12. Rejsebrev: Fra St.Lucia til Martinique, jan 2008

S/Y Esprresso på tur

Fra St. Lucia til Martinique – jan/ feb.- 2008

Efter de flade sand-palmestrande er vi nu kommet til de høje vulkan øer. Fra Bequia tog vi et ordentligt hug på 57 mil. Det første åbne stykke til St. Vincent, var med vældig store bølger og meget vind, NØ imod. St. Vincent sprang vi over i denne omgang, der skal jo også være noget til næste år! Det næste stykke på 30 mil fra St. Vincent til St Lucia var meget, meget store bølger og vældig meget vind ikke under 11 sek.m og op til 18, og så imod ! Mon vi har valgt at sejle den forkerte vej ?

Men alt gik fint og vi anduvede Soufriere bugt på St Lucia, hvor vi lå lige under Pitonerne (2 vulkantoppe, som Lucia er kendt for). Vi blev straks kontaktet af de sejlende boatboys, som anviste os en bøje, da der er for dybt til at ankre. Næste morgen vågnede vi, og så at den lokale svinesti lå lige ved siden af, og de vilde hunde jagtede de vilde høns. Det er de høns der går rundt om bordet, og skuler til os når vi sidder på Mac Chiken.
St. Lucia er kendt for sin botaniske have og en aktiv vulkan, så afsted til Botanisk have, en gåtur på ca. 25 min. Men i skygge og med vilde lime, som vi plukkede til vores sundowner. Haven lignede fuldstændigt resten af øerne, her var alle planter blot samlet på et sted. Der var mineralbade og vandfald, derefter tog vi en taxa til vulkanen, og det var vældig interessant at se, og især lugte svovlen, der boblede op af en sprække i jorden.

Her i bugten flyttede vi lidt rund de næste 2 nætter, da der var meget uroligt, og nu skulle Mette og Henning hjem. Hyggeligt at ha´ haft dem med.Vi fulgte dem til lufthavnen, den internationale, som ligge på sydkysten, der er også en lokal, der ligger ved hovedstaden, men her kan kun lande mindre fly, bl.a. alle vores Crass 8 fly, som flyver her!!

Nu gik det stille og roligt mod nord ca. 8 -10 mil ad gangen.
Først til en lille lagune Margot Bay, det er vist her de fleste carib-billeder er taget ! Dog var bugten fyldt med charter-udlejning, og vi lå ved bøje til 60 ECD ca 120 kr. rimeligt dyrt. Vi badede og nød solen.
Der skal altid være lidt slanger i paradis, så Torben havde sørget for at slå hul på sin albue, så han måtte spise penicilin, og jeg selv fik lige bøjet et ribben, da jeg skulle kravle op i gummibåden – ja det er hårdt at holde fri !! Det må også lige med, at her skete det helt usædvanlige, at vi fik et rigtigt ferskvandsbrusebad, det første siden Trinidad, dog i koldt vand, men vild luxus.
Efter et par dage her gik turen videre igen 8 mil for motor langs St.Lucias kyst til Rodney Bay, som er den bygt/by hvor ARCén slutter (en kapsejlads der går hvert år fra Gr.Canaria, og som mange benytter sig af at følge over Atlanten).
Her var rigtig fint med alle faciliteter, og vi kunne ankre op helt inde i havnebassinet, hvilket gjorde dinky-turen til land rimelig kort. Ikke langt fra Rodney ligger hovedstaden Castries, hvortil vi tog en Maxi-taxi, (minibusser man bare stopper på vejen, og siger hvor man skal af, genialt system, kunne begrænse privatbilerne på Helsingørmotorvejen!) Husene her var ikke så gamle, eller charmerende, da byen havde været hærget af en brand to gange, men vi opdagede, at vi var de eneste med anden hudfarve.

Vi tog også på en lille dinkyudflugt til en ruinborg i bugten sammen med besætning på ”Mirna”, Mona og Chresten, og Torben fandt straks ”en genvej” helt til toppen og meget stejl, her havde vist ingen været før!! Herfra kunne vi se til Martinique, som vi fortsatte til næste dag.
27 mil (jeg behøver ikke at gentage turen over det åbne stykke mellem St.Lucia og Martinique).
Skal lige fortælle en sjov beretning, om det første vi møder af Martinique, det er en vulkanblok ude i havet, som kaldes Diamond Rock.
I 1804 landsatte britterne 120 sømænd som straks befæstede klippen med kanoner og byggede hytter i hulerne. Den blev af the Royal Navy registreret som et krigsskib, og kaldt det synkefri HMS Diamond Rock. De generede kraftigt de franske handelsskibe og til sidst fik en fransk admiral den ide, at sende et skib derind med romtønder. De isolerede britiske sømænd bed på krogen, og mens de sov rusen ud, indtog franskmændene øen.

Nu kom vi til den dejligste lille ankerbugt, der hedder Grand Anse d´Arlet, hvor de lokale holder weekend og ferie. Vi skulle til at finde vores EURO frem igen, vi var kommet til EU. De garvede langturssejlere sagde, at indklareringen her var mere afslappet, så vi besluttede at ligge for ”gult flag”, hvilket betyder, at du bliver på båden og venter på indklarering.
Det var blevet den 3.feb.,og der skulle være karneval på Martinique den 4. + 5. så
næste dag, var det tid til at angribe hovedstaden Port-de-France. Men vi var lige kommet en dag for sent til de store parader, dog var de næste dage fyldt med masser af spændende udklædte mennesker, besynderligt at alle de unge mænd var klædt ud som damer, ret sjovt at se på.
Nu var der lukket for alt de næste 5 dage, så vi fandt en mini bus og kørte en time nordpå til St. Pierre. Byen var oprindelig hovedstad med 30.000 indbyggere og blev kaldt ”lille Paris”, men alt ændrede sig den 8.maj 1902. Kl. 8 om morgenen eksploderede vulkanen over byen med gas og brændende aske med en kraft, der svarede til 4 Hiroshima-bomber. På få minutter lå byen i ruiner. (ja - vi var på en guidet tur der !).
Byen har idag 6.000 indbyggere og er ikke længer hovedstad. Lige nord for ligger klippen Tombeau des Caraibes, med den sørgelige histore, at her skulle carib-indianerne være hoppet ud i massevis, fordi de hellere ville dø end blive taget til fange af franskmændene. I det hele taget er der, mange grumme historier på øerne, hvor slagsmålene har bølget frem og tilbage mellem spanierne, englænderene og franskmændene og andre, der var interesseret i et storherredømme!
Nu havde vi besluttet at sejle lidt tilbage for at besøge sydkysten , som skulle ha´ en stor marina, hvor vi kunne få nogle reservedele, men efter 12 mil i stid modvind og 12 sek.m. imod, ville jeg ikke længere, og vi vendte om til vores lille åndehul Gran Anse.
Her har vi tilbragt nogle dejlige dage, og i skrivende stund er vi taget til Port-de-France for at handle mad og finde en netcafé, det ikke just myldre med netadgang her.
Vore planer er nu at sejle til Dominica og videre til Guadeloupe, hvor vore gode venner Conni og Torben skal stå på den 23. Dog lover vejret ikke ret godt, så vi ta´r det stille og roligt.

Mange sejlerhilsener fra Torben og Anne Mette - Og billeder senere – som sædvanligt.

PS:
Lidt filosoferen her hvor vi ikke har andet end tid:

Det blæser så meget, at man bliver helt ør i hovet, så går man på café og får sundowner, og så bliver man ør i hovedet !

Har spekuleret på hvordan de flotte mørke piger får deres hår til at sidde så flot? Hver har sit eget helt forskellige hår. Nogle har påsat farvede stiber og hestehaler, nogle mængder af perler, gad vide om det ville pynte på en gammel 64 årig kone?
Ups - nu sidder drengene derhjemme og gruer !

Skal dog lige fortælle, at jeg nu har fået lært at snorkle! Første gang kun med fødder og briller, så med briller, fødder og snorkel, nu mangler jeg bare at se nogle fisk under vandet!

Og et tip til langturssejlerne:

Vi tumpede noget rundt her for at finde emigration, men det viste sig at være såre enkelt, du går bare ind i en forretning, der hedder Sea Service i FdF, og her står en computer, hvor du selv skriver og printer dine data.
Det samme findet på molehovedet i bugten Anse Mitan modsat byen– hvor der også kan handles vand og diesel.