søndag den 30. september 2007

Billeder til 7. rejsebrev

Stranden på Graciosa, Gr. Canaria


Graciosa "by" på Gr. Canaria


Harald giver middag på Porto Santos v. Madeira


Udsigt på Porto Santos. Madeira

Grillplads på Porto Santos










torsdag den 20. september 2007

7. Rejsebrev: Fra Portugal over Madeira til Gr. Canaria

S/Y Espresso
7. Rejsebrev sept. 2007

Hej alle derhjemme – regner det?

Ups - her er det lige 30 grader vind 9 sek.m. fra nø –og vi ligger i Las Palmas på Gr.Canaria.

Og hvordan er vi så kommet hertil ? Harald blev modtaget i lufthavnen i Faro af Torben efter, at han havde vinket farvel til mig på stationen inden, hvor jeg havde sat mig i toget til Lissabon. Lidt ked af, at jeg ikke var der til at ta´ imod, men de unge mennesker i Portugal skulle selv rejse til DK, så ville jeg se dem, var det om at komme afsted. Derfor først togturen: Det er ikke B-toget fra Holte til Nørreport det her, de flotteste kupeer med aircondition, tv. ”rulleoplysning” med: - hvor man var, næste station – og temperatur ude og inde. 23 grader inde – 39 grader ude. Jeg kørte fra den ene ende af Algarvekysten til den anden – omtrent. Forbi turist siloerne i Albufeira m.m., underligt, når man havde ligget helt ”turist-frit” i sydøst-portugal, derefter var der et par timer ind i land , meget tørt og afsvedet. Vegetationen var oliventræer og kork-eg. Næste gang du åbner en flaske rødvin, eller træder på et korkgulv, så er det nok portugisisk korkeg. Her dyrkes et af naturens geniale påfund i så stor stil, at Portugal i dag er verdens største producent af kork. Barken løsnes fra egens stamme, uden at træet ta´r skade, og den første skrælning sker, når korkegen er 10 – 15 år gammel. Den gode kvalitet , den såkaldte sårbark skrælles med 8 – 10 års mellemrum i 5 – 10 cm tykke lag. Efter skrælning står træet tilbage med en ildrød stamme, i folkemunde er det blevet til, at træet rødmer, fordi det ikke har tøj på!
Efter 3 timer kom jeg gennem landskabet lige syd for Lissabon, som er dækket af rismarker og storke! Kørte med toget hængende under den store bro over Tejo-floden og endte på en stor hovedstads-station, hvorfra jeg skulle skifte, og ved hjælp af nogle flinke portugisere lykkedes det at få stukket en billet i automaten til Metroen. Videre med lokaltoget til Oeires, som er en strækning ligesom Helsingør –København.
Havde nu 3 dage hos Rute og Rasmus, hyggeligt at se dem igen, og fik også oplevet andre dele af Lissabon, bl.a. byområdet Bairro Alto, som skulle være et meget livligt, lokalt område, hvor man bliver advaret mod lommetyve, men intet skete ok. man er jo heller ikke helt ung mere. Og så med meget tidligt fly lør.8.9. kl. 7.30 til Madeira, som jo er en indenrigsrute her, så den går 7 gange om dagen og ta´r 90 min.
Nu var det jo ikke til at vide, hvor langt Espresso var kommet , men efter en snak med Jytte, Haralds kone, kunne det tage fra 4 til 6 dage, så jeg måtte se at finde et sted at overnatte. Søfolkene ville ikke anduve Funcal på Madeira, men en ø 40 mil øst for som hedder Porto Santo, og der ville jeg jo gerne stå, når de sejlede ind. Fik spurgt, hvor der lå et vandrehjem og vandrede op ad (igen) og kom til nogle smukt restaurerede gamle huse, hvor den opvakte unge mand i receptionen vist godt var klar over, at jeg ikke ville ligge på en 15 sengs stue, så jeg fik det fineste dobbeltværelse med bad, bidét og brus til 22 eu. Ca. 150 kr. og så kunne man være to til prisen ! Jeg var nok den ældste på stedet, og de unge mennesker troede vist nok, at jeg var hende der gjorde rent !
Næste morgen, før det blev lyst var jeg afsted med min kuffert til færgen til Porto Santo, som kun gik een gang om dagen. Havde lidt bøvl med at forklare, at jeg skulle ha en enkelt billet til en øde ø, men det lykkedes. Nå helt øde var den nu ikke, men meget smuk og tør vulkanø. Endelig kom den længe ventede sms – vi er der kl. 13.00 og kl. 14. 00 vinkede jeg til dem fra moelen. Herligt at se dem og hilse på Harald, som startede en rigtig god vane : Han ville gi´ middag hver gang vi anduvede et ny havn ! (læg lige mærke til det evt. påmønstrende besætninger!!)
Dette er et mundtligt referat jeg fik om deres 4½ døgns tur fra Faro til Madeira.
1.døgn meget vind og søsyge , de næste 3½ døgn – stille for motor – meget stille for motor – meget, meget stille for motor. – havblik for motor. Hundredevis af havskildpadder som flød i overfladen og lignede plastikposer.
Næste dag lejede Harald en bil til os, og vi kørte øen rundt – den er 9 x 13 km, men store vulkaner og den østlige del er ørken, men den har en 9 km lang sandstrand i modsætning til Madeira så mange ta´r dagture hertil for at bade.
På de øde veje var der indrettet små grillpladser i palmeskygge m. masser af firben. Der bliver i det hele taget gjort utroligt meget for at holde naturen ren og beskyttet. Efter et par dage var den ø ligesom set, og vi sejlede de 44 mil til Funcal, hovedstaden på Madeira. Her blev vi igen overrasket over, hvor få både der var . Dog mødte vi en dansk båd ”Orbit” med at ungt par som havde købt den for 2 år siden, den var apteret på Hvalsted (for indviede) og havde haft et klaver ombord!
Madeira må I selv læse om i rejsebøgerne, da vi havde været der for et par år siden, blev det ikke til meget tur, kun en enkelt levadavandring for Harald og Torben.
Nu var planen så turen til Canarieøerne, som jeg letsindigt havde sagt ja til at deltage i. 2½ døgn - 2 nætter skulle jeg sejle med, og det gik jo, men det vil ikke være rigtigt at sige, at det var mig der navigerede os over havet.
Vi var blevet anbefalet den nordøstlige side, en lille ø der hedder Graciosa, som viste sig at være en rigtig ”paradis ø”, kun sand og vulkaner og en fiskebefolkning på 500 hoveder, som de havde dækket med nogle meget specielle, lokale ø-hatte, som Harald jagtede , dog uden held. Han ville forfærdelig gerne ha´ haft sådan een, vi ved ikke, om det var til Jytte, men han truede nu selv med at gå med den.
Havnen havde ingen vand og el, men til gengæld var havdefogden på sommerferie, så det var gratis. Her blev vi i 4 dage, da det blæste meget, og tiden gik kun med badning og spisning og andre ”travle” ting. Mañana – er her udtryk for uanstændigt hastværk !
Nu blev der talt om forskellige muligheder for at sejle derfra, og det endte med at Harald og Torben igen tog et godt stræk over et døgn – og jeg tog færge, bus og fly fra Lanzarote til Las Palmas. Det havde vist været en ret urolig tur, Atlanten er ikke kun store dønninger!

Her er vi nu, og Harald tog hjem igår, det har været hyggeligt at have en erfaren sømand ombord, som kunne komme med gode ideer m.m. Nu er planen at se Gran Canaria og øerne omkring.

Kærlig hilsen fra Torben og Anne Mette på S/Y Espresso
-og billederne kommer som sædvanlig senere – her er ikke net i havnen, så der kan være lidt langt imellem mailene.

PS.Tak for mails hjemmefra – det er altid hyggeligt

søndag den 16. september 2007

Fortovsmønstre i Olhao ved Faro på Algarvekysten

Venter på Harald i Olhao v. Faro

Flise bænk i Olhao


Olhao marina ved højvande


Flere billeder til 6. rejsebrev

På vej til stranden på Culatra, Algarve ved Faro

Vi flager for sølvbryllup på "Miss Blue" ved Culatra

50 km strand på Culatra, Algarve


Husene på Culatra



Hovedgaden på Culatra, Algarve





Billeder til 6.rejsebrev, Algarvekysten

Aftenstemning på Algarvekysten, Portugal

Indsejling til Alvor, Algarve

Stranden ved lavvande i Alvor, Algarve


Den lavvandede bugt ved Alvor, Algarve


Indsejlingen til den flotte marina ad floden ved Largos, Algarve





lørdag den 15. september 2007

6. Rejsebrev fra Portugal Algarvekysten

S/Y Espresso på tur
6. Rejsebrev sept. 2007

Kære familie og venner

Er vi ved at blive lidt portu-gale ? JA !

Nu har vi været i PT siden den 18.8. og vi bliver mere og mere glade for at være her. Jeg sluttede i Sines på vestkysten, og det blev et længere ophold end først tænkt. Da vejret ligesom viste sig fra en mere blæsende side end forventet på denne årstid. 8 dage blev det til, så nu ved vi, at byen har 9.500 indb., er kendt for sin olieindustri, som vi heldigvis var forskånet for at se på, da marinaen lå fint besyttet mht. udkig til gas-beholdere og skorstene. Faktisk har Sines skrevet sig ind i moderne dansk historie (dog uden at vi vidste en dyt om det !), da de 166 gigantiske brosektioner til Østbroen over Storebælt blev svejst sammen her. Som alle steder i PT ligger her en borg højt over byen, og her står Vasco da Gama, som fandt søvejen til Indien (1469 – 1524) og skuer ud over Atlanten. Han er født her og alt står i VdG ´s tegn, gader og pladser, kirker og cafféer hedder Vasco da Gama. Tiden her gik med ” farmer-walks” til supermarkedet , som altid ligger langt væk og op ad bakke, måske fordi vi starter i kote 0 ! Og hyggeligt samværd med de to svenske både, vi havde det vældig ”roligt”.
På 8. dagen endelig afsted ud på Atlanten i ingen vind og store dønninger, ja faktisk blev jeg søsyg ! Det blev en rigtig lang dag på 77 mil. Her passerede vi en til af milepælene på turen – Cabo de Sâo Vincente, europas sydvestligste punkt.
Her har Henrik Søfareren i 1421 grundlagt sin berømte søfartsskole med førende astronomer, kan lidt sammenlignes med vore dages Cape Canaveral i Florida. Herfra vovede folk sig, som i vore dages rumalder ud i det ukendte. Sådan havde jeg det også lidt ! da det viste sig, at ankerpladsen ved Sagres ,som vi havde tænkt os at overnatte på, var alt andet end venligsindet, alt for åben og urolig. Vi fortsatte til Lagos, nu på Algarve-kysten, hvortil vi kom i buldermørke. Lidt ærgeligt da man kunne skimte konturerne af
de bizarre, gyldne klippeformationer, som kysten er kendt for.
Men det blev dag igen, og da vi slog øjnene op, kikkede vi på den flotteste palme-promenade, og blev efter snak med imigration lukket ind i en meget elegant (dyr) marina, men vi fik noget for pengene, for der lugtede vældig meget af kloak !
S/Y Miss Blue, den ene af de svenske både, som vi fulgtes med fra Sines, bestilte tid til over-vintring her. Vi har faktisk mødt flere, som havde Lagos som mål, og så starter på videre sejlads til næste forår. Lagos by er, som alle pt. byer meget charmerende, granitmønstrene på fortorvet, hvide huse, opad bakke og nedad bakke, sol og varme! Og så er der utroligt mange englændere, det var længe siden vi havde mødt turister.
Her kunne vi komme (betale) på nettet og fik sendt billeder hjem til jer. De kommer i lidt spredt fægtning, men håber det går. Fra Lagos sejlede vi efter 2 dage den lange tur på 5,7 mil! til en ankerplads v. en lille by Alvor. Her havde jeg været for 18 år siden og huskede den som yderst pæn og lokal, men det havde ændret sig en hel del. Vi tog gummibåden ind, og her lå den ene engelske pub efter den anden, husene var lidt sølle, og anker-liggerne lidt det samme, havde virkelig også ligget der i mange år.

Herfra startede vi videre mod øst, dvs motoren gik ikke rigtig igang, og Torben måtte sætte nogle ledninger på, der var hoppet af, så begyndte varmealarmen at hyle, og det var jo gode tegn, for den havde ikke virket før! Lå sådan lidt skidt i en meget smal rende m. tidevand og måtte lige kaste anker, mens maskinmesteren også ordnede dette. Nu sejlede vi 44 mil til Faro, som jeg kun kendte som charter-lufthavnen, og med et delta man kan se, når man lander.
Men her fandt vi et lille paradis, Parque Natural da Ria Formosa, som er et kæmpestort fredet naturreservat, som strækker sig 50-60 km fra Faro østover til den spanske grænse. Bugten består af en stribe lave, bevoksede sandklitter med mængder af skaldyr og fisk i vandet. Storkene flyver rundt her, forstår måske godt de ikke gider flyve helt til DK ! og i baggrunden bjergene. Vi må dog sejle 20 min ind til byen Olhão for at tanke vand en gang imellem.
Vi har nu ligget her for anker ved øen Is. Da Culatra i 5 dage og fulgt det lokale fiskerliv. Der bliver sejlet ud af de større fiskerbåde ved 3 tiden om morgenen, men alle de små fiskere kommer forbi os, når det begynder at blive lavvande. Så går de i land på sandbankerne, her er et tidevand på 2.6 m, så det løber rimelig stærkt, og samler snegle og muslinger, som er daglig spise her. I det hele taget er det fisk, fisk og fisk vi spiser, måske lige undtaget en dåse, jeg havde købt, for at finde frem til brugbar dåsemad på de lange havpassager. Måtte ringe til Rute, vores svigerdatter, for at spørge hvad vi spiste, og hun svarede, at det ville vi ikke bryde os om at vide !!! Ok den dåse blev droppet.
Her findes også en del ”havsigøjnere”, som jeg har døbt dem, både, der er ”strandet” ,med sejlere der ikke kommer videre. De har ligesom bygget kolonier rundt omkring, og samles på caféen op ad dagen.
Når vi nu snart er trætte af at bade i det tyrkisblå, 23 grader varme Atlanterhav på den 50 km lange øde sandstrand !! sejler vi til Olhão igen, hvor vi skal købe ind og hente Harald i Faro den 4. sept.. Så sejler mændene til Madeira, mens jeg ta´r et smut til Lissabon og besøge Rute og Rasmus. Turen til Madeira er beregnet til at tage 4 – 5 dage, men mere herom senere. Vi glæder os til at se Harald og høre nyt fra DK.

Her er opgaverne – hvilken solfaktor idag – og hvilken bikini ?

Mange kærlige hilsener fra S/Y Espresso
lettere halvbrune - Torben og Anne Mette

NYHEDER:

- var inviteret til sølvbryllup den 28.8. som special guests på S/Y Miss Blue.
- Indviede hæk grillen den 31.8. – fungerede perfekt – med tunbøffer.