4. Rejsebrev Fra Perros-Guireg til Cascais

S/Y ESPRESSO PÅ TUR

4. rejsebrev juli 2007

Ola – bom dia !
Ja - det er sandelig portugisisk. Den 21. juli kl. 15 anduvede Espresso og besætning Cascais, som ligger ved indsejlingen til Tejo floden – og Lissabon.
Og hvordan er vi så kommet hertil?
Jo- fra vores ophold i badekarret, startede vi måske en dag for tidligt , men udsigten lovede om ”passage-vejr” som Hansen udtrykte det, og det betyder, at det snart er vejr til Biscayen. Vi kom igen en tur i rutsjebane med søerne og vinden imod, men til aften fandt vi en ankerplads i vindstille, solnedgang og fri for at være afhængig af tidevandet.
Sejlede til Cameret-sur Mer, som ligge vest for Brest, og her skulle Biscayen passeres fra. Og hvem klarede det, det gjorde den stovte viking Hansen alene. Turen gik rigtig godt, af dyreliv sås en hval – og en ubåd, endnu ingen delfiner. Vejret havde artet sig, dog havde den ene nat været ret blæsende. Efter 2 døgn og 5 timer sejlede Hansen ind i La Caruna marina, nu var det Spanien.
De frygtsomme piger tog ”kone-turen” dvs, vi kørte i tog i 3 dage. En rigtig flot og spændende tur, som kan anbefales til andre frygtsomme! Vi havde 2 overnatninger, een i bretagne-byen Quimper, sjovt med sproget, her hvor skiltene står på to sprog, først på keltisk og så på fransk, og efter et ophold i Bordeaux på et par timer videre til Irun, en flot bjergby, hvor vi igen søgte nattely. Og Die Dumme dänen blev nu ret overraskede, for der var kommet et E på bilerne, så var vi også i spanien, straks var kulturen helt anderledes og mere støjende. Og her står teksten på skiltene på 3 sprog, først baskisk, så spansk og til sidst på fransk. Dagen efter den 9.7. havde vi den smukkeste togtur, først gennem bjerge og tuneller, vandfald og bjergsøer, så kom vi ud på en spansk højslette med hovedbyen Leon. Her var fårehyrder, og storke i rederne, og man manglede bare de gamle vindmøllerne ! Men det havde man så ”flot” erstattet med nye vindmøller på alle bjergkamme, lidt skæmmende. Derefter kom vi igen ind i bjergene, og efter 12 timer og 130 tuneller med samme tog, kom endelig den længe ventede sms fra Hansen. Han var vel ankommet til La Coruna, glad var Larsen. Så den planlagte modtagelse blev lidt omvendt, det var Torben der tog imod os på stationen kl. 21.00! Dejligt at se ham og dejligt at været tilbage på båden igen. Fik lige lidt champagne og så på hovedet i seng.
Næste dag blev brugt til oprydning og tørring. Båden havde taget vand ind gennem ankerbrønden og el-stikket var vådt. Men vejret klarede op og solen hjalp til. Da skivet var fikset gik vi en tur i La Coruna en rigtig flot og spændende by , mest spanske turister, og vest for byen ligger der en kæmpe badestrand lidt a la Bracilien fyldt med unge mennesker.
Næste dag havde vi bare sejlads i solskin – og det husker man ! Nu skulle den spanske vestkyst besejres/besejles. Første stop var et fiskerleje Camarinos, som vi havde hørt om, men igen, man oplever heldigvis tingene forskelligt, og vi kunne ikke helt nikke gen-kendene til beskrivelserne. Der lugtede ret meget af fiskefabrik, og husene var måske ikke så rommantiske som forventet. Hele havnen var fyldt med fisk, vi er begyndt at kalde dem for ”lortesnappere”, de er skraldefisk, som man ikke kan spise. Der var så mange, at de bumpede mod skrogsiden om natten, og man troede de hoppede op på badeplatformen.
Næste dag startede vejret ligesom forfra - regn, tåge og vind imod, men afsted skulle vi. Passerede Cap Finister, som brølede som en ko, kunne intet se, og vi blev enige om at afkorte turen, så i sted for Vigo blev det Portosin. Heldigvis er der flere småhavne på denne kyst, og vi er ikke længere så afhængige af tidevandet. I det hele taget er dette et stykke spanien, som vi slet ikke kendte eller havde hørt om, men det viser sig, at ha ry for at være noget af det smukkeste i Europa. Dybe, dybe fjorde og meget høje bjerge, ligeså høje som Alperne flere steder, men det kolde atlanterhav gør det tilsyneladende ikke så interessant for andre end spanierne. Dog snakkede vi lidt ”skandinavisk” med en svensker, som i flere år havde sejlet i dette område, der er et utal af ankerbugter og små-skærgård.
Han fortalte også, at man i år snakkede meget om ”azorer-lav-trykket” ,og at det var rigtig skidt for området, at englænderne ikke var nået frem til søs. Det gav vi ham så ret i og fortsatte i dette lavtryk ! Kom til Vigo, flot, rimelig stor by, Bayona rimelig lille, charmerende by og nu skete det længe ventede: Det spanske gæsteflag blev taget ned – og – det portugisiske blev sat under sallingen – yes- nu begyndte det at ligne, at vi kunne nå vores mål. Vi mødte ”portugiser-norden” med 6-7 sek.m. og sol og anduvede Leixoes, havnebyen til Porto og første portugisiske havn den 17.7.
Nu var der dømt hviledag dvs. tur til Porto (350.000 indb.). Vi havde nu sejlet 6 dage i træk og mange mil hverdag, så herligt var det at stige på en bus til Porto. Nu skal jeg ikke trætte med, at det tog 1 time med bus og ½ med metro, men så var vi også i centrum! Igen helt nye indtryk, en fantastisk, malerisk by ved den 900 km lange Douroflod, ligger på de stejleste skråninger, hvor der er elevatorer på siderne og en dobbelt bro fra 1886 tegnet af en elev af Eifel, hvilket tydeligt ses. Der er smalle huse med røde teglstentage overalt, vasketøjet bliver tørret fra facaderne (og drypper på turisterne !). Husene er meget forsømte, som så meget andet i Portugal, fortalt af vores portugisiske svigerdatter. Portugal er stadig meget fattigt, og EU pengene her, skal gå til offentlige behov (mest springvand og promenader) og ikke til at renovere husene med. Efter en sejltur med en turistbåd på floden gik vi over til sydsiden hvor portvinshusene ligger. Portvinen fremstilles af druer, som høstes i slutningen af september og begyndelsen af oktober på Douroflodens skråninger 100 km øst for Porto. Vinen fyldes på store tanke og fragtes til de berømte lodges (lagerhuse) i Vila Nova de Gaia, hvor den langsomt modnes på enorme træfade. Hertil blev vi ligesom ”draget”, og var heldige at få en rundvisning hos firmaet Croft med smagsprøver. Nu gik turen tilbage til vores industri-marina, og nu tog det kun 2½ time!
De næste havne var ren overnatning, Figueira Da Foz og Peniche. Her i Portugal er de mere korrekte med indklarering, og man skal aflevere papirer og udfylde formularer 2 steder hver gang, men alt går smertefrit og alle er utroligt hjælpsomme og venlige, prøver sågar at forstå mit portugisiske– og svarer så på engelsk! Vores papirer fra Langturssejlerne har været en meget stor hjælp.
Og så er vi ved starten af dette brev , passerede Capo de Roca, Europas vestligste punkt i fuld sol, medvind og delfinerne legende ved stævnen, kan det være bedre. I går var vi ude at spise med min søn Rasmus og svigerdatter, og nu er ferien rigtig startet. På torsdag går turen med fly til Venedig i 4 dage – mere herom senere. Det er fantastisk at rejse på den måde, vi har fået lov til, med nye indtryk hele tiden og hver dag, man føler sig meget priviligeret.

Solskins – nordenvinds- palmesus – hilsen til alle fra en glad besætning på Espresso.

PS. Hvis der var nogen der skulle ha´ lyst til at opleve dette, er der en ledig køje eller to omkring sept. til Madeira og Gr. Canaria- ring eller sms, hvis du har lyst og tid - Torbens mobil 0045 20446406
PPS. Billederne kommer for sig selv denne gang