer, 2 bøjede spielerstager, samt et brækket næb (på stagen altså), og så skulle vi ha´ gas. Det får man meget nemt, da de fylder på vores blå flasker, men kun om fredagen.
Og ja – vi har besluttet at komme tilbage hertil næste år. Vi har bestilt ”vinter”-plads til juni, hvor ”Espresso” kommer på land hos Power Boats. På det tidspunkt skulle der være mulighed for at se skildpadder, der går på land og lægger æg, samt et flot mangroveområde med ibisser, (ja det er fuglen fra kryds-og-tværsen !) Men mere herom til juni.
Den 6. januar tog vi afsted om aftenen i buldermørke fra Trinidad kl. 21. Vi fulgtes med en anden dansk båd ”MIRNA”, og det var vældig rart at have en lanterne at kigge på ude i de vældig store søer, som kom ind foren for tværs. Efter 81 mil og en ret kedelig sejltur, med for meget vind og for store bølger, anduvede vi kl. ca.11 den følgende dag, Prikly Bay på Grenada.
Efter en lang dags/nats søvn, gik vi til emigration og told, som var nemt og hurtigt. Vi tog en taxa til St. Georg, som er hovedstaden, og igen en spændende, anderledes by, som er kendt for sine krydderier, og det duftede hele byen af.

Grenada har en lidt spændende historie, og en helt, der hedder Maurice Bishop, som tog magten i 1979 fra et korrupt hjemmestyre, som havde regeret ø-riget siden 1974, hvor de blev uafhængige. Bishop var idealistisk socialist, og blev af konservative krafter sat først i husarrest og siden skudt på borgen i St.Georg. Nu ulmede borgerkrigen, og da socia-lismen var en torn i øjet på de andre mere konservative caribiske øer, blev præs. Regan bedt om at indvadere øen i 1984. Hvilket faktisk skete, og man fik forhindret et nyt Cuba.
Her i Prikly Bay blev vi i 5 dage, hvor vi havde aftalt, at Mette og Henning skulle komme ombord og sejle med i 14 dage. Ventetiden gik vældig behageligt, i det tempo man her kalder, at man ”limer”, og det er vi blevet gode til.

M. og H. ankom efter ø-hop fra St.Lucia til Barbados og endelig Grenada, medbringende bådudstyr, rugbrødsmel og ugeblade (herligt) , og sandelig om de ikke sover i forkøjen!
Nu begyndte vores egne ø-hop, hvor den ene smukke palmestrand efter den anden blev besøgt. Vi begyndte sejladsen nordover. Bugter med barbecue og sol, bad og snorkling: Hog Island på Grenada, Tyrrel Bay på Carriacon, Union Island, en ø-gruppe i Grenadinerne. Derfra til nok den mest kendte øgruppe, Tobago Cays, et snorkelparadis, som også er en naturpark, hvor kun sejlerne kommer. Det er 4 små palmeøer omkranset af et hesteskoformet koralrev. Her er masser af havskildpadder, rokker, stribede fisk og koraller. Her blev vi 2 nætter, og da havde jeg fået nok af blæsten.
Vi er blevet lidt overraskede over, hvor meget det blæser her, ikke ret meget under 10 sek.m. hele døgnet, men så sparer vi på diselen, dog sejler vi mod vinden, når vi går mod nord, men med den lille fog og 2 reb i storen, stryger vi afsted.
Fra Tobogo Cays til øen Mayreau, ca. 2 mil, det eneste der er her, er et hotel m.hytter på stranden, og her sad vi under palmeblade og spiste en dejlig middag, som vores søde gæster gav.
Igår tog vi 27 mil til øen Bequia, hvor vi bliver en dag for at handle, det er igen en meget caribisk ø, og helt forskellig fra de øvrige vi har besøgt. Dog er der flere hvide, der ejer restauranter, det siges, at de er kommet sejlende og ikke har haft lyst til at kommer herfra igen ! Så nu må vi se, hvordan det går os !!
Der bliver gjort meget for sejlerne her, straks vi kommer til en ankerplads, bliver vi modtaget af skibe som tilbyder: Lobster, vin, hente vasketøj, vand og diesel og afhentning af affald, som jo altid hober sig op, når man sejler, og normalt er rigtig svært at komme af med.

Planer er nu, at vi imorgen sejler til St. Lucia, hvor Mette og Henning skal flyve hjem fra. Men mere herom senere.

Mange sejlerhilsener fra den soldyrkende-driksdrikkende-snorklende-badende-i-28gr.vand besætning på S/Y Espresso

Mette og Henning, skipper Torben og rorskone Anne Mette

torsdag den 10. januar 2008

Palmestrande - Grenadinerne

Tobago Cays i Granadinerne

Sand Whisler Bay - find Mette !

Tobago Cays


Mer` strand



Union Island - også i Grenadinerne





lørdag den 5. januar 2008

Billeder fra Grenada

For anker ved Hog Island, Grenada - med Mette og Henning

På havnefronten i Sct. Georg, Grenada- med Mona og Chresten

To bar-løver går i land !


Mona og Chresten fra "Mirna"

Endnu en ankerplads! Hog Island -søndagsgrill





torsdag den 3. januar 2008

Billeder til 11. rejsebrev: Jul på Tobago og nytår på Trinidad

Købmanden i Charlotteville på Tobago

Julebadet i Mann of War bay, Tobago !

På den lokale bænk i Charlotteville


Hovedgaden i Charlotteville


Glædelig jul