Bentes og Anne Mettes 1. nat på guesthouse i Castara på Tobago
Mogenmadscafe i regnvejr i Castars
Udsigt til regnskov fra gæstehyttentorsdag den 20. december 2007
Billeder til 10.rejsebrev: Ankomst Caribien og jul på Tobago
Bentes og Anne Mettes 1. nat på guesthouse i Castara på Tobago Mogenmadscafe i regnvejr i Castars Udsigt til regnskov fra gæstehytten
onsdag den 19. december 2007
Fiskelykke over Atlanten
Tun på 53 kg. - det er tunen til venstre
Tun på 53 kg hales ombord
Mindre tun
Kingfish - mad til 3 dage
Flyvefisk landet på dæk !
tirsdag den 18. december 2007
10. Rejsebrev: Fra Cap Verde over Atlanten til Tobago, Caribien
S/Y Espresso på tur
10. Rejsebrev
Fra Cap Verde over Atlanten til Tobogo, Caribien.
Her kommer en lidt mere udførlig beretning om turen over Atlanten, men først skal I se billederne fra fiskeriet til Cap Verde (vedlagt i næste mail) Hvad siger i så ? Den første fisk er en tun, den næste en bonitos, den lille en flyvefisk, og den sidste en Kingfish. Jeg har hørt, at de blev lagt på panden, og spist, det meste af dem i det mindste. Jeg har også hørt, at det var rimeligt dyrt i udstyr, men hvad gør det, når resultater bliver sådan. Gad vide om Hansen mener det samme, når jeg køber en ny kjole!!
Turen forløb ellers stille og fredeligt, det lyder som om, de havde ventet at se mere derude på æ haw, men der var ingen dyr eller sejlere/skibe. Vagten var 3 timer ad gangen, og Erik tryllede som sædvanlig med maden. Man skal vist også være noget af en kunstner for at få 3 dåser spagetti og nogle gulerødder og en dåse skinke til at ligne dyreryg med pommes røsti. En gang imellem måtte det varme opgives, da det gyngede for meget, dvs det var for farligt med varmt vand og åben ild.
De anduvede Tobago i bulder mørke og fik kastet anker i Mann Of War Bay på nord-vest kysten. Og her ligger vi også i skrivende stund – og bliver liggende til juleaften.
Pigerne havde booket et guesthouse i Castara, som også ligger på vestsiden af Tobago, men midt på øen. Og efter en fin, men laaang, flyvetur med overnatning i London, blev de også læsset af en taxa i bulder mørke efter en køretur ad bjergveje i ca. 1 time, kunne besætningen atter forenes. Hertil var drengene sejlet og lå i bugten, eneste problem var, at de pga. swell (stor brænding) måtte svømme i land, da den lånte gummebåd væltede rundt! Og hvor sjovt er det, at svømme med div. grej i delvis vandtætte poser på maven ! men gensynsglæden var stor alligevel, måske også da de så, at vi havde rindende vand og brus.
Det blev til 2 dage i Castara, og derefter sejlede Espresso til Mann-of- war- Bay igen. Da det var umuligt at få pigernes bagage ombord i Castara, var her en anløbsbro til dinkies, som gjorde alting lidt nemmere.
Charlotteville, som er ”byen” her ved bredden, er den nordligste by på øen, en by som består af små skure, hvori forretningerne ligger. Måske har de brød idag ... måske kommer der diesel på torsdag....Pengeautomaten har endnu ikke virket, så turen til hovedstaden på Tobago – Scarborough bliver gjort i enten bus til 8 ttd (1 trinidad/tobago Dollar er = 1 kr.), Maxi-taxa til 11 ttd, eller taxa til 300 ttd. Turen er på 42 km, men det er en meget bjergrig ø med få, men meget snoede veje så turen ta´r 1½ time. Chaufføren skal altid handle lidt undervejs, og snakke, dytte og vinke til alle. Musikken gjalder ud fra kæmpe højtalere på hvert gadehjørne, og folkene her, er nok de sødeste vi har mødt. Alle hilser på os, siger: ”Cool mann”, og når man træder ind i bussen siger man : Goodmorning everybody” , og i maxi taxen, som kan rumme en 20 personer, spilles der høj raygay – musik.
Vi ligger fint i bugten med ca. 8 andre både, faktisk 3 danske og 2 norske.De første 5 dage boede Bente og jeg på guesthouse lige ned til vandet, da der var lidt trangt på Espresso. Den 17. dec. vinkede vi farvel til Benny, og nu sejler vi frem og tilbage i en lånt dinky, som ta´r en del vand ind. Ny motor har vi fået sendt fra Trinidad, men vil nok sejle derned for at se på ny gummibåd, som vores forsikring har at bevilliget os.
Ellers er tempoet ved at blive som de lokales, og da vi ikke kan købe ret meget i forretningerne, spiser vi en del ude på de to restauranter, der er her. Og der bliver af og til spurgt hvad vi vil ha´, og så spørger man, hvad de har idag - ret nemt, da de kun har kylling og fisk. På gaderne går hunde og køer og især mange høns, som skuler til os, når vi sidder og spiser noget af ”familien”. Alt foregår i fri luft og korte ærmer, vi er dog blevet lidt overraskede over vejret, da det faktisk regner meget og temp. er 27- 30 grader, så det er voldsomt fugtigt. Intet kan tørre, og alt der har fået saltvand suger fugt (puder, madrasser og håndklæder m.m.) men så er der et vaskeri i byen, som har 3 maskiner stående ved siden af computerne, da det også er netcafé ! Her afleverer man sit snavsede, våde, ildelugtende tøj, og får det igen næste dag for 35 kr. Her bliver sagt, at regntiden endnu ikke er slut, den slutter til januar. Idag har vi været i regnskoven med en guide, dog var der mere regn og skov end dyreliv. Her vokser også bambus, som er 10 - 20 meter høje og 10 cm i diam. som blandt andet bliver brugt som afstivning i byggeriet, som vores tømrermester Benny bemærkede: ”et godt-nok-stillads”. Vi så en enkelt sommerfugl, og nogle meget hurtigt flyvende kollibrier, guiden var vores første taxachauffør, her har alle mange jobs.
I bugten hvor vi ligger, flyver der fregat-fugle og pelikaner og papagøjer rundt, fiskerne har nogle små åbne joller med to bambusstænger ud til hver side – og 2 hastigheder – fuld kraft frem eller tilbage.
Om aftenen samles alle ude på gaderne og drikker rom af flasken, mens musikken kan høres over hele øen, rastafa-håret er gemt under en hæklet hue, og de små børn har de sødeste frisurer med perler og fletninger.
Vi har lidt svært ved at komme i julestemning, men her er en del plastic jule-træer med lys, og plastic-giualanter, og de to dåser Confit de Ganard , som er købt i Frankrig ligger klar. Erik er gået i tænkebox mht. til rødkålen og risalamenten! Vi regner med at holde juleaften på stranden, men mere herom senere.
I aften Torsdag er der barbecure : Fisk eller kylling!
Mange hilserne- COOL MANN- fra besætningen
Bente, Erik, Torben og Anne Mette
10. Rejsebrev
Fra Cap Verde over Atlanten til Tobogo, Caribien.
Her kommer en lidt mere udførlig beretning om turen over Atlanten, men først skal I se billederne fra fiskeriet til Cap Verde (vedlagt i næste mail) Hvad siger i så ? Den første fisk er en tun, den næste en bonitos, den lille en flyvefisk, og den sidste en Kingfish. Jeg har hørt, at de blev lagt på panden, og spist, det meste af dem i det mindste. Jeg har også hørt, at det var rimeligt dyrt i udstyr, men hvad gør det, når resultater bliver sådan. Gad vide om Hansen mener det samme, når jeg køber en ny kjole!!
Turen forløb ellers stille og fredeligt, det lyder som om, de havde ventet at se mere derude på æ haw, men der var ingen dyr eller sejlere/skibe. Vagten var 3 timer ad gangen, og Erik tryllede som sædvanlig med maden. Man skal vist også være noget af en kunstner for at få 3 dåser spagetti og nogle gulerødder og en dåse skinke til at ligne dyreryg med pommes røsti. En gang imellem måtte det varme opgives, da det gyngede for meget, dvs det var for farligt med varmt vand og åben ild.
De anduvede Tobago i bulder mørke og fik kastet anker i Mann Of War Bay på nord-vest kysten. Og her ligger vi også i skrivende stund – og bliver liggende til juleaften.
Pigerne havde booket et guesthouse i Castara, som også ligger på vestsiden af Tobago, men midt på øen. Og efter en fin, men laaang, flyvetur med overnatning i London, blev de også læsset af en taxa i bulder mørke efter en køretur ad bjergveje i ca. 1 time, kunne besætningen atter forenes. Hertil var drengene sejlet og lå i bugten, eneste problem var, at de pga. swell (stor brænding) måtte svømme i land, da den lånte gummebåd væltede rundt! Og hvor sjovt er det, at svømme med div. grej i delvis vandtætte poser på maven ! men gensynsglæden var stor alligevel, måske også da de så, at vi havde rindende vand og brus.
Det blev til 2 dage i Castara, og derefter sejlede Espresso til Mann-of- war- Bay igen. Da det var umuligt at få pigernes bagage ombord i Castara, var her en anløbsbro til dinkies, som gjorde alting lidt nemmere.
Charlotteville, som er ”byen” her ved bredden, er den nordligste by på øen, en by som består af små skure, hvori forretningerne ligger. Måske har de brød idag ... måske kommer der diesel på torsdag....Pengeautomaten har endnu ikke virket, så turen til hovedstaden på Tobago – Scarborough bliver gjort i enten bus til 8 ttd (1 trinidad/tobago Dollar er = 1 kr.), Maxi-taxa til 11 ttd, eller taxa til 300 ttd. Turen er på 42 km, men det er en meget bjergrig ø med få, men meget snoede veje så turen ta´r 1½ time. Chaufføren skal altid handle lidt undervejs, og snakke, dytte og vinke til alle. Musikken gjalder ud fra kæmpe højtalere på hvert gadehjørne, og folkene her, er nok de sødeste vi har mødt. Alle hilser på os, siger: ”Cool mann”, og når man træder ind i bussen siger man : Goodmorning everybody” , og i maxi taxen, som kan rumme en 20 personer, spilles der høj raygay – musik.
Vi ligger fint i bugten med ca. 8 andre både, faktisk 3 danske og 2 norske.De første 5 dage boede Bente og jeg på guesthouse lige ned til vandet, da der var lidt trangt på Espresso. Den 17. dec. vinkede vi farvel til Benny, og nu sejler vi frem og tilbage i en lånt dinky, som ta´r en del vand ind. Ny motor har vi fået sendt fra Trinidad, men vil nok sejle derned for at se på ny gummibåd, som vores forsikring har at bevilliget os.
Ellers er tempoet ved at blive som de lokales, og da vi ikke kan købe ret meget i forretningerne, spiser vi en del ude på de to restauranter, der er her. Og der bliver af og til spurgt hvad vi vil ha´, og så spørger man, hvad de har idag - ret nemt, da de kun har kylling og fisk. På gaderne går hunde og køer og især mange høns, som skuler til os, når vi sidder og spiser noget af ”familien”. Alt foregår i fri luft og korte ærmer, vi er dog blevet lidt overraskede over vejret, da det faktisk regner meget og temp. er 27- 30 grader, så det er voldsomt fugtigt. Intet kan tørre, og alt der har fået saltvand suger fugt (puder, madrasser og håndklæder m.m.) men så er der et vaskeri i byen, som har 3 maskiner stående ved siden af computerne, da det også er netcafé ! Her afleverer man sit snavsede, våde, ildelugtende tøj, og får det igen næste dag for 35 kr. Her bliver sagt, at regntiden endnu ikke er slut, den slutter til januar. Idag har vi været i regnskoven med en guide, dog var der mere regn og skov end dyreliv. Her vokser også bambus, som er 10 - 20 meter høje og 10 cm i diam. som blandt andet bliver brugt som afstivning i byggeriet, som vores tømrermester Benny bemærkede: ”et godt-nok-stillads”. Vi så en enkelt sommerfugl, og nogle meget hurtigt flyvende kollibrier, guiden var vores første taxachauffør, her har alle mange jobs.
I bugten hvor vi ligger, flyver der fregat-fugle og pelikaner og papagøjer rundt, fiskerne har nogle små åbne joller med to bambusstænger ud til hver side – og 2 hastigheder – fuld kraft frem eller tilbage.
Om aftenen samles alle ude på gaderne og drikker rom af flasken, mens musikken kan høres over hele øen, rastafa-håret er gemt under en hæklet hue, og de små børn har de sødeste frisurer med perler og fletninger.
Vi har lidt svært ved at komme i julestemning, men her er en del plastic jule-træer med lys, og plastic-giualanter, og de to dåser Confit de Ganard , som er købt i Frankrig ligger klar. Erik er gået i tænkebox mht. til rødkålen og risalamenten! Vi regner med at holde juleaften på stranden, men mere herom senere.
I aften Torsdag er der barbecure : Fisk eller kylling!
Mange hilserne- COOL MANN- fra besætningen
Bente, Erik, Torben og Anne Mette
mandag den 17. december 2007
Turen over Atlanten forberedes
På tur på Gr. Canaria før atlantturen
Under overfarten
Overfarten forberedes
"Espresso" pakkes
Hvor mon det skal være ?lørdag den 15. december 2007
9. Rejsebrev: Fra Gr.Canarie til Cap Verde
S/Y Espresso på tur
9. Rejsebrev nov. 2007
Hej igen allesammen
Dette brev er der flere forfattere til, hvilket jo gør det dobbelt så godt !
Det jeg selv skriver bliver referat af sms´er, så det kan gøres ganske kort, Torben har forsøgt sig med live tlf. opkald, men telefonen var næsten rødglødende af optankning fra Telmore (som er vores abb.).
Her kommer først Bennys rejsebrev, som beskriver oplevlserne fra de 2 gutter lander i Las Palmas.
Rejsebrev fra Cran Canaria til Cap Verde.
Efter at Erik og undertegnede var ankommet sikkert til Las Palmas med Sterling
onsdag d. 7. november. blev vi hentet af Torben, som er Ekspressos skipper (gud bedre det).
Han havde i dagens anledning lejet en bil, så vi kunne køre til Puerto Rico, hvor båden lå.
Efter indkvartering, hvor vi fik tildelt en hylde hver, til vores tøj, dvs at der kun var en ledig hylde, så den snuppede jeg. (først til mølle o.s.v.) Erik har stadig sit tøj i tasken, men var det ikke for alt det lort Torben havde fået skrabet sammen, kunne der godt ha´ blevet en hylde til Erik også.
Det blev selvfølgelig en rigtig hyggelig aften med masser af rødvin m.m.
Næste dag skulle vi så have provianteret og der skulle købes rigtig meget, så det var godt at have en bil at transportere provianten i.
Efter at have fået stuvet provianten afvejn, som var lidt af et job, var det store spisetid.
Vi fandt en hyggelig restaurant, hvor vi fik lidt god mad m.m.
Fredag var afsat til at køre lidt rundt for at se på Øen.
Da man var kommet lidt væk fra turiststederne var der meget pænt, men rigtigt smukt blev det aldrig, da det var alt for afsvedet.
Lørdag var så endelig store sejldag. Vi skulle dog først lige over at tanke diesel 60 liter i tanken og 80 liter på 4 stk. 20 liters dunke, hvoraf den ene var utæt. Det klarede vi ved at vende den på hovedet.
Klokken 12.00 og efter at havde fået et stempel i vores pas, kunne endelig forlade Puerto Rico med kurs mod Cap Verde
Foran havde vi ca. 800 sømils sejlads med forventet ankomst torsdag d. 16.11 om natten.
Efter vi var kommet ud fra havnen var der nogle lede bølger fra siden, der fik båden til at rulle helt vildt, men vi fik sat nogle sejl så vi kunne komme derudaf. Efter at have sejlet en ½ times tid kom vinden og bølgerne ind fra læns så det gik strygende med en fart på 6-7 knob.
Vi havde sejlet ca. 3 – 4 timer da miraklet skete. De første delfiner begyndte at lege med båden.
Det vat var helt vildt flot at se dem svømme . Der var en 3-4 stykker og efter en ½ time fortrak de.
Der gik yderligere et par timer da der kom en flok på 15-20 stykker og dem var der godt nok gang i.
De hoppede og dansede foran båden på siden af og bag båden og de var virkelige legesyge..
Det var de sidste delfiner vi så før Kap Verde bortset fra torben så nogle en tidlig morgen på hans vagt, men der sov vi andre.
Det var blevet lørdag aften og der skulle laves mad. Det stod Erik for.
Menuen bestod af store engelske bøffer som vi havde købt hos en dansk slagter ”Jesper” i Puerto Rico. Samt bagte kartofler med en god rødvin. Det var toppen.
Vi havde inddelt vagterne i tre timers skift startende fra kl. 18.00 og til kl. 9.00 om morgen og det fungere virkeligt fint. Min første vagt var fra kl.0.300 til kl. 0600. og det var virke et smukt syn at se alle de stjerner på n kulsort himmel. Derudover var der masser af morild som lyste temmelig meget op. Ret flot.
Søndag skete der ikke så meget. Der var et spil der skulle repareres, derudover satte Torben en fiskesnørre i vandet, og han havde lovet at vi skulle have guldmakral til aftensmad, men han fangede ikke noget. Vi havde heldigvis også købt nogle snitsler hos slagter Jesper, så vi spiste dem til aftensmad med bagte kartofler.
Mandag skete der ca. det samme som om søndagen, bortset fra at vi var ude at bade.
Dels trængte vi til det og dels skulle vi inspicerer skruen, da der var nogle underlige rystelser.
Her kom dykkeren ind i billedet. Det viste sig at der var et net viklet rundt om skruen.
For at komme ned og få skruen fri blev vi nødt til at binde et tov langs siden, så man ikke drev væk fra båden, da der var lidt strøm. Der var også 3½ kilometer til bunden. Det var godt nok underligt at tænke på. Efter at vi havde fået skruenfri skulle skipper lige prøve motoren og den gik rigtig fint et lille øjeblik, så stoppede den.
Skipper havde glemt at hive torvet langs båden indenbords, så det havde viklet sig om skruen.
Så måtte dykkeren på den igen. Vi fik torvet fri og vi var blevet rene så vi sejlede videre.
Jeg skulle stå for aftensmaden og da Torben stadig ikke havde fanget nogen guldmakral, og vi ikke havde mere kød fra slagter Jesper kom menuen til at stå på spagetti i tomatsouse.
3 dåser Heinz op i en gryde. Det smagte ikke grimt, men heller ikke særlig godt, men det var på en måde torbens skyld, for han havde lovet os guldmakral.
Tirsdag var en begivenhedsrig dag.
Min vagt denne dag var fra 0.600 til 09.00 og der skete godt nok noget mærkeligt.
Vi havde sejlet et par dage uden at møde et eneste skib. Jeg havde holdt udkik ca. hvert 20. minut
Og der var ingen både at se. Næste gang jeg skulle op og kikke var det blevet lyst, og vi var nærmest ved at brage ind i en sejlbåd. Han havde ikke haft lanterner tændt, derfor så jeg ham først, da det var blevet lyst. Han var fra New Zeland, med da vi sejlede for spilet genua og storsejl, var der ikke tid til at stoppe for at sludre. Så vi vinkede kun til ham og væk var vi..
Vi skulle til at spise morgenmad, Torben havde som sædvanligt meget optimistisk smidt fiskesnøren ud. Midt i morgenmaden skete miraklet så. Der var bid. Det var en stor en og det tog ca. en time at hive den hjem. Først troede vi det var en lille haj, men det viste sig at være en stor tun på 1,5 m. og vejede godt 50 kilo.
Vi fik den parterede og fik ca . 6 bøffer på 200 gram pr.stk ud af det. Resten måtte vi smide ud, da vi ikke havde kølefaciliteter til opbevaring. Det var lidt fråds.
Om aften fik vi tunbøffer og de smagte hamrene godt.
Onsdag havde vi lidt spilersejlads og vi havde vores daglige bad i karet med 3,5 km. under os
Om aftenen fik …. Tunbøffer.
Torsdag aften ville der ske noget spændende Vi skulle efter beregningerne kunne se land omkring kl. 22.00. Efter 5½ døgn på havet var det faktisk en begivenhed.
Det var på min vagt og pludselig kunne jeg se noget svagt lys som hurtigere blev stærkere.
Kl. 24.00 sluttede min vagt, men det var lidt for spændende til at gå til køjs.
Kl. 02.00 havde vi ankret op ved Palmaira på øen Sal
Vi havde under provianteringen på gran kanaria købt 2 flasker Champagne en til Tobago og en når vi nåede Cap Verde. Så kl. 2 om natten delte vi en flaske Champagne. Det var virkeligt dejligt .
Derefter gik vi til køjs.
Dette var hvad jeg kunne nå at skrive indtil nu, men fortsættelse følger når vi når Tobago.
Hilsen Benny
Ja og det var så her jeg ofrede et dyrt tlf. opkald, og fortalte de herrer, at jeg lige havde læst, at der var rigtig mange hajer i det farvand, og der var en snorkeldykker, der var blevet spist. De havde nu ikke set nogen (hajer altså), og jeg ved heller ikke om hajer sætter deres tænder i sådan noget gammelt kød !!! Yngstemand er Benny og han bliver vel snart 60 år! Det er godt de er ude på Atlanten, og at det vare 14 dage, inden de får læst dette !
Espresso´s ophold på Cap Verdeøerne, hvor de sejlede rundt i 5 dage, blev en lidt blandet fornøjelse, da de fik stjålet gummibåden m.motor på den første ø Sal. Øerne er meget golde og fattige med sort befolkning, så de har nok set en årsløn ligge der og klippet kæden, mens de ”rige” vestlændinge forlystede sig på restaurant – surt.
Og det besværlige var, at Torben måtte svømme i land, for at politianmelde tyveriet, og da de kun talte portugisk, er det lidt spændende, hvad forsikringen får ud af det.
En sådan gummibåd er faktisk uundværdlig her, da der ikke er havne kun ankerpladser, så en sød gut, vi havde mødt tidligere i Las Palmas, var sød at låne dem sin gamle. Den skulle blot reparares lidt, og så var der ingen åre til. Men de har jo en tømrer ombord med store ”lapper” – eller hva´? Denne oplevelse gik lidt ud over deres dykkerdag, men de fik vist 2 dyk hver og set nogle fisk.
På den sidste ø, som jeg ikke ved hvad hedder, da kortene er ombord, skulle der bunkres vand m.m. Pga dårligt vejr med op til 18 sek.m. var der store bølger i bugten, og ved en fiskekaj fik de revet en fortøjningsklampe af. De gør nu også, hvad de kan for at lette båden !! Nå - men hullet fik ”dutterbeg” og afsted kom de fredag den 23.11.aften - næste stop - Tobago i Caribien om ca. 14 dage.
- Mht. hullet , lovede Torben mig, at der ikke kom vand ind – mere,
- og jeg har ikke hørt mere om de to kakelakker, de har mødt ombord !! De mente, det var to hanner, så hvad kan der komme ud af det ?? Gad vide hvor stor besætningen er, når Bente og jeg møder Espresso på Tobago den 10. dec. ??
Det var så lidt ”røverhistorier” fra Cap Verde, jeg vil sende nogle billeder fra gr. Canaria, da jeg ikke har fået fotos fra C.V.
Rigtig god julehygge til alle –
fra Anne Mette - samt gutterne på Atlanten
Ja , og så er det, man glæder sig meget til at se delfiner, solen og gutterne igen – mærkeligt som det skifter !!
9. Rejsebrev nov. 2007
Hej igen allesammen
Dette brev er der flere forfattere til, hvilket jo gør det dobbelt så godt !
Det jeg selv skriver bliver referat af sms´er, så det kan gøres ganske kort, Torben har forsøgt sig med live tlf. opkald, men telefonen var næsten rødglødende af optankning fra Telmore (som er vores abb.).
Her kommer først Bennys rejsebrev, som beskriver oplevlserne fra de 2 gutter lander i Las Palmas.
Rejsebrev fra Cran Canaria til Cap Verde.
Efter at Erik og undertegnede var ankommet sikkert til Las Palmas med Sterling
onsdag d. 7. november. blev vi hentet af Torben, som er Ekspressos skipper (gud bedre det).
Han havde i dagens anledning lejet en bil, så vi kunne køre til Puerto Rico, hvor båden lå.
Efter indkvartering, hvor vi fik tildelt en hylde hver, til vores tøj, dvs at der kun var en ledig hylde, så den snuppede jeg. (først til mølle o.s.v.) Erik har stadig sit tøj i tasken, men var det ikke for alt det lort Torben havde fået skrabet sammen, kunne der godt ha´ blevet en hylde til Erik også.
Det blev selvfølgelig en rigtig hyggelig aften med masser af rødvin m.m.
Næste dag skulle vi så have provianteret og der skulle købes rigtig meget, så det var godt at have en bil at transportere provianten i.
Efter at have fået stuvet provianten afvejn, som var lidt af et job, var det store spisetid.
Vi fandt en hyggelig restaurant, hvor vi fik lidt god mad m.m.
Fredag var afsat til at køre lidt rundt for at se på Øen.
Da man var kommet lidt væk fra turiststederne var der meget pænt, men rigtigt smukt blev det aldrig, da det var alt for afsvedet.
Lørdag var så endelig store sejldag. Vi skulle dog først lige over at tanke diesel 60 liter i tanken og 80 liter på 4 stk. 20 liters dunke, hvoraf den ene var utæt. Det klarede vi ved at vende den på hovedet.
Klokken 12.00 og efter at havde fået et stempel i vores pas, kunne endelig forlade Puerto Rico med kurs mod Cap Verde
Foran havde vi ca. 800 sømils sejlads med forventet ankomst torsdag d. 16.11 om natten.
Efter vi var kommet ud fra havnen var der nogle lede bølger fra siden, der fik båden til at rulle helt vildt, men vi fik sat nogle sejl så vi kunne komme derudaf. Efter at have sejlet en ½ times tid kom vinden og bølgerne ind fra læns så det gik strygende med en fart på 6-7 knob.
Vi havde sejlet ca. 3 – 4 timer da miraklet skete. De første delfiner begyndte at lege med båden.
Det vat var helt vildt flot at se dem svømme . Der var en 3-4 stykker og efter en ½ time fortrak de.
Der gik yderligere et par timer da der kom en flok på 15-20 stykker og dem var der godt nok gang i.
De hoppede og dansede foran båden på siden af og bag båden og de var virkelige legesyge..
Det var de sidste delfiner vi så før Kap Verde bortset fra torben så nogle en tidlig morgen på hans vagt, men der sov vi andre.
Det var blevet lørdag aften og der skulle laves mad. Det stod Erik for.
Menuen bestod af store engelske bøffer som vi havde købt hos en dansk slagter ”Jesper” i Puerto Rico. Samt bagte kartofler med en god rødvin. Det var toppen.
Vi havde inddelt vagterne i tre timers skift startende fra kl. 18.00 og til kl. 9.00 om morgen og det fungere virkeligt fint. Min første vagt var fra kl.0.300 til kl. 0600. og det var virke et smukt syn at se alle de stjerner på n kulsort himmel. Derudover var der masser af morild som lyste temmelig meget op. Ret flot.
Søndag skete der ikke så meget. Der var et spil der skulle repareres, derudover satte Torben en fiskesnørre i vandet, og han havde lovet at vi skulle have guldmakral til aftensmad, men han fangede ikke noget. Vi havde heldigvis også købt nogle snitsler hos slagter Jesper, så vi spiste dem til aftensmad med bagte kartofler.
Mandag skete der ca. det samme som om søndagen, bortset fra at vi var ude at bade.
Dels trængte vi til det og dels skulle vi inspicerer skruen, da der var nogle underlige rystelser.
Her kom dykkeren ind i billedet. Det viste sig at der var et net viklet rundt om skruen.
For at komme ned og få skruen fri blev vi nødt til at binde et tov langs siden, så man ikke drev væk fra båden, da der var lidt strøm. Der var også 3½ kilometer til bunden. Det var godt nok underligt at tænke på. Efter at vi havde fået skruenfri skulle skipper lige prøve motoren og den gik rigtig fint et lille øjeblik, så stoppede den.
Skipper havde glemt at hive torvet langs båden indenbords, så det havde viklet sig om skruen.
Så måtte dykkeren på den igen. Vi fik torvet fri og vi var blevet rene så vi sejlede videre.
Jeg skulle stå for aftensmaden og da Torben stadig ikke havde fanget nogen guldmakral, og vi ikke havde mere kød fra slagter Jesper kom menuen til at stå på spagetti i tomatsouse.
3 dåser Heinz op i en gryde. Det smagte ikke grimt, men heller ikke særlig godt, men det var på en måde torbens skyld, for han havde lovet os guldmakral.
Tirsdag var en begivenhedsrig dag.
Min vagt denne dag var fra 0.600 til 09.00 og der skete godt nok noget mærkeligt.
Vi havde sejlet et par dage uden at møde et eneste skib. Jeg havde holdt udkik ca. hvert 20. minut
Og der var ingen både at se. Næste gang jeg skulle op og kikke var det blevet lyst, og vi var nærmest ved at brage ind i en sejlbåd. Han havde ikke haft lanterner tændt, derfor så jeg ham først, da det var blevet lyst. Han var fra New Zeland, med da vi sejlede for spilet genua og storsejl, var der ikke tid til at stoppe for at sludre. Så vi vinkede kun til ham og væk var vi..
Vi skulle til at spise morgenmad, Torben havde som sædvanligt meget optimistisk smidt fiskesnøren ud. Midt i morgenmaden skete miraklet så. Der var bid. Det var en stor en og det tog ca. en time at hive den hjem. Først troede vi det var en lille haj, men det viste sig at være en stor tun på 1,5 m. og vejede godt 50 kilo.
Vi fik den parterede og fik ca . 6 bøffer på 200 gram pr.stk ud af det. Resten måtte vi smide ud, da vi ikke havde kølefaciliteter til opbevaring. Det var lidt fråds.
Om aften fik vi tunbøffer og de smagte hamrene godt.
Onsdag havde vi lidt spilersejlads og vi havde vores daglige bad i karet med 3,5 km. under os
Om aftenen fik …. Tunbøffer.
Torsdag aften ville der ske noget spændende Vi skulle efter beregningerne kunne se land omkring kl. 22.00. Efter 5½ døgn på havet var det faktisk en begivenhed.
Det var på min vagt og pludselig kunne jeg se noget svagt lys som hurtigere blev stærkere.
Kl. 24.00 sluttede min vagt, men det var lidt for spændende til at gå til køjs.
Kl. 02.00 havde vi ankret op ved Palmaira på øen Sal
Vi havde under provianteringen på gran kanaria købt 2 flasker Champagne en til Tobago og en når vi nåede Cap Verde. Så kl. 2 om natten delte vi en flaske Champagne. Det var virkeligt dejligt .
Derefter gik vi til køjs.
Dette var hvad jeg kunne nå at skrive indtil nu, men fortsættelse følger når vi når Tobago.
Hilsen Benny
Ja og det var så her jeg ofrede et dyrt tlf. opkald, og fortalte de herrer, at jeg lige havde læst, at der var rigtig mange hajer i det farvand, og der var en snorkeldykker, der var blevet spist. De havde nu ikke set nogen (hajer altså), og jeg ved heller ikke om hajer sætter deres tænder i sådan noget gammelt kød !!! Yngstemand er Benny og han bliver vel snart 60 år! Det er godt de er ude på Atlanten, og at det vare 14 dage, inden de får læst dette !
Espresso´s ophold på Cap Verdeøerne, hvor de sejlede rundt i 5 dage, blev en lidt blandet fornøjelse, da de fik stjålet gummibåden m.motor på den første ø Sal. Øerne er meget golde og fattige med sort befolkning, så de har nok set en årsløn ligge der og klippet kæden, mens de ”rige” vestlændinge forlystede sig på restaurant – surt.
Og det besværlige var, at Torben måtte svømme i land, for at politianmelde tyveriet, og da de kun talte portugisk, er det lidt spændende, hvad forsikringen får ud af det.
En sådan gummibåd er faktisk uundværdlig her, da der ikke er havne kun ankerpladser, så en sød gut, vi havde mødt tidligere i Las Palmas, var sød at låne dem sin gamle. Den skulle blot reparares lidt, og så var der ingen åre til. Men de har jo en tømrer ombord med store ”lapper” – eller hva´? Denne oplevelse gik lidt ud over deres dykkerdag, men de fik vist 2 dyk hver og set nogle fisk.
På den sidste ø, som jeg ikke ved hvad hedder, da kortene er ombord, skulle der bunkres vand m.m. Pga dårligt vejr med op til 18 sek.m. var der store bølger i bugten, og ved en fiskekaj fik de revet en fortøjningsklampe af. De gør nu også, hvad de kan for at lette båden !! Nå - men hullet fik ”dutterbeg” og afsted kom de fredag den 23.11.aften - næste stop - Tobago i Caribien om ca. 14 dage.
- Mht. hullet , lovede Torben mig, at der ikke kom vand ind – mere,
- og jeg har ikke hørt mere om de to kakelakker, de har mødt ombord !! De mente, det var to hanner, så hvad kan der komme ud af det ?? Gad vide hvor stor besætningen er, når Bente og jeg møder Espresso på Tobago den 10. dec. ??
Det var så lidt ”røverhistorier” fra Cap Verde, jeg vil sende nogle billeder fra gr. Canaria, da jeg ikke har fået fotos fra C.V.
Rigtig god julehygge til alle –
fra Anne Mette - samt gutterne på Atlanten
Ja , og så er det, man glæder sig meget til at se delfiner, solen og gutterne igen – mærkeligt som det skifter !!
mandag den 15. oktober 2007
8. Rejsebrev: Espresso på Gr. Canaria
S/Y Espresso
8. Rejsebrev okt. 07
Hej – længe siden, venner og familie.
Må lige vende tilbage til før Harald forlod os i Las Palmas. Også her inviterede han os ud at spise (gad vide, om der er noget i vejen med min mad?) Ja - man kan godt få sine tanker.
Las Palmas havn er vældig stor, da der er meget erhvervstrafik. Det har den ikke altid været, da det var her i Las Palmas at charter turismen fra DK startede, og her kom danskerne med fly til sol, strand og grisefest, der er stadig en boulevard der hedder ”Krogager” og på appelsin-juicen står der ”Don Simon”. Nu står de triste halvtomme betonhoteller tilbage som fortæller om en svunden tid med café navne som ”Den glade Hane”, ”Hos Per og Lis” og andre opfordringer til det vilde natteliv! Men turisterne er vist de samme, som kom i tresserne, og de ser ikke ud som om, der er meget gang i de 70 årige. Faktisk var der flest englændere og tyskere, da danskersæsonnen først starter til efterårsferien. Inden da er der ikke direkte fly til Gr.Canaria fra København. Måske vil navnet Las Canteras vække søde minder hos jer, det er stranden på nordsiden af Las Palmas, og her fik vi vores middag med Harald. Der er i det hele taget en meget stor koloni af skandinaver, med Den skandinaviske Klub og Skandinavisk kirke. Svenskerne holder til i Las Palmas, nordmændene og danskerne omkring Puerto Rico på sydsiden.
Nu er havnen blevet gravet ud og krydstogsskibene kan komme ind, men de bliver, som alle andre stede kun i dagtimerne og sejler ved solnedgang.
Her blev vi faktisk i 10 dage, da vi opdagede, at det kneb lidt med strømmen, når vi ikke havde strøm fra land, så vi købte endnu en solcelle, som Hansen selv monterede (han er nu dygtig, den knægt). Den var lidt større end den gamle, så nu går det godt med 2 solceller, der er hele tiden kolde bajere. Vi investerede også i et ”wind scoop” ved ikke hvad det hedder på dansk, men det er ligesom en tragt i stof der leder luft ned i den forreste luge, så der kan blive lidt gennemtræk i kahytten. Det var en dansk pige som syede dem. Hun sejlede alene i sit skiv, ja havde faktisk sejlet i 10 år rundt i verden, og var lige kommet fra Potugal, men lå for anker på ”reden” ligesom mange andre, da det er gratis. Faktisk ser en del af de opankrede skuder ud, som om de ikke kommer videre!
Her stiftede vi også bekendtskab med en anden race, som vi nok må vænne os til : Kakerlakker !
De er op til 5 cm lange og kravler lystigt rundt på kajen. Vi fik lært at ta´ skoene af, inden vi gik ombord, vi fik lært af vaske alle indkøbte varer af , selv dåseøl måtte tørres i bunden og æggene pilles ud af papembalagen og vaskes. Vi fik vist nærmest en kakerlak-fobi og så dem alle vegne. Det skulle være ret besværligt hvis man får dem ombord, men jeg investerede i et ”kakerlakhotel”, en æske de kravler ind i og spreder gift til reste af flokken, så indtil nu er vi sluppet.
Vi tog en turistrundtur i en dobbeltdækker bus for at få et indtryk af byen, som vi i første omgang syntes var noget trist, men her så vi, at syd for havnen og turistområdet lå den gamle by med katedral og fine gamle huse, som var meget mere spændende end resten af byen. Kolonimagten Spanien har sat sit præg alle steder. Dog var der på bjergskråningerne i Las Palmas nogle pudsige fladtagede huse i alle mulige pastelfarver. Sådan nogle har vi aldrig set før, og det viste sig, dog uden at vi var deroppe, at beboerne, som vist ikke hørte til de rigeste, fik maling gratis af kommunen for at male husene sådan.
10 dage er lang tid, da vi også skulle vente på en reservedel, så op i bussen igen denne gang til nordkysten, som vi vidste, vi ikke ville få at se - sejlende. Det var en meget flot tur, hvor der var udsigt til Atlanten det meste af vejen. Vi så endvidere nogle af de huler, som den oprindelige befolkning boede i, og gemte sig for sørøverne, og over til den eneste havn på vestkysten Puerto de las Nieves, hvorfra færgerne til Tenerife sejler.
Torben:
Da vi kom tilbage til havnen blev vi smidt ud pr.omgående fordi vi havde glemt at betale havnepenge til den kommende nat, de var ikke til at rokke, selv om Anne Mette skruede helt op for charmen. Der er en kapsejlads fra Las Palmas til St. Lucia i november (ARC), som er meget præstice fyldt for Las Palmas, så de benytter enhver lejlighed til at smide alm. Folk, som os ud. Vi lagde os ud for anker om natten, men det var en gyngende og støjende affære, så vi sejlede næste morgen.
Turen gik til Pasito Blanco på sydkysten af øen. Vi var kommet hurtigt ud af havnen p.g.a. havnemyndighederne, så der var ikke blevet provianteret, ikke noget problem, for så går man jo bare ud og spiser når man kommer frem. Jo tak, det var en feriebebyggelse for tilsyneladende meget rige folk (porche og Ferrari i carporten) men der var ingen restauranter eller supermarked, så Anne Mette var i dåserne.
Næste dag gik vi op til hovedvejen (lang varm tur) og tog en bus til nabobyen Arquinequin, hvor jeg fik mit længe savnede visa kort. Langturssejlerne har en kontaktperson der, hvortil vi havde fået sendt vores post. Det var udemærket, at vi tog bussen, da vi også opdagede, at man ikke kunne ligge i havnen der, den var kun for lokale. Videre i bus til Puerto Rico for at se, om der var plads i havnen der, hvilket der heldigvis var, så vi besluttede at sejle dertil næste dag.
Nu var vi rigtig kommet til ferieland med frikadeller og stuvet hvidkål på menukortet, hot dog, dansk softice og det hele, men der var da mere liv end i rigmandsressorten.
Herfra tog jeg (Anne Mette) en flyver hjem, da jeg havde fået en forfærdelig hjemve, og var utrolig glad, da jeg så, at Øresund stadig var delfin-frit, og der fandtes skyer på himlen. Ja sådan kan man være så utaknemmelig!!
Torben:
Jeg sejlede videre til Los Christianos på Tenerife, men da der ikke var gæstepladser i havnen og den ankerplads, der næsten kunne bruges, lå lige ud for discotekerne på stranden, sejlede jeg videre til La Gomera næste morgen.
Temp. og vejret ændre sig ikke meget hernede, det eneste der overrasker, er nogle accelerations zoner, der er omkring øerne. Vindstyrken stiger fra 4-5 m/sek. Op til 15 m/sek. I løbet af 3-4 min. det er lidt spændende.
Det blev en fin tur med det sædvanlige gode vejr og efter 10 mil mødte jeg en flok grindehvaler på 15 -20 stykker, meget spændende.
San Sebastian som er hovedbyen på La Gomera er en fin gammel by. Her så jeg fodboldkampen imellem Danmark og Spanien på et lille værtshus. Jeg skal love for, at spanierne buede af mig, når jeg råbte på Danmark, men i al gemytelighed og de vandt jo også 3-1, så de kunne sagtens være flinke.
La Gomera er en meget grøn ø, da der falder meget regn oppe i bjergene. Hele det midterste af øen er en stor naturpark med vandfald og en meget smuk natur. Jeg var oppe i naturparken et par gange og det kan kun anbefales, hvis man kommer på de kanter.
Fra San Sebastian sejlede jeg til Restinga på øen El Hierro, og der var godt nok forskel. Der var udslukte vulkaner alle steder og næsten ingen bevoksning. En bestigning af en vulkan viste dog at nede i krateret, var der en del grønt, da den regn der falder bliver dernede. Jeg erfarede senere, da jeg kom rundt på øen, at der var lige så grønt oppe på den nordvestlige del, som på La Gomerra .
I Restinga mødte jeg det første danske skib i lang tid, det var S/Y Narhval fra Århus. Den var hernede med nogle forskere, der lyttede efter hvalernes snak samt kortlagde deres vandringer. Jeg fik lov til at komme med ud på en lyttetur, der forløb på den måde, at de får besked fra en landstation der sidder med store kikkerter og ser hvor hvalerne er henne, så sejler man derhen og sænker mikrofonerne ned. 7 stk. med 50 meter imellem og derefter yderlig 500 meter kabel. Snakken bliver optaget på bånd og studeres når de kommer hjem til Århus.
Så gik turen videre op til Santa Cruz på øen La Palma, hvor jeg kun blev 1 nat, da der ikke var plads i havnen. Den gamle by i Santa Cruz er det pæneste, jeg har set af byer hernede.
Mere herom senere.
Kærlig hilsen fra Torben og Anne Mette
S/Y Espresso + Nærum
PS: Nu er planen, at Torben sejler tilbage til Gr. Canaria, hvor der kommer to sejler venner, Erik og Benny den 7.nov. og så går turen til Cap Verde øerne, og derfra videre til Tobago i Caribien. Turen ta´r en uge til Cap Verde , en uges dykning der, og 14 dage til havs til Caribien. Men først skal der handles ind, og det er ikke så lidt, der skal med til 3 uger, måske er de blevet helt slanke når de når frem!! Bente (Eriks kone) og Anne Mette flyver til Tobago den 10.dec.
8. Rejsebrev okt. 07
Hej – længe siden, venner og familie.
Må lige vende tilbage til før Harald forlod os i Las Palmas. Også her inviterede han os ud at spise (gad vide, om der er noget i vejen med min mad?) Ja - man kan godt få sine tanker.
Las Palmas havn er vældig stor, da der er meget erhvervstrafik. Det har den ikke altid været, da det var her i Las Palmas at charter turismen fra DK startede, og her kom danskerne med fly til sol, strand og grisefest, der er stadig en boulevard der hedder ”Krogager” og på appelsin-juicen står der ”Don Simon”. Nu står de triste halvtomme betonhoteller tilbage som fortæller om en svunden tid med café navne som ”Den glade Hane”, ”Hos Per og Lis” og andre opfordringer til det vilde natteliv! Men turisterne er vist de samme, som kom i tresserne, og de ser ikke ud som om, der er meget gang i de 70 årige. Faktisk var der flest englændere og tyskere, da danskersæsonnen først starter til efterårsferien. Inden da er der ikke direkte fly til Gr.Canaria fra København. Måske vil navnet Las Canteras vække søde minder hos jer, det er stranden på nordsiden af Las Palmas, og her fik vi vores middag med Harald. Der er i det hele taget en meget stor koloni af skandinaver, med Den skandinaviske Klub og Skandinavisk kirke. Svenskerne holder til i Las Palmas, nordmændene og danskerne omkring Puerto Rico på sydsiden.
Nu er havnen blevet gravet ud og krydstogsskibene kan komme ind, men de bliver, som alle andre stede kun i dagtimerne og sejler ved solnedgang.
Her blev vi faktisk i 10 dage, da vi opdagede, at det kneb lidt med strømmen, når vi ikke havde strøm fra land, så vi købte endnu en solcelle, som Hansen selv monterede (han er nu dygtig, den knægt). Den var lidt større end den gamle, så nu går det godt med 2 solceller, der er hele tiden kolde bajere. Vi investerede også i et ”wind scoop” ved ikke hvad det hedder på dansk, men det er ligesom en tragt i stof der leder luft ned i den forreste luge, så der kan blive lidt gennemtræk i kahytten. Det var en dansk pige som syede dem. Hun sejlede alene i sit skiv, ja havde faktisk sejlet i 10 år rundt i verden, og var lige kommet fra Potugal, men lå for anker på ”reden” ligesom mange andre, da det er gratis. Faktisk ser en del af de opankrede skuder ud, som om de ikke kommer videre!
Her stiftede vi også bekendtskab med en anden race, som vi nok må vænne os til : Kakerlakker !
De er op til 5 cm lange og kravler lystigt rundt på kajen. Vi fik lært at ta´ skoene af, inden vi gik ombord, vi fik lært af vaske alle indkøbte varer af , selv dåseøl måtte tørres i bunden og æggene pilles ud af papembalagen og vaskes. Vi fik vist nærmest en kakerlak-fobi og så dem alle vegne. Det skulle være ret besværligt hvis man får dem ombord, men jeg investerede i et ”kakerlakhotel”, en æske de kravler ind i og spreder gift til reste af flokken, så indtil nu er vi sluppet.
Vi tog en turistrundtur i en dobbeltdækker bus for at få et indtryk af byen, som vi i første omgang syntes var noget trist, men her så vi, at syd for havnen og turistområdet lå den gamle by med katedral og fine gamle huse, som var meget mere spændende end resten af byen. Kolonimagten Spanien har sat sit præg alle steder. Dog var der på bjergskråningerne i Las Palmas nogle pudsige fladtagede huse i alle mulige pastelfarver. Sådan nogle har vi aldrig set før, og det viste sig, dog uden at vi var deroppe, at beboerne, som vist ikke hørte til de rigeste, fik maling gratis af kommunen for at male husene sådan.
10 dage er lang tid, da vi også skulle vente på en reservedel, så op i bussen igen denne gang til nordkysten, som vi vidste, vi ikke ville få at se - sejlende. Det var en meget flot tur, hvor der var udsigt til Atlanten det meste af vejen. Vi så endvidere nogle af de huler, som den oprindelige befolkning boede i, og gemte sig for sørøverne, og over til den eneste havn på vestkysten Puerto de las Nieves, hvorfra færgerne til Tenerife sejler.
Torben:
Da vi kom tilbage til havnen blev vi smidt ud pr.omgående fordi vi havde glemt at betale havnepenge til den kommende nat, de var ikke til at rokke, selv om Anne Mette skruede helt op for charmen. Der er en kapsejlads fra Las Palmas til St. Lucia i november (ARC), som er meget præstice fyldt for Las Palmas, så de benytter enhver lejlighed til at smide alm. Folk, som os ud. Vi lagde os ud for anker om natten, men det var en gyngende og støjende affære, så vi sejlede næste morgen.
Turen gik til Pasito Blanco på sydkysten af øen. Vi var kommet hurtigt ud af havnen p.g.a. havnemyndighederne, så der var ikke blevet provianteret, ikke noget problem, for så går man jo bare ud og spiser når man kommer frem. Jo tak, det var en feriebebyggelse for tilsyneladende meget rige folk (porche og Ferrari i carporten) men der var ingen restauranter eller supermarked, så Anne Mette var i dåserne.
Næste dag gik vi op til hovedvejen (lang varm tur) og tog en bus til nabobyen Arquinequin, hvor jeg fik mit længe savnede visa kort. Langturssejlerne har en kontaktperson der, hvortil vi havde fået sendt vores post. Det var udemærket, at vi tog bussen, da vi også opdagede, at man ikke kunne ligge i havnen der, den var kun for lokale. Videre i bus til Puerto Rico for at se, om der var plads i havnen der, hvilket der heldigvis var, så vi besluttede at sejle dertil næste dag.
Nu var vi rigtig kommet til ferieland med frikadeller og stuvet hvidkål på menukortet, hot dog, dansk softice og det hele, men der var da mere liv end i rigmandsressorten.
Herfra tog jeg (Anne Mette) en flyver hjem, da jeg havde fået en forfærdelig hjemve, og var utrolig glad, da jeg så, at Øresund stadig var delfin-frit, og der fandtes skyer på himlen. Ja sådan kan man være så utaknemmelig!!
Torben:
Jeg sejlede videre til Los Christianos på Tenerife, men da der ikke var gæstepladser i havnen og den ankerplads, der næsten kunne bruges, lå lige ud for discotekerne på stranden, sejlede jeg videre til La Gomera næste morgen.
Temp. og vejret ændre sig ikke meget hernede, det eneste der overrasker, er nogle accelerations zoner, der er omkring øerne. Vindstyrken stiger fra 4-5 m/sek. Op til 15 m/sek. I løbet af 3-4 min. det er lidt spændende.
Det blev en fin tur med det sædvanlige gode vejr og efter 10 mil mødte jeg en flok grindehvaler på 15 -20 stykker, meget spændende.
San Sebastian som er hovedbyen på La Gomera er en fin gammel by. Her så jeg fodboldkampen imellem Danmark og Spanien på et lille værtshus. Jeg skal love for, at spanierne buede af mig, når jeg råbte på Danmark, men i al gemytelighed og de vandt jo også 3-1, så de kunne sagtens være flinke.
La Gomera er en meget grøn ø, da der falder meget regn oppe i bjergene. Hele det midterste af øen er en stor naturpark med vandfald og en meget smuk natur. Jeg var oppe i naturparken et par gange og det kan kun anbefales, hvis man kommer på de kanter.
Fra San Sebastian sejlede jeg til Restinga på øen El Hierro, og der var godt nok forskel. Der var udslukte vulkaner alle steder og næsten ingen bevoksning. En bestigning af en vulkan viste dog at nede i krateret, var der en del grønt, da den regn der falder bliver dernede. Jeg erfarede senere, da jeg kom rundt på øen, at der var lige så grønt oppe på den nordvestlige del, som på La Gomerra .
I Restinga mødte jeg det første danske skib i lang tid, det var S/Y Narhval fra Århus. Den var hernede med nogle forskere, der lyttede efter hvalernes snak samt kortlagde deres vandringer. Jeg fik lov til at komme med ud på en lyttetur, der forløb på den måde, at de får besked fra en landstation der sidder med store kikkerter og ser hvor hvalerne er henne, så sejler man derhen og sænker mikrofonerne ned. 7 stk. med 50 meter imellem og derefter yderlig 500 meter kabel. Snakken bliver optaget på bånd og studeres når de kommer hjem til Århus.
Så gik turen videre op til Santa Cruz på øen La Palma, hvor jeg kun blev 1 nat, da der ikke var plads i havnen. Den gamle by i Santa Cruz er det pæneste, jeg har set af byer hernede.
Mere herom senere.
Kærlig hilsen fra Torben og Anne Mette
S/Y Espresso + Nærum
PS: Nu er planen, at Torben sejler tilbage til Gr. Canaria, hvor der kommer to sejler venner, Erik og Benny den 7.nov. og så går turen til Cap Verde øerne, og derfra videre til Tobago i Caribien. Turen ta´r en uge til Cap Verde , en uges dykning der, og 14 dage til havs til Caribien. Men først skal der handles ind, og det er ikke så lidt, der skal med til 3 uger, måske er de blevet helt slanke når de når frem!! Bente (Eriks kone) og Anne Mette flyver til Tobago den 10.dec.
fredag den 12. oktober 2007
På Gr. Canaria
" Pastel-husene" i Las Palmas, Gr. Canaria
Kakerlakker på kajen i Las Palmas
Nordkysten på Gr. Canaria
Dansk softice
Den gamle by - Las Palmassøndag den 30. september 2007
torsdag den 20. september 2007
7. Rejsebrev: Fra Portugal over Madeira til Gr. Canaria
S/Y Espresso
7. Rejsebrev sept. 2007
Hej alle derhjemme – regner det?
Ups - her er det lige 30 grader vind 9 sek.m. fra nø –og vi ligger i Las Palmas på Gr.Canaria.
Og hvordan er vi så kommet hertil ? Harald blev modtaget i lufthavnen i Faro af Torben efter, at han havde vinket farvel til mig på stationen inden, hvor jeg havde sat mig i toget til Lissabon. Lidt ked af, at jeg ikke var der til at ta´ imod, men de unge mennesker i Portugal skulle selv rejse til DK, så ville jeg se dem, var det om at komme afsted. Derfor først togturen: Det er ikke B-toget fra Holte til Nørreport det her, de flotteste kupeer med aircondition, tv. ”rulleoplysning” med: - hvor man var, næste station – og temperatur ude og inde. 23 grader inde – 39 grader ude. Jeg kørte fra den ene ende af Algarvekysten til den anden – omtrent. Forbi turist siloerne i Albufeira m.m., underligt, når man havde ligget helt ”turist-frit” i sydøst-portugal, derefter var der et par timer ind i land , meget tørt og afsvedet. Vegetationen var oliventræer og kork-eg. Næste gang du åbner en flaske rødvin, eller træder på et korkgulv, så er det nok portugisisk korkeg. Her dyrkes et af naturens geniale påfund i så stor stil, at Portugal i dag er verdens største producent af kork. Barken løsnes fra egens stamme, uden at træet ta´r skade, og den første skrælning sker, når korkegen er 10 – 15 år gammel. Den gode kvalitet , den såkaldte sårbark skrælles med 8 – 10 års mellemrum i 5 – 10 cm tykke lag. Efter skrælning står træet tilbage med en ildrød stamme, i folkemunde er det blevet til, at træet rødmer, fordi det ikke har tøj på!
Efter 3 timer kom jeg gennem landskabet lige syd for Lissabon, som er dækket af rismarker og storke! Kørte med toget hængende under den store bro over Tejo-floden og endte på en stor hovedstads-station, hvorfra jeg skulle skifte, og ved hjælp af nogle flinke portugisere lykkedes det at få stukket en billet i automaten til Metroen. Videre med lokaltoget til Oeires, som er en strækning ligesom Helsingør –København.
Havde nu 3 dage hos Rute og Rasmus, hyggeligt at se dem igen, og fik også oplevet andre dele af Lissabon, bl.a. byområdet Bairro Alto, som skulle være et meget livligt, lokalt område, hvor man bliver advaret mod lommetyve, men intet skete ok. man er jo heller ikke helt ung mere. Og så med meget tidligt fly lør.8.9. kl. 7.30 til Madeira, som jo er en indenrigsrute her, så den går 7 gange om dagen og ta´r 90 min.
Nu var det jo ikke til at vide, hvor langt Espresso var kommet , men efter en snak med Jytte, Haralds kone, kunne det tage fra 4 til 6 dage, så jeg måtte se at finde et sted at overnatte. Søfolkene ville ikke anduve Funcal på Madeira, men en ø 40 mil øst for som hedder Porto Santo, og der ville jeg jo gerne stå, når de sejlede ind. Fik spurgt, hvor der lå et vandrehjem og vandrede op ad (igen) og kom til nogle smukt restaurerede gamle huse, hvor den opvakte unge mand i receptionen vist godt var klar over, at jeg ikke ville ligge på en 15 sengs stue, så jeg fik det fineste dobbeltværelse med bad, bidét og brus til 22 eu. Ca. 150 kr. og så kunne man være to til prisen ! Jeg var nok den ældste på stedet, og de unge mennesker troede vist nok, at jeg var hende der gjorde rent !
Næste morgen, før det blev lyst var jeg afsted med min kuffert til færgen til Porto Santo, som kun gik een gang om dagen. Havde lidt bøvl med at forklare, at jeg skulle ha en enkelt billet til en øde ø, men det lykkedes. Nå helt øde var den nu ikke, men meget smuk og tør vulkanø. Endelig kom den længe ventede sms – vi er der kl. 13.00 og kl. 14. 00 vinkede jeg til dem fra moelen. Herligt at se dem og hilse på Harald, som startede en rigtig god vane : Han ville gi´ middag hver gang vi anduvede et ny havn ! (læg lige mærke til det evt. påmønstrende besætninger!!)
Dette er et mundtligt referat jeg fik om deres 4½ døgns tur fra Faro til Madeira.
1.døgn meget vind og søsyge , de næste 3½ døgn – stille for motor – meget stille for motor – meget, meget stille for motor. – havblik for motor. Hundredevis af havskildpadder som flød i overfladen og lignede plastikposer.
Næste dag lejede Harald en bil til os, og vi kørte øen rundt – den er 9 x 13 km, men store vulkaner og den østlige del er ørken, men den har en 9 km lang sandstrand i modsætning til Madeira så mange ta´r dagture hertil for at bade.
På de øde veje var der indrettet små grillpladser i palmeskygge m. masser af firben. Der bliver i det hele taget gjort utroligt meget for at holde naturen ren og beskyttet. Efter et par dage var den ø ligesom set, og vi sejlede de 44 mil til Funcal, hovedstaden på Madeira. Her blev vi igen overrasket over, hvor få både der var . Dog mødte vi en dansk båd ”Orbit” med at ungt par som havde købt den for 2 år siden, den var apteret på Hvalsted (for indviede) og havde haft et klaver ombord!
Madeira må I selv læse om i rejsebøgerne, da vi havde været der for et par år siden, blev det ikke til meget tur, kun en enkelt levadavandring for Harald og Torben.
Nu var planen så turen til Canarieøerne, som jeg letsindigt havde sagt ja til at deltage i. 2½ døgn - 2 nætter skulle jeg sejle med, og det gik jo, men det vil ikke være rigtigt at sige, at det var mig der navigerede os over havet.
Vi var blevet anbefalet den nordøstlige side, en lille ø der hedder Graciosa, som viste sig at være en rigtig ”paradis ø”, kun sand og vulkaner og en fiskebefolkning på 500 hoveder, som de havde dækket med nogle meget specielle, lokale ø-hatte, som Harald jagtede , dog uden held. Han ville forfærdelig gerne ha´ haft sådan een, vi ved ikke, om det var til Jytte, men han truede nu selv med at gå med den.
Havnen havde ingen vand og el, men til gengæld var havdefogden på sommerferie, så det var gratis. Her blev vi i 4 dage, da det blæste meget, og tiden gik kun med badning og spisning og andre ”travle” ting. Mañana – er her udtryk for uanstændigt hastværk !
Nu blev der talt om forskellige muligheder for at sejle derfra, og det endte med at Harald og Torben igen tog et godt stræk over et døgn – og jeg tog færge, bus og fly fra Lanzarote til Las Palmas. Det havde vist været en ret urolig tur, Atlanten er ikke kun store dønninger!
Her er vi nu, og Harald tog hjem igår, det har været hyggeligt at have en erfaren sømand ombord, som kunne komme med gode ideer m.m. Nu er planen at se Gran Canaria og øerne omkring.
Kærlig hilsen fra Torben og Anne Mette på S/Y Espresso
-og billederne kommer som sædvanlig senere – her er ikke net i havnen, så der kan være lidt langt imellem mailene.
PS.Tak for mails hjemmefra – det er altid hyggeligt
7. Rejsebrev sept. 2007
Hej alle derhjemme – regner det?
Ups - her er det lige 30 grader vind 9 sek.m. fra nø –og vi ligger i Las Palmas på Gr.Canaria.
Og hvordan er vi så kommet hertil ? Harald blev modtaget i lufthavnen i Faro af Torben efter, at han havde vinket farvel til mig på stationen inden, hvor jeg havde sat mig i toget til Lissabon. Lidt ked af, at jeg ikke var der til at ta´ imod, men de unge mennesker i Portugal skulle selv rejse til DK, så ville jeg se dem, var det om at komme afsted. Derfor først togturen: Det er ikke B-toget fra Holte til Nørreport det her, de flotteste kupeer med aircondition, tv. ”rulleoplysning” med: - hvor man var, næste station – og temperatur ude og inde. 23 grader inde – 39 grader ude. Jeg kørte fra den ene ende af Algarvekysten til den anden – omtrent. Forbi turist siloerne i Albufeira m.m., underligt, når man havde ligget helt ”turist-frit” i sydøst-portugal, derefter var der et par timer ind i land , meget tørt og afsvedet. Vegetationen var oliventræer og kork-eg. Næste gang du åbner en flaske rødvin, eller træder på et korkgulv, så er det nok portugisisk korkeg. Her dyrkes et af naturens geniale påfund i så stor stil, at Portugal i dag er verdens største producent af kork. Barken løsnes fra egens stamme, uden at træet ta´r skade, og den første skrælning sker, når korkegen er 10 – 15 år gammel. Den gode kvalitet , den såkaldte sårbark skrælles med 8 – 10 års mellemrum i 5 – 10 cm tykke lag. Efter skrælning står træet tilbage med en ildrød stamme, i folkemunde er det blevet til, at træet rødmer, fordi det ikke har tøj på!
Efter 3 timer kom jeg gennem landskabet lige syd for Lissabon, som er dækket af rismarker og storke! Kørte med toget hængende under den store bro over Tejo-floden og endte på en stor hovedstads-station, hvorfra jeg skulle skifte, og ved hjælp af nogle flinke portugisere lykkedes det at få stukket en billet i automaten til Metroen. Videre med lokaltoget til Oeires, som er en strækning ligesom Helsingør –København.
Havde nu 3 dage hos Rute og Rasmus, hyggeligt at se dem igen, og fik også oplevet andre dele af Lissabon, bl.a. byområdet Bairro Alto, som skulle være et meget livligt, lokalt område, hvor man bliver advaret mod lommetyve, men intet skete ok. man er jo heller ikke helt ung mere. Og så med meget tidligt fly lør.8.9. kl. 7.30 til Madeira, som jo er en indenrigsrute her, så den går 7 gange om dagen og ta´r 90 min.
Nu var det jo ikke til at vide, hvor langt Espresso var kommet , men efter en snak med Jytte, Haralds kone, kunne det tage fra 4 til 6 dage, så jeg måtte se at finde et sted at overnatte. Søfolkene ville ikke anduve Funcal på Madeira, men en ø 40 mil øst for som hedder Porto Santo, og der ville jeg jo gerne stå, når de sejlede ind. Fik spurgt, hvor der lå et vandrehjem og vandrede op ad (igen) og kom til nogle smukt restaurerede gamle huse, hvor den opvakte unge mand i receptionen vist godt var klar over, at jeg ikke ville ligge på en 15 sengs stue, så jeg fik det fineste dobbeltværelse med bad, bidét og brus til 22 eu. Ca. 150 kr. og så kunne man være to til prisen ! Jeg var nok den ældste på stedet, og de unge mennesker troede vist nok, at jeg var hende der gjorde rent !
Næste morgen, før det blev lyst var jeg afsted med min kuffert til færgen til Porto Santo, som kun gik een gang om dagen. Havde lidt bøvl med at forklare, at jeg skulle ha en enkelt billet til en øde ø, men det lykkedes. Nå helt øde var den nu ikke, men meget smuk og tør vulkanø. Endelig kom den længe ventede sms – vi er der kl. 13.00 og kl. 14. 00 vinkede jeg til dem fra moelen. Herligt at se dem og hilse på Harald, som startede en rigtig god vane : Han ville gi´ middag hver gang vi anduvede et ny havn ! (læg lige mærke til det evt. påmønstrende besætninger!!)
Dette er et mundtligt referat jeg fik om deres 4½ døgns tur fra Faro til Madeira.
1.døgn meget vind og søsyge , de næste 3½ døgn – stille for motor – meget stille for motor – meget, meget stille for motor. – havblik for motor. Hundredevis af havskildpadder som flød i overfladen og lignede plastikposer.
Næste dag lejede Harald en bil til os, og vi kørte øen rundt – den er 9 x 13 km, men store vulkaner og den østlige del er ørken, men den har en 9 km lang sandstrand i modsætning til Madeira så mange ta´r dagture hertil for at bade.
På de øde veje var der indrettet små grillpladser i palmeskygge m. masser af firben. Der bliver i det hele taget gjort utroligt meget for at holde naturen ren og beskyttet. Efter et par dage var den ø ligesom set, og vi sejlede de 44 mil til Funcal, hovedstaden på Madeira. Her blev vi igen overrasket over, hvor få både der var . Dog mødte vi en dansk båd ”Orbit” med at ungt par som havde købt den for 2 år siden, den var apteret på Hvalsted (for indviede) og havde haft et klaver ombord!
Madeira må I selv læse om i rejsebøgerne, da vi havde været der for et par år siden, blev det ikke til meget tur, kun en enkelt levadavandring for Harald og Torben.
Nu var planen så turen til Canarieøerne, som jeg letsindigt havde sagt ja til at deltage i. 2½ døgn - 2 nætter skulle jeg sejle med, og det gik jo, men det vil ikke være rigtigt at sige, at det var mig der navigerede os over havet.
Vi var blevet anbefalet den nordøstlige side, en lille ø der hedder Graciosa, som viste sig at være en rigtig ”paradis ø”, kun sand og vulkaner og en fiskebefolkning på 500 hoveder, som de havde dækket med nogle meget specielle, lokale ø-hatte, som Harald jagtede , dog uden held. Han ville forfærdelig gerne ha´ haft sådan een, vi ved ikke, om det var til Jytte, men han truede nu selv med at gå med den.
Havnen havde ingen vand og el, men til gengæld var havdefogden på sommerferie, så det var gratis. Her blev vi i 4 dage, da det blæste meget, og tiden gik kun med badning og spisning og andre ”travle” ting. Mañana – er her udtryk for uanstændigt hastværk !
Nu blev der talt om forskellige muligheder for at sejle derfra, og det endte med at Harald og Torben igen tog et godt stræk over et døgn – og jeg tog færge, bus og fly fra Lanzarote til Las Palmas. Det havde vist været en ret urolig tur, Atlanten er ikke kun store dønninger!
Her er vi nu, og Harald tog hjem igår, det har været hyggeligt at have en erfaren sømand ombord, som kunne komme med gode ideer m.m. Nu er planen at se Gran Canaria og øerne omkring.
Kærlig hilsen fra Torben og Anne Mette på S/Y Espresso
-og billederne kommer som sædvanlig senere – her er ikke net i havnen, så der kan være lidt langt imellem mailene.
PS.Tak for mails hjemmefra – det er altid hyggeligt
søndag den 16. september 2007
Flere billeder til 6. rejsebrev
På vej til stranden på Culatra, Algarve ved Faro
Vi flager for sølvbryllup på "Miss Blue" ved Culatra
50 km strand på Culatra, Algarve
Husene på Culatra
Hovedgaden på Culatra, AlgarveBilleder til 6.rejsebrev, Algarvekysten
Aftenstemning på Algarvekysten, Portugal
Indsejling til Alvor, Algarve
Stranden ved lavvande i Alvor, Algarve
Den lavvandede bugt ved Alvor, Algarve.jpg)
Indsejlingen til den flotte marina ad floden ved Largos, Algarvelørdag den 15. september 2007
6. Rejsebrev fra Portugal Algarvekysten
S/Y Espresso på tur
6. Rejsebrev sept. 2007
Kære familie og venner
Er vi ved at blive lidt portu-gale ? JA !
Nu har vi været i PT siden den 18.8. og vi bliver mere og mere glade for at være her. Jeg sluttede i Sines på vestkysten, og det blev et længere ophold end først tænkt. Da vejret ligesom viste sig fra en mere blæsende side end forventet på denne årstid. 8 dage blev det til, så nu ved vi, at byen har 9.500 indb., er kendt for sin olieindustri, som vi heldigvis var forskånet for at se på, da marinaen lå fint besyttet mht. udkig til gas-beholdere og skorstene. Faktisk har Sines skrevet sig ind i moderne dansk historie (dog uden at vi vidste en dyt om det !), da de 166 gigantiske brosektioner til Østbroen over Storebælt blev svejst sammen her. Som alle steder i PT ligger her en borg højt over byen, og her står Vasco da Gama, som fandt søvejen til Indien (1469 – 1524) og skuer ud over Atlanten. Han er født her og alt står i VdG ´s tegn, gader og pladser, kirker og cafféer hedder Vasco da Gama. Tiden her gik med ” farmer-walks” til supermarkedet , som altid ligger langt væk og op ad bakke, måske fordi vi starter i kote 0 ! Og hyggeligt samværd med de to svenske både, vi havde det vældig ”roligt”.
På 8. dagen endelig afsted ud på Atlanten i ingen vind og store dønninger, ja faktisk blev jeg søsyg ! Det blev en rigtig lang dag på 77 mil. Her passerede vi en til af milepælene på turen – Cabo de Sâo Vincente, europas sydvestligste punkt.
Her har Henrik Søfareren i 1421 grundlagt sin berømte søfartsskole med førende astronomer, kan lidt sammenlignes med vore dages Cape Canaveral i Florida. Herfra vovede folk sig, som i vore dages rumalder ud i det ukendte. Sådan havde jeg det også lidt ! da det viste sig, at ankerpladsen ved Sagres ,som vi havde tænkt os at overnatte på, var alt andet end venligsindet, alt for åben og urolig. Vi fortsatte til Lagos, nu på Algarve-kysten, hvortil vi kom i buldermørke. Lidt ærgeligt da man kunne skimte konturerne af
de bizarre, gyldne klippeformationer, som kysten er kendt for.
Men det blev dag igen, og da vi slog øjnene op, kikkede vi på den flotteste palme-promenade, og blev efter snak med imigration lukket ind i en meget elegant (dyr) marina, men vi fik noget for pengene, for der lugtede vældig meget af kloak !
S/Y Miss Blue, den ene af de svenske både, som vi fulgtes med fra Sines, bestilte tid til over-vintring her. Vi har faktisk mødt flere, som havde Lagos som mål, og så starter på videre sejlads til næste forår. Lagos by er, som alle pt. byer meget charmerende, granitmønstrene på fortorvet, hvide huse, opad bakke og nedad bakke, sol og varme! Og så er der utroligt mange englændere, det var længe siden vi havde mødt turister.
Her kunne vi komme (betale) på nettet og fik sendt billeder hjem til jer. De kommer i lidt spredt fægtning, men håber det går. Fra Lagos sejlede vi efter 2 dage den lange tur på 5,7 mil! til en ankerplads v. en lille by Alvor. Her havde jeg været for 18 år siden og huskede den som yderst pæn og lokal, men det havde ændret sig en hel del. Vi tog gummibåden ind, og her lå den ene engelske pub efter den anden, husene var lidt sølle, og anker-liggerne lidt det samme, havde virkelig også ligget der i mange år.
Herfra startede vi videre mod øst, dvs motoren gik ikke rigtig igang, og Torben måtte sætte nogle ledninger på, der var hoppet af, så begyndte varmealarmen at hyle, og det var jo gode tegn, for den havde ikke virket før! Lå sådan lidt skidt i en meget smal rende m. tidevand og måtte lige kaste anker, mens maskinmesteren også ordnede dette. Nu sejlede vi 44 mil til Faro, som jeg kun kendte som charter-lufthavnen, og med et delta man kan se, når man lander.
Men her fandt vi et lille paradis, Parque Natural da Ria Formosa, som er et kæmpestort fredet naturreservat, som strækker sig 50-60 km fra Faro østover til den spanske grænse. Bugten består af en stribe lave, bevoksede sandklitter med mængder af skaldyr og fisk i vandet. Storkene flyver rundt her, forstår måske godt de ikke gider flyve helt til DK ! og i baggrunden bjergene. Vi må dog sejle 20 min ind til byen Olhão for at tanke vand en gang imellem.
Vi har nu ligget her for anker ved øen Is. Da Culatra i 5 dage og fulgt det lokale fiskerliv. Der bliver sejlet ud af de større fiskerbåde ved 3 tiden om morgenen, men alle de små fiskere kommer forbi os, når det begynder at blive lavvande. Så går de i land på sandbankerne, her er et tidevand på 2.6 m, så det løber rimelig stærkt, og samler snegle og muslinger, som er daglig spise her. I det hele taget er det fisk, fisk og fisk vi spiser, måske lige undtaget en dåse, jeg havde købt, for at finde frem til brugbar dåsemad på de lange havpassager. Måtte ringe til Rute, vores svigerdatter, for at spørge hvad vi spiste, og hun svarede, at det ville vi ikke bryde os om at vide !!! Ok den dåse blev droppet.
Her findes også en del ”havsigøjnere”, som jeg har døbt dem, både, der er ”strandet” ,med sejlere der ikke kommer videre. De har ligesom bygget kolonier rundt omkring, og samles på caféen op ad dagen.
Når vi nu snart er trætte af at bade i det tyrkisblå, 23 grader varme Atlanterhav på den 50 km lange øde sandstrand !! sejler vi til Olhão igen, hvor vi skal købe ind og hente Harald i Faro den 4. sept.. Så sejler mændene til Madeira, mens jeg ta´r et smut til Lissabon og besøge Rute og Rasmus. Turen til Madeira er beregnet til at tage 4 – 5 dage, men mere herom senere. Vi glæder os til at se Harald og høre nyt fra DK.
Her er opgaverne – hvilken solfaktor idag – og hvilken bikini ?
Mange kærlige hilsener fra S/Y Espresso
lettere halvbrune - Torben og Anne Mette
NYHEDER:
- var inviteret til sølvbryllup den 28.8. som special guests på S/Y Miss Blue.
- Indviede hæk grillen den 31.8. – fungerede perfekt – med tunbøffer.
6. Rejsebrev sept. 2007
Kære familie og venner
Er vi ved at blive lidt portu-gale ? JA !
Nu har vi været i PT siden den 18.8. og vi bliver mere og mere glade for at være her. Jeg sluttede i Sines på vestkysten, og det blev et længere ophold end først tænkt. Da vejret ligesom viste sig fra en mere blæsende side end forventet på denne årstid. 8 dage blev det til, så nu ved vi, at byen har 9.500 indb., er kendt for sin olieindustri, som vi heldigvis var forskånet for at se på, da marinaen lå fint besyttet mht. udkig til gas-beholdere og skorstene. Faktisk har Sines skrevet sig ind i moderne dansk historie (dog uden at vi vidste en dyt om det !), da de 166 gigantiske brosektioner til Østbroen over Storebælt blev svejst sammen her. Som alle steder i PT ligger her en borg højt over byen, og her står Vasco da Gama, som fandt søvejen til Indien (1469 – 1524) og skuer ud over Atlanten. Han er født her og alt står i VdG ´s tegn, gader og pladser, kirker og cafféer hedder Vasco da Gama. Tiden her gik med ” farmer-walks” til supermarkedet , som altid ligger langt væk og op ad bakke, måske fordi vi starter i kote 0 ! Og hyggeligt samværd med de to svenske både, vi havde det vældig ”roligt”.
På 8. dagen endelig afsted ud på Atlanten i ingen vind og store dønninger, ja faktisk blev jeg søsyg ! Det blev en rigtig lang dag på 77 mil. Her passerede vi en til af milepælene på turen – Cabo de Sâo Vincente, europas sydvestligste punkt.
Her har Henrik Søfareren i 1421 grundlagt sin berømte søfartsskole med førende astronomer, kan lidt sammenlignes med vore dages Cape Canaveral i Florida. Herfra vovede folk sig, som i vore dages rumalder ud i det ukendte. Sådan havde jeg det også lidt ! da det viste sig, at ankerpladsen ved Sagres ,som vi havde tænkt os at overnatte på, var alt andet end venligsindet, alt for åben og urolig. Vi fortsatte til Lagos, nu på Algarve-kysten, hvortil vi kom i buldermørke. Lidt ærgeligt da man kunne skimte konturerne af
de bizarre, gyldne klippeformationer, som kysten er kendt for.
Men det blev dag igen, og da vi slog øjnene op, kikkede vi på den flotteste palme-promenade, og blev efter snak med imigration lukket ind i en meget elegant (dyr) marina, men vi fik noget for pengene, for der lugtede vældig meget af kloak !
S/Y Miss Blue, den ene af de svenske både, som vi fulgtes med fra Sines, bestilte tid til over-vintring her. Vi har faktisk mødt flere, som havde Lagos som mål, og så starter på videre sejlads til næste forår. Lagos by er, som alle pt. byer meget charmerende, granitmønstrene på fortorvet, hvide huse, opad bakke og nedad bakke, sol og varme! Og så er der utroligt mange englændere, det var længe siden vi havde mødt turister.
Her kunne vi komme (betale) på nettet og fik sendt billeder hjem til jer. De kommer i lidt spredt fægtning, men håber det går. Fra Lagos sejlede vi efter 2 dage den lange tur på 5,7 mil! til en ankerplads v. en lille by Alvor. Her havde jeg været for 18 år siden og huskede den som yderst pæn og lokal, men det havde ændret sig en hel del. Vi tog gummibåden ind, og her lå den ene engelske pub efter den anden, husene var lidt sølle, og anker-liggerne lidt det samme, havde virkelig også ligget der i mange år.
Herfra startede vi videre mod øst, dvs motoren gik ikke rigtig igang, og Torben måtte sætte nogle ledninger på, der var hoppet af, så begyndte varmealarmen at hyle, og det var jo gode tegn, for den havde ikke virket før! Lå sådan lidt skidt i en meget smal rende m. tidevand og måtte lige kaste anker, mens maskinmesteren også ordnede dette. Nu sejlede vi 44 mil til Faro, som jeg kun kendte som charter-lufthavnen, og med et delta man kan se, når man lander.
Men her fandt vi et lille paradis, Parque Natural da Ria Formosa, som er et kæmpestort fredet naturreservat, som strækker sig 50-60 km fra Faro østover til den spanske grænse. Bugten består af en stribe lave, bevoksede sandklitter med mængder af skaldyr og fisk i vandet. Storkene flyver rundt her, forstår måske godt de ikke gider flyve helt til DK ! og i baggrunden bjergene. Vi må dog sejle 20 min ind til byen Olhão for at tanke vand en gang imellem.
Vi har nu ligget her for anker ved øen Is. Da Culatra i 5 dage og fulgt det lokale fiskerliv. Der bliver sejlet ud af de større fiskerbåde ved 3 tiden om morgenen, men alle de små fiskere kommer forbi os, når det begynder at blive lavvande. Så går de i land på sandbankerne, her er et tidevand på 2.6 m, så det løber rimelig stærkt, og samler snegle og muslinger, som er daglig spise her. I det hele taget er det fisk, fisk og fisk vi spiser, måske lige undtaget en dåse, jeg havde købt, for at finde frem til brugbar dåsemad på de lange havpassager. Måtte ringe til Rute, vores svigerdatter, for at spørge hvad vi spiste, og hun svarede, at det ville vi ikke bryde os om at vide !!! Ok den dåse blev droppet.
Her findes også en del ”havsigøjnere”, som jeg har døbt dem, både, der er ”strandet” ,med sejlere der ikke kommer videre. De har ligesom bygget kolonier rundt omkring, og samles på caféen op ad dagen.
Når vi nu snart er trætte af at bade i det tyrkisblå, 23 grader varme Atlanterhav på den 50 km lange øde sandstrand !! sejler vi til Olhão igen, hvor vi skal købe ind og hente Harald i Faro den 4. sept.. Så sejler mændene til Madeira, mens jeg ta´r et smut til Lissabon og besøge Rute og Rasmus. Turen til Madeira er beregnet til at tage 4 – 5 dage, men mere herom senere. Vi glæder os til at se Harald og høre nyt fra DK.
Her er opgaverne – hvilken solfaktor idag – og hvilken bikini ?
Mange kærlige hilsener fra S/Y Espresso
lettere halvbrune - Torben og Anne Mette
NYHEDER:
- var inviteret til sølvbryllup den 28.8. som special guests på S/Y Miss Blue.
- Indviede hæk grillen den 31.8. – fungerede perfekt – med tunbøffer.
onsdag den 15. august 2007
Billeder til 5.rejsebrev fra Sines
Sundowner på dækket med svenske Sylvia og Arne, og Ritvar fra "Miss Blue"
Kaktusfrugter der smager som stikkelsbær og melon
Grill med Ritvar og Bengt fra "Miss Blue"
Grill på land ved Sines, Portugal
tirsdag den 14. august 2007
5. Rejsebrev fra Portugal: Lisabon til Sines
S/Y Espresso på tur
5. Rejsebrev aug. 2007
Kære alle i DK
Jeg sluttede sidst med ankomsten til Portugal, og der er løbet en del søvand i karret siden. Det har været en dejlig tid med besøg af børnene, og turen til Venedig.
Vi sejlede fra Cascais til en havn i Lissabon for at være nærmere lufthavnen, men først måtte Torben et par ture i maskinen. Den dag vi ankom til Cascais, var motoren løbet varm, dvs ingen kølvand, og (godt man har en maskinmester ombord) T. demonterede ferskvands-kølingen og fandt en utæt slange m.m. Derefter nægtede motoren ligesom at starte, men det var ”bare” en ledning der var faldet af. Alt blev klaret, og vi futtede med et fly til Venedig den 26. juli, hvor vi skulle møde et par gode venner, Susanne og Hans, til 25 års jubilæum.
Det er en kæmpe oplevelse at ankomme til Venedig og se det mylder af både og liv på Canal Grande. Tog vaporetto (vandsporvogn) nr. 1 til Marcus Pladsen, hvor vi blev modtaget af en gut fra det firma, vi havde lejet lejlighed af . En stor tak til Inger for adressen, det var bare en helt perfekt lejlighed. Vi kiggede til Marcus Pladsen fra vores køkkenvindue, og gik tur om aftenen med månen lysende på gondolerne, kan det blive bedre. Måske lige bortset fra temp., man skal jo ikke klage over varmen, men der må jo være en grund til, at de indfødte forlader byen i juli og august ! Vi havde op til 39 grader både ude og inde, så vi tog en del ture med vandsporvognen ud til de små øer Burano og Murano, som er kendte for henholdsvis kniplinger og glas. Burano var så afgjort at foretrække med små malede, farverige huse og ikke så meget turistfælde.
Vi havde 3 overnatninger i Venedig, og da det jo var jubilæum, skulle vi på Marcus Pladsen den sidste aften. Belært af erfaringen: Første aften satte vi os på restaurant i gården, hvor vi boede, vi kaldte ”det vores restaurant”, og da regningen kom var det sandelig vores !!! Og sådan fortsatte det, vi ejer også en delikatesse forretning, hvor vi fornuftigt handlede til medbragte madpakker. Inden vi satter os på Marcus Pladsen, havde vi klædt om i fine kjoler og gik på – pizzaria- , som vi nu ejer halvdelen af. Men M.P. skulle jo prøves, og kl. 23.30 satte vi os ved et af de fine borde med levende musik, og nu ejer vi Marcus Pladsen og et orkester. Det blev 500 kr for en lille øl til Torben, en campari til pigerne og et glas vin til Hans.
Der var dog sket en del i Venedig siden jeg havde været her sidst, der var meget renere i vandet, og der var mange flere gondoler. Der er tilsyneladende gang i et vandprojekt til sikring af byen. Torben var også meget begejstret for byen , som han ikke havde besøgt før. Men efter disse dage hastede vi tilbage til Lissabon og mere brugervenlige priser.
Nu landede Kasper, Christina og Jakob den 1. aug.,og vi havde en herlig ugen sammen. Vi fik sagt farvel til vores supergast Anne, som havde været med fra Vedbæk, og som havde måttet døje med varmen i Lissabon i 4 dage , hvor hun passede på skivet.
Tilbage til Cascais, hvor vi dog måtte blive et par dage længere end beregnet , da det viste sig, at det ene undervant var ødelagt. Nu kan jeg oplyse til de mindre maritime, at man ikke har brug for vanter her i varmen, men det er en snor som holder masten på plads. Vi fik lavet 2 nye og sejlede mod syd til en lille by der hedder Sesimbra. I mange år var Sesimbra og dens fine badestrand en velbevaret hemmelighed, som portugiserne holdt tæt til kroppen. Men idag kommer her flere turister, vi hørte nu kun portugisisk. Over byen ligger resterne af den 1000 år gamle Castelo dos Moutos, som vi besøgte fra landsiden, da vi var her i bil i 2006.
Nu var det blevet lørdag og Rute og Rasmus kom hertil i bil (ca. 50 km fra Lissabon) for at
sejle på weekend med os. Vi sejlede for motor i medvind og som sædvanlig fuld sol ind til Setubal. H.C.Andersen besøgte Setubal for over 100 år siden, og kaldte dengang byen for et ”jordisk paradis”, siden er indbyggerantallet vokset til 120.000, og det er nu en travl fiskeri og industri-by, men med meget søde, snævre gader og et væld af fiskerestauranter, der bare ligger side om side med en stor grill på fortorvet ud for hver og røgen bølgende gennem hele byen. Vi spiste her, og er jo rigtig glade for at have en lokal kendt med , som bestilte den lækreste gryderet ”Cataplana” . Den består af fisk, rejer, krebs, muslinger, peberfrugter og kartofler, som er kogt i den skønneste suppe, en portion til 2 rakte rigeligt til os 4. Sov i den lidt urolige færgehavn til næste dag, hvor vi sejlede Rute og Rasmus tilbage til Sesimbra. Vi havde planlagt at sejle på delfin-kig men det blæste op, som det ofte gør her kl. 16, så det måtte vi opgive.
I Portugal har man ikke samme sociale sikkerhednet som hjemme, og her i Sesimbra så vi for første gang et plejehjem, det blev bl.a. finansieret af P-afgiften i gaderne. Her er også rigtig mange vilde hunde og katte, kattene har overtaget den lange mole, hvor fiskerne står og sikkert smider lidt godbidder til dem, mens hundene er mere usle og fordrevet til gaderne, hvor de ligger og sover under bilerne, om natten kan man høre dem gø i land.
Igår 14.8. sejlede vi til Sines, 34 mil mod syd, hvor vi ligger i en meget sød og billig marina, med utroligt fine faciliteter, man kan se på bådene, at mange efterlader dem her, for at ta´ hjem eller på tur, for første gang i lang tid ser vi andre nationaliteter, og fik talt lidt
skandinavisk med nogle svenske langturssejlere, som fik lært os at samle frugter fra vilde kaktur, der smager helt forrygende (lidt melon/kivi-agtigt).
Der er lukket i byen idag , da der er fest for en Madonna, så vi skal i byen og se optog kl. 16.00. Vores planer er at blive her nogle dage og så ta´ videre mod Algarve kysten. Her kommer vores gode sejlerven Harald fra Skælskør (tidliger Vedbæk!) og sejler med til Madeira og Gr. Canaria. Det vil også være godt at have en tolk ombord, når man nu er begyndt at møde skandinaver !
Det var så for denne gang fra landet, hvor man ikke ”hælder vandet fra kartoflerne” men ” saften fra vandmelonerne” og flere boller på suppen hedder her : ” mere honning på ferskenerne”
Mange kærlige hilsener fra den reducerede besætning
Skipper Torben og rors-kone Anne Mette
Og igen tak for mails og nyheder hjemmefra.
5. Rejsebrev aug. 2007
Kære alle i DK
Jeg sluttede sidst med ankomsten til Portugal, og der er løbet en del søvand i karret siden. Det har været en dejlig tid med besøg af børnene, og turen til Venedig.
Vi sejlede fra Cascais til en havn i Lissabon for at være nærmere lufthavnen, men først måtte Torben et par ture i maskinen. Den dag vi ankom til Cascais, var motoren løbet varm, dvs ingen kølvand, og (godt man har en maskinmester ombord) T. demonterede ferskvands-kølingen og fandt en utæt slange m.m. Derefter nægtede motoren ligesom at starte, men det var ”bare” en ledning der var faldet af. Alt blev klaret, og vi futtede med et fly til Venedig den 26. juli, hvor vi skulle møde et par gode venner, Susanne og Hans, til 25 års jubilæum.
Det er en kæmpe oplevelse at ankomme til Venedig og se det mylder af både og liv på Canal Grande. Tog vaporetto (vandsporvogn) nr. 1 til Marcus Pladsen, hvor vi blev modtaget af en gut fra det firma, vi havde lejet lejlighed af . En stor tak til Inger for adressen, det var bare en helt perfekt lejlighed. Vi kiggede til Marcus Pladsen fra vores køkkenvindue, og gik tur om aftenen med månen lysende på gondolerne, kan det blive bedre. Måske lige bortset fra temp., man skal jo ikke klage over varmen, men der må jo være en grund til, at de indfødte forlader byen i juli og august ! Vi havde op til 39 grader både ude og inde, så vi tog en del ture med vandsporvognen ud til de små øer Burano og Murano, som er kendte for henholdsvis kniplinger og glas. Burano var så afgjort at foretrække med små malede, farverige huse og ikke så meget turistfælde.
Vi havde 3 overnatninger i Venedig, og da det jo var jubilæum, skulle vi på Marcus Pladsen den sidste aften. Belært af erfaringen: Første aften satte vi os på restaurant i gården, hvor vi boede, vi kaldte ”det vores restaurant”, og da regningen kom var det sandelig vores !!! Og sådan fortsatte det, vi ejer også en delikatesse forretning, hvor vi fornuftigt handlede til medbragte madpakker. Inden vi satter os på Marcus Pladsen, havde vi klædt om i fine kjoler og gik på – pizzaria- , som vi nu ejer halvdelen af. Men M.P. skulle jo prøves, og kl. 23.30 satte vi os ved et af de fine borde med levende musik, og nu ejer vi Marcus Pladsen og et orkester. Det blev 500 kr for en lille øl til Torben, en campari til pigerne og et glas vin til Hans.
Der var dog sket en del i Venedig siden jeg havde været her sidst, der var meget renere i vandet, og der var mange flere gondoler. Der er tilsyneladende gang i et vandprojekt til sikring af byen. Torben var også meget begejstret for byen , som han ikke havde besøgt før. Men efter disse dage hastede vi tilbage til Lissabon og mere brugervenlige priser.
Nu landede Kasper, Christina og Jakob den 1. aug.,og vi havde en herlig ugen sammen. Vi fik sagt farvel til vores supergast Anne, som havde været med fra Vedbæk, og som havde måttet døje med varmen i Lissabon i 4 dage , hvor hun passede på skivet.
Tilbage til Cascais, hvor vi dog måtte blive et par dage længere end beregnet , da det viste sig, at det ene undervant var ødelagt. Nu kan jeg oplyse til de mindre maritime, at man ikke har brug for vanter her i varmen, men det er en snor som holder masten på plads. Vi fik lavet 2 nye og sejlede mod syd til en lille by der hedder Sesimbra. I mange år var Sesimbra og dens fine badestrand en velbevaret hemmelighed, som portugiserne holdt tæt til kroppen. Men idag kommer her flere turister, vi hørte nu kun portugisisk. Over byen ligger resterne af den 1000 år gamle Castelo dos Moutos, som vi besøgte fra landsiden, da vi var her i bil i 2006.
Nu var det blevet lørdag og Rute og Rasmus kom hertil i bil (ca. 50 km fra Lissabon) for at
sejle på weekend med os. Vi sejlede for motor i medvind og som sædvanlig fuld sol ind til Setubal. H.C.Andersen besøgte Setubal for over 100 år siden, og kaldte dengang byen for et ”jordisk paradis”, siden er indbyggerantallet vokset til 120.000, og det er nu en travl fiskeri og industri-by, men med meget søde, snævre gader og et væld af fiskerestauranter, der bare ligger side om side med en stor grill på fortorvet ud for hver og røgen bølgende gennem hele byen. Vi spiste her, og er jo rigtig glade for at have en lokal kendt med , som bestilte den lækreste gryderet ”Cataplana” . Den består af fisk, rejer, krebs, muslinger, peberfrugter og kartofler, som er kogt i den skønneste suppe, en portion til 2 rakte rigeligt til os 4. Sov i den lidt urolige færgehavn til næste dag, hvor vi sejlede Rute og Rasmus tilbage til Sesimbra. Vi havde planlagt at sejle på delfin-kig men det blæste op, som det ofte gør her kl. 16, så det måtte vi opgive.
I Portugal har man ikke samme sociale sikkerhednet som hjemme, og her i Sesimbra så vi for første gang et plejehjem, det blev bl.a. finansieret af P-afgiften i gaderne. Her er også rigtig mange vilde hunde og katte, kattene har overtaget den lange mole, hvor fiskerne står og sikkert smider lidt godbidder til dem, mens hundene er mere usle og fordrevet til gaderne, hvor de ligger og sover under bilerne, om natten kan man høre dem gø i land.
Igår 14.8. sejlede vi til Sines, 34 mil mod syd, hvor vi ligger i en meget sød og billig marina, med utroligt fine faciliteter, man kan se på bådene, at mange efterlader dem her, for at ta´ hjem eller på tur, for første gang i lang tid ser vi andre nationaliteter, og fik talt lidt
skandinavisk med nogle svenske langturssejlere, som fik lært os at samle frugter fra vilde kaktur, der smager helt forrygende (lidt melon/kivi-agtigt).
Der er lukket i byen idag , da der er fest for en Madonna, så vi skal i byen og se optog kl. 16.00. Vores planer er at blive her nogle dage og så ta´ videre mod Algarve kysten. Her kommer vores gode sejlerven Harald fra Skælskør (tidliger Vedbæk!) og sejler med til Madeira og Gr. Canaria. Det vil også være godt at have en tolk ombord, når man nu er begyndt at møde skandinaver !
Det var så for denne gang fra landet, hvor man ikke ”hælder vandet fra kartoflerne” men ” saften fra vandmelonerne” og flere boller på suppen hedder her : ” mere honning på ferskenerne”
Mange kærlige hilsener fra den reducerede besætning
Skipper Torben og rors-kone Anne Mette
Og igen tak for mails og nyheder hjemmefra.
mandag den 13. august 2007
Billeder til 5. rejsebrev
Susanne på Markuspladsen
Klædt på til "at købe" Markuspladsen
Udsigt fra Markuspladsen
Kniplingeøen Burano
Abonner på:
Opslag (Atom)
